Mia Maja fik en fødselspsykose. Men det var psykiatrien, der knækkede hende

Det gik, som det skulle for Mia Maja Holst Manstrup og hendes kæreste. Graviditeten var planlagt, og de glædede sig til at få deres første barn. De havde købt et nyt hus, som de skulle overtage omkring fødslen. Forberedelserne var i gang.

Det gik godt for den lille dreng i maven, men Mia Maja blev ramt af hyperemesis gravidarum, et fint ord for usædvanligt meget kvalme, som var så voldsom og indgribende, at hun måtte indlægges og sidenhen tilbringe flere måneder i sengen. Men hun kom igennem det og begyndte at kunne planlægge flytningen og forberede sig på fødslen:

”Som menneske er jeg helt komfortabel med, at ting lige pludselig ændrer sig, og sådan havde jeg det også med fødslen. Jeg var ligeglad med, om det blev kejsersnit, vaginal fødsel med eller uden smertestillende, bare det gav fysisk mening ud fra de omstændigheder, der ville opstå.”

Fødslen gik godt. Den lille dreng blev forløst med sugekop og var sund og rask. Mia Maja, der havde været vågen i knap to døgn, var træt og lykkelig. Nu skulle hun have ro på barselsgangen. Da hun tidligere har haft en periode med angst, var hun igennem sin graviditet tilknyttet familieambulatoriet på Hvidovre Hospital i et forløb for sårbare gravide. Et forløb, der tilbyder ekstra støtte både på barselsgangen og efter fødslen.

”Vi var glade, og jeg elskede mit barn fra starten. Vi var trygge, og det var en rigtig god start. I et par timer.”

Klokken havde passeret midnat, og Mia Maja glædede sig til endelig at få noget søvn med sin lille dreng hos sig på barselsgangen. ”Jeg har på det tidspunkt en forestilling om, at jeg skal ligge og sove sammen med mit nyfødte barn. Men da vi er ved at gå til ro, får jeg at vide af en jordemoder, at man ikke gør sådan. Han skal ligge i en vugge for sig selv. Tanken om at han skulle være alene, og at jeg ikke kunne fornemme ham … jeg kunne slet ikke falde til ro.”

Den nat sov Mia Maja ikke. Da hun alligevel ikke kunne falde i søvn uden sin baby, kunne hun lige så godt tage ham op. Straks var hun rolig og kunne nemt være faldet i søvn, men måtte holde sig vågen for at følge jordemoderens anbefaling.

”Jeg havde to muligheder: at være stressvågen uden min baby hos mig eller være omsorgsvågen med min baby hos mig. Med ham i mine arme var jeg i det mindste psykisk tilpas.”

Det blev morgen, og de nybagte forældre og deres lille dreng lå alene på stuen det meste af tiden. Personalet kom ikke forbi, som de havde lovet, og når familien havde brug for assistance, gik der en time, før nogen kom. En baby venter sjældent en time på at få løst et akut behov. Særligt amningen var et problem, og de kunne ikke få mad i den lille.

Mia Maja havde en teori om et stramt tungebånd – et normalt problem, der nemt kan løses – men ingen så på det eller gjorde noget for at afklare det. Ingen foreslog at give flaske, i stedet måtte de efter et døgns forgæves ammeforsøg made drengen med en lille sprøjte. 
Måltiderne var en sej kamp, og forældrene fik ingen hjælp. Endnu værre blev det, da indlæggelsen trak ud i så mange dage, at den faldt sammen med overtagelsen af deres nye hus. Mia Majas kæreste måtte efterlade hende og babyen på hospitalet, så de havde et hjem at blive udskrevet til. Og Mia Maja stadig ikke sovet siden fødslen. Hun var fysisk og mentalt drænet, og det begyndte at blive ekstremt:

”Der er to muligheder, når du er så træt. Du kan besvime, eller du kan undertrykke trætheden og i stedet køre op og blive tiltagende manisk. Og du besvimer bare ikke, når du står med dit spædbarn, det er ikke en mulighed. Men det er grotesk, at den udvikling kan ske og få lov at løbe løbsk, mens man er indlagt. Jeg er på det her tidspunkt ikke klar over, at jeg er ved at udvikle en fødselspsykose, for jeg vidste ikke, at det fandtes. Jeg stod bare i en vanvittig belastningssituation.”

