Luk

Høj forekomst af type 2-diabetes blandt mennesker med psykisk sygdom

 Et nyt studie har samlet og opsummeret den eksisterende viden om forekomsten af type 2-diabetes blandt voksne med psykisk sygdom.

Diabetes målingsinstrument

Studiet viser, at mennesker med psykisk sygdom generelt har en øget forekomst af type 2-diabetes sammenlignet med den generelle befolkning.   

Tidligere undersøgelser har vist, at forekomsten af type 2-diabetes er højere blandt mennesker med bipolar lidelse, skizofreni og depression sammenlignet med den generelle befolkning. I dette studie, der omfatter 32 systematiske reviews baseret på 245 unikke studier fra forskellige dele af verden, er der fokus på 11 forskellige kategorier af psykisk sygdom: søvnsygdom med en forekomst på 40 procent, tvangsoverspisning 20 procent, misbrugslidelse 16 procent, angstlidelse 14 procent, bipolar lidelse 11 procent, psykose 11 procent, skizofreni 10 procent, en blandet gruppe, der omfatter forskellige psykiatriske lidelser 10 procent, depression 9 procent og psykisk udviklingshæmmede 8 procent. 

For alle sygdomsgrupper er forekomsten af type 2-diabetes højere end i den generelle befolkning, hvor den ligger på 6-9 procent. Det peger i retning af, at mennesker med psykisk sygdom kan have en fælles sårbarhed i forhold til at udvikle type 2-diabetes.

Dog er der flere forbehold i studiet, blandt andet at de undersøgelser, der indgår, er gennemført over en lang tidsperiode samt i forskellige lande og grupper af mennesker. Det går ud over sammenligneligheden. Det er derfor nødvendigt med flere undersøgelser med mere forfinede sammenligninger for at sikre, at forekomsten af type 2-diabetes blandt mennesker med psykisk sygdom er korrekt estimeret og for at forstå de biologiske og adfærdsmæssige mekanismer, der kan ligge bag den øgede forekomst. En større forståelse af sammenhængene er afgørende, hvis der skal udvikles omkostningseffektive strategier til håndtering og forebyggelse af type 2-diabetes blandt mennesker med psykisk sygdom.

Kilde

Lindekilde, N. et al. (2021). “Prevalence of type 2 diabetes in psychiatric disorders: an umbrella review with meta-analysis of 245 observational studies from 32 systematic reviews”. Diabetologia.

https://doi.org/10.1007/s00125-021-05609-x