Luk

Kamillas historie: "Jeg har været alt for hård ved mig selv"

Jeg er ikke den eneste, Kamilla

Resumé

Kamilla vokser op med overbevisningen om, at hun skal leve ”det perfekte liv”. Allerede da hun er helt ung, bliver det at være tynd en håndgribelig og kontrollerbar måde for Kamilla at stræbe efter perfektion på – modsat de ting i hendes liv, som ikke kører på skinner, og som er uden for hendes kontrol.

Kamillas jagt på at blive tynd udvikler sig i hendes teenageår til en spiseforstyrrelse, og senere bliver Kamilla udredt for både borderline og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. 

I dag er Kamilla 25 år gammel og har blandt andet som ambassadør for kampagnen @Sig det højt fortalt åbent om hendes mangeårige kamp med lavt selvværd og om, hvordan hun er nået til et sted, hvor hun har lært at lytte efter sin egen mavefornemmelse i stedet for altid at gøre det, der bliver forventet.

...

Hvordan ser det ”perfekte” liv ud? Det har Kamilla Jæger som mange andre unge været optaget af, siden hun var helt ung. For Kamilla betød jagten på det perfekte liv, at hun allerede i 6. og 7. klasse levede under en stærk selvkontrol, som udviklede sig til en spiseforstyrrelse – og som blev en årelang kamp med et selvbillede, hvor hun aldrig har følt sig god nok.

I podcasten "Jeg er ikke den eneste" fortæller Kamilla Jæger om sin stræben efter perfektion:

”I mange år søgte jeg det, jeg troede var en lykkelig tilværelse, ved at gå efter det, der så godt ud udefra: At se ud på en bestemt måde og vælge en uddannelse, der kan lede til en succesfuld karriere.”

I dag er Kamilla 25 år, og selvom hun stadig kæmper med mod at styre efter andres blikke på, hvad der gør hendes liv godt, har hun erfaret, at den skala, hun målte sit liv ud fra, ikke altid stemte overens med, hvad der rent faktisk gør hende glad:

”Jeg var ikke rigtig i kontakt med, hvad der føltes rigtigt i maven på mig,” reflekterer hun.

Lyt til Kamillas historie

Spiseforstyrrelsen starter med et behov for kontrol

Kamillas kamp med spiseforstyrrelse begynder, da hun er helt ung omkring 6. og 7. klassetrin, hvor hun oplever at blive frosset ude socialt. I forbindelse med det, skifter Kamilla skole og begynder at gøre, hvad hun kan for at tabe sig.

Jeg tror jo bare, at det er så internaliseret det der med, at tyndhed er lige med succes og kontrol.
Kamilla Jæger

I podcasten "Jeg er ikke den eneste" forklarer Kamilla derfor, hvordan hendes spiseforstyrrelse fungerede som et forsvar eller en "rustning" mod omverdenen, og hvordan hun brugte det til en måde at kontrollere andres opfattelse af hende.

Kontrollen over, hvad hun spiser, handler derfor om mere end Kamillas selvbillede. Det handler om, at hun ønsker at passe ind og følge en omverdenens opskrift på ”det gode liv”, siger hun og uddyber:

”Jeg tror jo bare, at det er så internaliseret det der med, at tyndhed er lige med succes og kontrol.”

Foruden den tiltagende kontrol med, hvad hun spiser, begynder Kamilla også at løbe ture oftere og længere, selvom hun egentlig ikke nyder at løbe.

Netop ved at have kontrol over mad og motion, oplever Kamilla i sine teenageår at blive mødt med positiv feedback fra sin omverden. Derfor bliver hun mere og mere opsat på at tabe sig, men til sidst tager hendes kontrol med vægt, mad og motion over i Kamillas dagligdag.

Spiseforstyrrelser, ikon

En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, der er kendetegnet ved et usundt og tvangspræget forhold til mad, krop og vægt. Det kan fx komme til udtryk ved, at man spiser alt for meget eller undgår at spise.

At finde nyt fodfæste i sin behandling

Efter næsten et årti med spiseforstyrrelse, bliver Kamilla diagnosticeret med atypisk spiseforstyrrelse og kommer i behandling i psykiatrien.

Det med at søge lykke som en permanent sindsstemning, tror jeg ikke længere på. 
Kamilla Jæger

I dag er det mere end et år siden, hun blev færdig med sit behandlingsforløb, og selvom spiseforstyrrelsen ikke længere fylder i Kamillas dagligdag, er hun ikke færdig med at arbejde med alt det, der har gjort, hun udviklede spiseforstyrrelse.

”Jeg har stadig de samme tanker, som jeg har haft de sidste 10-12 år, men i dag reagerer jeg anderledes på dem. Jeg har dog stadig dagligt et ekstremt ubehag med min krop,” fortæller hun i podcasten.