Efter en uge blev Mia Maja udskrevet fra barselsgangen på Hvidovre Hospital, da hendes lille dreng endelig var blevet tilbudt mad via flaske og tog fint på. Han var stabil, men det var Mia Maja ikke; hun havde kun sovet ganske kort ad et par omgange, aldrig dyb søvn. Alligevel glædede hun sig til at komme hjem, ikke mindst fordi hun dagen efter skulle have besøg af sundhedsplejersken, som forhåbentlig ville kunne se det hele udefra.

”Min lille søn var ikke som sådan i aktuel fare i min varetægt, da jeg jo kun ønskede ham alt godt. Men før eller siden ville jeg formentlig briste endegyldigt mentalt og ikke længere være i forbindelse med mine følelser. Og om ikke andet ville jeg før eller siden bukke under fysisk.”

Sundhedsplejersken konkluderede, at Mia Maja ikke burde være alene med babyen og anbefalede indlæggelse.

”Og jeg bliver bare … så glad. Endelig var der nogen, der så det. Det var jo en frygteligt ulykkelig omstændighed, men i det mindste kunne en helingsproces endelig kunne komme i gang.”

Snart efter kørte den lille familie med taxa til akutmodtagelsen i Ballerup. En læge lyttede forstående til deres fortælling og forsikrede om, at de ville hjælpe. Mia Maja var lettet og forestillede sig en indlæggelse på et par dage:

”Jeg skulle til hægterne og så hjem igen. Jeg havde jo kunnet varetage min søns behov, mens jeg var fuldstændig smadret. Så kunne jeg nok også godt, når jeg havde fået noget søvn og noget mad og omsorg og fået bearbejdet det her traume.”

Men indlæggelsen skulle vise sig at gøre hele situationen værre.

Indlæggelse uden hjælp

Efter den indledende og betryggende samtale med lægen fik Mia Maja tildelt en stue på akutmodtagelsen. Hendes behov var basale – mad, bad, varme, lyttende ører og selvfølgelig søvn – men hun blev ladt alene. Der var intet personale, og hun måtte efter lang tid tilbage til receptionen:

”De sagde blandt andet, at jeg bare kunne gå ud og tage noget mad til måltiderne. Men jeg havde hverken tidsfornemmelse eller hukommelseskapacitet til at forholde mig til klokkeslæt og stedets procedurer. Og så kunne jeg desuden ikke gå, medmindre jeg bed mig fast i min maniske tilstand. Når jeg lod den tilstand fare, var jeg svag og hjælpeløs. Men jeg blev fastholdt i min uro, fordi jeg var nødt til at sørge for mig selv.”

Mia Maja blev bedt om at slappe af og lægge sig til at sove. Men det var netop dét, hun havde brug for hjælp til:

”Hvem helvede kan falde i søvn i højeste gear? Man går jo ikke bare fra mani, panik, angst og uro til at være søvnparat. Det er jo ikke sådan, kroppen fungerer. Der skal ske en beroligelse, en nedtrapning af utrygheden, medmindre de nærmest skal lægge en i narkose. Men dét, de byder mig, er dét, jeg kom fra på barselsgangen: At skulle bekæmpe alle mine udfordringer på egen hånd. Indlæggelsen skulle have været min frelse, jeg havde set frem til den, kæmpet for den. Og nu var der ikke andre steder, jeg kunne håbe på at blive flyttet til. Jeg følte mig prisgivet.”

Mia Maja kunne ikke holde til mere:

”Til sidst giver jeg efter for sammenbruddet. Jeg har fået noget ret stærk medicin til natten, jeg lader mine hænder falde ned langs siden og lægger hovedet til siden mod væggen. Og så kigger jeg bare direkte ind i en edderkop. Situationen er lidt komisk. Jeg vil fjerne edderkoppen, men jeg kan ikke løfte armen, fordi jeg er så udmattet og på stærk medicin. Så må den edderkop jo blive.”

Hun fortsætter:

”Mens jeg ligger og kigger på den her edderkop, går jeg tilbage til den mekanisme, der har holdt mig kørende hele den forgangne uge, hvor jeg i mit hoved måtte flygte ind i min kærlighed til min lille søn. Og det sker så med den edderkop: Afsky forvandler sig pludselig til dyb, moderlig kærlighed. Kærligheden er selvfølgelig til min søn, men edderkoppen bliver på en måde til ham.”

Mia Maja er bevidst om, at edderkoppen ikke er hendes søn, men kærligheden er virkelig. Hun tænker ikke over ordet, men en del af hende ved, at hun er i en slags psykose. Da hun bliver bevidst om sin desperate copingstrategi, bryder hun ud i gråd.

”Og så gik jeg amok. Jeg begyndte at skrige, som jeg aldrig har skreget før, men der skete intet. Hvorfor helvede kommer der ikke nogen løbende ind ad døren, tænkte jeg. Jeg ville jo skrige på samme måde, hvis der var gået ild i sengen, eller hvis en anden patient var kommet ind og havde overfaldet mig. Jeg sprang til sidst ud af sengen og flåede døren op, og så stod der fire ansatte foran min dør, som jeg skreg ind i hovedet: ’Hjælp mig! Hjælp mig!’”

De ansatte havde stået og set situationen an. De fortalte, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre. At de var bange. Mia Maja vinkede dem ind, arrigt, smed sig ned på gulvet bønfaldt dem om hjælp. Om noget beroligende.

”Og så tilføjede jeg, at de skulle få den edderkop ud, men at de for Guds skyld ikke måtte slå den ihjel. ’Den er min baby lige nu!’ græd jeg, jeg var skrækslagen for, at de ville klaske den eller smide den i toilettet.”

Dagen efter blev hun overflyttet til et åbent afsnit.

”Jeg døde mentalt”

”Fra det øjeblik og et halvt år frem husker jeg kun ting i glimt. Sikkert en kombination af medicin og fortrængning”.

Belastningen er også gået ud over minder længere tilbage. Personer, oplevelser og episoder er forsvundet fra hendes erindring. Værre er det, at hun er gået glip af vigtige måneder med sin søn, som hun aldrig får igen:

”Jeg er rigtig ked af, at jeg næsten ikke har nogen minder med mit barn, da han var spæd. Jeg kan huske den første uge virkelig godt, fordi jeg var så meget på. Jeg kunne jo ikke lave en mental flugt, jeg havde min opgave med min baby. Men da jeg så blev indlagt, braste jeg sammen mentalt, fordi jeg ikke fik den hjælp jeg havde set frem til. Jeg døde mentalt af det.”

Hun fortsætter:

”Det er ikke psykosen eller oplevelsen på barselsgangen, der har sat de største spor, for indlæggelsen på psykiatrisk var så meget værre. Det var dehumaniserende, for jeg ankom i en allerede nedbrudt tilstand. I stedet for at blive taget imod med varme og omsorg blev min identitet udslettet fuldstændigt. Jeg følte mig så uendeligt uvigtig.”

Mia Maja kunne ikke trænge igennem til personalet på den psykiatriske afdeling. En uge inde i sin indlæggelse besluttede hun derfor at købe sig til en efterfødselssamtale hos en jordemoder og tog hun sin kontaktperson fra Psykiatrisk Center Ballerup med, så hun – endelig – kunne lytte til, hvad Mia Maja så længe havde forsøgt at fortælle.

”Jordemoderen havde ingen indsigt i min historik. Hun mødte mig som den, jeg var. En nybagt mor, der var kommet så galt fra start, at det havde drevet mig til vanvid. Jeg fortalte hende om mit efterfødselsforløb, præcis som jeg også havde gjort på psykiatrisk. Hun lyttede og responderede fagligt og menneskeligt, og vi havde en ligeværdig samtale.”

Kontaktpersonen fra den psykiatriske afdeling måtte efterfølgende indrømme, at personalet ikke havde iværksat den nødvendige indsats – og at de ikke vidste, hvad man bør gøre i et tilfælde som Mia Majas. De havde fx tænkt, at Mia Maja ikke skulle se sit nyfødte barn, men hun havde netop behov for besøg fra sin mand og deres baby. Det krævede et uafhængigt vidne, før de begyndte at se og behandle hende som et menneske:

”De reagerede pludselig anderledes på mine forespørgsler. Hvis jeg bad om hjælp til noget, hjalp de mig. De havde tidligere noteret i min journal, at det sandsynligvis var ’psykosomatiske vrangforestillinger’, når jeg havde fysisk ondt. Men nu blev mine udsagn anerkendt.”

Mia Maja blev det på åbne afsnit i tre uger og kunne de sidste dage være mere og mere hjemme, før hun kunne vende hjem til det nye hus og familien. Men hun havde stadig ikke fået bearbejdet sine traumer.