Derfor handler Kamillas historie ifølge hende ikke om at klare psykisk sygdom eller om, hvordan man kommer ud på den anden side. I stedet ser hun sin rejse som en fortsat proces, hvor hun prøver at finde sin egen plads i verden og acceptere sig selv, også på de dage, hvor det er svært.

Og med det vender Kamilla tilbage til spørgsmålet om, hvordan hun ser ”det perfekte liv”:

”Det med at søge lykke som en permanent sindsstemning, tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at lykke er en lige så forbigående følelse som alt muligt andet. Jeg tror heller ikke, at man skal føle sig lykkelig hele tiden, så for mig er det lykkelige liv at gå efter min mavefornemmelse, og beskæftige sig med noget, jeg er passioneret omkring,” siger hun.

Om podcastserien ”Jeg er ikke den eneste”

I ”Jeg er ikke den eneste” står ti modige unge frem og fortæller hver deres personlige historie til vært Rikke Collin (blandt andet kendt fra Taarekanalen).

Sammen går de i dybden med de udfordringer, de unge møder i hverdagen, som fx præstationspres og perfekthedskultur, og taler åbent om det, der følger med, når man lever med psykisk sårbarhed og/eller psykiske diagnoser som fx angst, spiseforstyrrelse eller depression.

Fælles for de unges historier er, at de ofte har følt sig alene, men også at de har fundet styrke i at tale højt om det, der føles svært.

Du finder podcasten der, hvor du plejer at finde dine podcasts, du kan også finde alle afsnittet på vores hjemmeside: Jeg er ikke den eneste. Psykiatrifonden og SIND Ungdom står bag podcastserien, der er støttet af TrygFonden.

Podcast, Jeg er ikke den eneste, lavet i MidJourney
Billedet er AI-genereret.

Er du ung, og har du haft det svært? Så er du ikke den eneste. Følg med i ny ungepodcast om at leve med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom.

Læs også

Artikel
Camilla, Jeg er ikke den eneste, podcast, 21. september 2023

Camilla fik først en ADHD-diagnose som 21-årig. Men gennem det meste af sit liv har Camilla kæmpet en usynlig kamp mod ADHD. Fra at føle sig anderledes i barndommen til at gå gennem alvorlige depressioner, som ender med to selvmordsforsøg, som ung, får Camilla i efteråret 2022 endelig stillet den diagnose, der giver hende en ny forståelse...

Artikel
Frederik Broch fra Give er selvstændig fotograf. Han lider af angst og har gjort det siden gymnasieårene, men i dag har han lært at leve med den. Hør hans historie i Psykiatrifondens og SIND Ungdoms podcastserie "Jeg er ikke den eneste".

Nogle gange føles et angstanfald som at stå midt i en orkan, men man kan lære at leve med den, siger Frederik Broch fra Give. Angsten ramte ham i gymnasieårene. Nu er han 24 og i fuld gang som selvstændig fotograf – og angsten kan stadig lure. Det fortæller han i denne uges afsnit af en ny podcast fra Psykiatrifonden og SIND Ungdom, ”Jeg...

Artikel
Daniel Rohde er en af de ti unge, der i en ny podcast fra Psykiatrifonden og SIND Ungdom fortæller åbent om at have det svært psykisk.

Daniel Rohde, der bor i Aarhus, medvirker i en ny podcast om unge og svære følelser, og hans historie handler om at føle sig bagud i forhold til vennerne. Han er 24 år og har følt sig under pres gennem det meste af sit ungdomsliv, hvor frygten for at fejle og ikke at være god nok har luret igen og igen.

Artikel
Jeg er ikke den eneste, Noél

Noél har tidligt oplevet store tab og har i sin opvækst følt sig overset og nedprioriteret. Så da Noél er 23 år gammel og kæmper med en dyb depression og med at finde lysten til livet, tager de et afgørende valg: De bryder med deres adoptivmor og indlægger dem selv på en psykiatrisk afdeling. Her bliver Noél diagnosticeret med Borderline.

Artikel
Ida Hestbech, til PI-artiklen "Syg nok til at få hjælp?"

30-årige Ida Hestbech har lidt af tvangsoverspisning (BED), ængstelig personlighedsforstyrrelse og depression. Hun blev længe kastet rundt mellem afdelinger og behandlere, fordi hun enten var for syg eller ikke syg nok. Systemet kunne ikke rumme, at hun havde flere diagnoser.

Artikel
Jeg er ikke den eneste, Signes historie (AI-genereret billede).jpg
Billedet er AI-genereret.

I folkeskolen ville Signe bare gerne passe ind. For at sikre, at hun ikke kom til at sige noget forkert, skrev hun i sin dagbog: ”Ti stille. I morgen snakker du mindre”. Denne tankegang forfulgte Signe gennem gymnasiet, hvor hun blev en del af en gruppe venner, som hun forestillede sig skulle være hendes venner for livet. Men sådan gik...