Jordemoder blev rasende

Mia Maja kunne endelig komme hjem til familien og deres nye hus. Hun ville gerne hjem – men hun ville også gerne blive rask:

”Der var stadig ikke sket en mental behandling af det, jeg havde været igennem, altså i form at samtaler med psykolog, terapeut eller noget tredje. Men jeg fik stadig antipsykotisk medicin, så jeg skulle være tilknyttet psykiatrien et stykke tid endnu.”

Det blev hun via F-ACT i Ballerup, et ambulant behandlingstilbud til personer med svær psykisk sygdom. Et par måneder senere blev hun henvist til spædbørnspsykiatrien – med det mindre mundrette navn B290 – i Glostrup, som viste sig at være et godt behandlingstilbud for Mia Maja. De kørte hjem til hende flere gange, de havde samtaler om efterfødselsreaktionen, de hjalp med at opbygge en hverdag.

Det er en hjælp, som Mia Maja er taknemmelig for. Men som hun også påpeger: Når de nu manglede den nødvendige erfaring på det psykiatriske center i Ballerup, var hun sandsynligvis blevet sparet megen smerte, hvis de bare havde sat hende i kontakt med eksperter fra andre afdelinger.

I Ballerups F-ACT team besluttede de efter et halvt års tid at afslutte hendes forløb, fordi hendes kontaktperson skulle på orlov. Mia Maja ville egentlig gerne fortsætte, men hun havde heldigvis stadig spædbørnspsykiatrien i Glostrup. Der skete langsomme, men vigtige fremskridt.

”Spædbarnspsykiatrien fokuserede meget på nuet og at hjælpe mig på fode igen. Men jeg havde også brug for at bearbejde alle de følelser, jeg var fyldt op af. Jeg var traumatiseret, identitetsløs og pisseked af det.”

Derfor kontaktede Mia Maja en jordemoder og traumeterapeut, som kunne give hende konkret og brugbar respons: ”Det var enormt helende, og det var faktisk rart at se, hvor rasende hun blev, da hun hørte om mine oplevelser.”

Det var også gennem samtaler med specialisten, at Mia Maja fandt hun ud af, at hun havde været igennem en fødselspsykose, hvilket hun senere har fået bekræftet. Ordet ”psykose” fremgår flere gange af hendes journal, og hun er blevet forklaret, at der var en ”psykotisk overbygning i forbindelse med belastningsreaktion”. Men betegnelsen ”fødselspsykose” bliver ikke nævnt.

En app eller en samtale?

Eksperter vurderer, at 1-2 ud af 1.000 fødende vil udvikle fødselspsykose. Det sker altså relativt sjældent, men det er ikke ligefrem et ukendt fænomen. Men ligesom i psykiatrien som helhed skal man ofte være geografisk heldig for at lande et sted med den rette viden og de rette muligheder:

”Der er viden derude! Jeg opdagede senere, at der er steder, hvor man faktisk ved noget om fødselspsykoser og behandlingen af disse. Og nu kæmper jeg selv for at udbrede den viden, som jeg ville ønske, at jeg selv, mine pårørende og behandlere havde haft.”

Mia Maja mistede aldrig tilknytningen til sit barn, som det kan ske for andre, der går igennem en fødselsdepression eller -psykose.

”Jeg er heldig, at jeg aldrig mistede lysten til at være hans mor. Men jeg er chokeret over, hvor meget jeg selv blev nødt til at være tovholder og initiator i en så sårbar situation. Man kan ikke bare give folk en folder eller sige, de kan downloade en app. Især ikke hvis de er så medtagne, som jeg, og vi, var.”

Man bør se og behandle det som en familiekrise, mener Mia Maja Holst Manstrup. Hele familien bliver ramt ved efterfødselsreaktioner, og pårørende bør også modtage støtte og vejledning, så man etablerer trygge rammer og vilkår hele vejen rundt. 

Mia Maja og familien kan endelig se fremad, men hun har stadig svært ved at acceptere, at de skulle igennem så svær en periode, som hun mener kunne være undgået.

”Jeg har ikke alvorlige mén i dag, jeg er bare vred. Vred på ’systemet’. Vred over at jeg blev berøvet den lykkeligste tid i mit liv og minder med mit spædbarn. Vred over at blive dehumaniseret og omsorgssvigtet. Men jeg bruger min vrede konstruktivt. Jeg udviklede aldrig en depression, men valgte i stedet at gå i ’krig’. Ikke mod enkeltindivider eller institutioner, men mod problematikken i sig selv. Det starter med oplysning og så en god portion varme og forståelse til de familier, der rammes. Ingen nybagte familier fortjener at blive tabt på gulvet.”

Læs også