En smertefuld spøgelsesagtighed 

I Ungeenheden bor den unavngivne fortæller sammen med Lasse, Marie og Hector på øverste etage af et tidligere plejehjem. De unge er tildelt et midlertidigt botilbud efter § 107 i lov om social service. På de øvrige etager bor kronikerne. Dem, der har fået tildelt permanente boliger ifølge § 108.  

Livet er langsommeligt på bostedet. De unge genlærer at koge supper, og personalet taler med de unge om musik fremfor om diagnoser. ”De unge har brug for en hverdag og et liv med meget få aktiviteter, fordi de hurtigt kan blive overstimulerede eller overvældede,” forklarer Fine Gråbøl. Hun er i dag 29 år og har selv tilbragt en del af sin ungdom i psykiatrien.   

Fine understreger, at hun ”har utrolig meget modstand mod, at bogen læses, som om det er mig selv. Bogen er fiktionaliseret". ”Selvfølgelig skal bogen læses som en roman – du har jo ikke fået en pris for at have været indlagt,” udbryder Anne Lindhardt. Hun er psykiater og tidligere forperson for Psykiatrifonden. 

Det er vildt at se bogen ude i verden, konstaterer Fine: ”Det har været et rørende år. Tænk engang, hvis jeg som 17-årig havde vidst, at jeg ville få Bogforums Debutantpris 2021. Dengang skrev jeg bare for at holde mig fattet. Tænk, hvis jeg havde kunnet sige til mig selv, at jeg ville skrive en bog.” 

Angstanfald som 17-årig 

Fine er egentlig holdt op med at fortælle sin personlige historie, fordi hun har oplevet at se sig fremstillet som en fighter, der kæmpede sig ud af systemets kløer. En rolle, hun ikke kan genkende sig selv i. 

”Men jeg vil godt fortælle min historie her, fordi det er vigtigt at være med til at aftabuisere psykisk sygdom. Da jeg var 17 år og gik i 1. g, fik jeg en depression og angst. Jeg søgte hjælp hos en psykiater, som på 20 minutter diagnosticerede mig med bipolar lidelse. Jeg blev medicineret. Efter nogle måneder blev jeg selvskadende og blev indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i fire måneder. Her mente de, at jeg også led af tvangspræget personlighedsforstyrrelse,” fortæller hun.  

Da Fine fyldte 18 år, blev hun sendt hjem, indtil hun seks måneder senere blev indlagt på voksenpsykiatrisk afdeling, hvor diagnosen tvangspræget personlighedsforstyrrelse blev ændret til borderline personlighedsforstyrrelse.  

”De fastholdt, at jeg havde bipolar lidelse,” siger Fine. ”Jeg kom på bosted, og otte måneder efter at jeg var flyttet ind på bostedet, begyndte vi at tale om udtrapning af medicin. Et år efter at jeg flyttede ud af bostedet, fik jeg annulleret mine diagnoser.”  

Fra patient til beboer 

Anne: ”Det er første gang, jeg får din egen historie. Jeg kunne godt regne ud, at du selv har haft kontakt med psykiatrien, for bogen rammer psykiatrien på kornet. Bogen er meget nøgtern. Du fletter psykiatriens sprog ind i din prosa. De unge i bogen er meget syge. Jeg er optaget af skildringen af livet på bostedet. Du har en vigtig beskrivelse af de socialpædagogiske metoder.” 

Fine: ”Jeg har været meget optaget af det socialpsykiatriske sprog, sådan et kommuneagtigt sprog, som kan være ret sjovt egentligt. Men det er jo et sprog, der forsøger at være neutralt. På bostedet er man ikke patient som på hospitalet, man er beboer. Og det er helt centralt. For på bostedet forsøger de på en eller anden måde at ophæve eller udviske grænsen mellem personale og beboer, behandlingen er i højere grad centreret omkring hverdagen og i mindre grad omkring medicinen. På et hospital er man ikke i tvivl om, hvem der er hvem, selvom sygeplejerskerne ikke har kitler på.”

Anne: ”Hvad gør det ved de unge at se mennesker, som er kronisk syge, på de andre etager?”  

Fine: ”Det er svært for de unge. Selvom de unge har deres egen madordning og arrangerer deres egne ture, møder de kronikerne. De bliver et billede på skæbnen: At man enten flytter ud eller flytter ned. Det er svært for de unge at blive konfronteret med den virkelighed, når systemet samtidig fortæller dem, at de er på midlertidigt ophold, at dette kun er en udslusningsbolig. Men det er vigtigt for mig ikke at dæmonisere, for der er også venskaber og fællesskaber på tværs af aldre i bygningen.” 

I bogen er fortælleren meget knyttet til sin kontaktperson. Han siger op, og den nye kontaktperson kan fortælleren ikke døje. 

Anne: ”Vi bygger behandling op omkring relationer og udvikling i relationer. Den nye kontaktperson får ikke en chance, fordi der sker et brud i relationsdannelsen. Det er, som om fortælleren slås hjem i ludo. Det er en af mine kæpheste: Vi er ikke opmærksomme på, hvad brud i relationer gør ved mennesker, ved alle mennesker. Vi har behov for at sige ordentligt farvel ved overgange.” 

Systemet kan også forvolde skade 

Anne: ”Du fortæller i bogen meget alment om et ungt menneske i behandling for psykisk sygdom. Der sker et brud i de unges udvikling. De mister nogle år. Det er en sorg. Sygdommen plus alt det tabte plus oplevelsen, som ligger i en samtidig erfaring. I bogen ser jeg, at systemet også kan forvolde skader.”  

Fine: ”Beboerne i Ungeenheden er unge, og det er meget bevidst, at der ikke er forældre eller venner med. Jeg ville gerne skrive en bog, hvor hele verden uden for var væk, og man kun mødte de unge i deres hverdag på bostedet. Men en af de karakterer i bogen, hvor vi bliver fortalt noget af baggrunden, er Marie. Som barn kom hun i plejefamilie og har efterfølgende tilbragt de fleste af sine teenageår på diverse døgninstitutioner. Da hun flytter ind på bostedet, opdager hun og personalet, at hendes biologiske mor også bor der. Det er jo et voldsomt overgreb mod begge.” 

Anne: ”Det kunne godt ske i virkeligheden. Jeg har oplevet det. Det er økonomisk tænkning, at alle skal bo under samme tag. Det er også dårlig planlægning.” 

Fine: ”Det er ikke noget, jeg har fundet på. Det er frygteligt. Vi har systemer, der kommunikerer dårligt sammen.” 

Anne: ”Alt for dårlig kommunikation og et strukturelt spørgsmål, der opstod ved den seneste reform, som udmøntede sig i lov om social service og sundhedsloven. Der kom skarpe grænser for, hvem der står for hvad. Men der er jo mennesker, som er kronisk syge. Der er jo tale om én person. En sygdom kan være så alvorlig, at den overtager alt i en periode, men derefter skal man bygges op igen som person.” 

Fine: ”Ens behandlingsforløb kan være traumatiserende i sig selv. Efter at jeg flyttede ud af bostedet og ikke længere havde særlig meget kontakt til psykiatrien, havde jeg brug for et terapeutisk forløb efterfølgende for at forstå, hvad der egentlig var sket. Jeg udviklede ptsd-lignende symptomer på grund af de overgreb, jeg havde oplevet i psykiatrien.” 

Anne: ”Psykiatriens vilkår er blevet dårligere, og alt det, vi ved om betydningen af relationer, bliver ’glemt’ i den travle hverdag. I 1980’erne var der færre patienter. Ressourcerne er ikke fulgt med antallet af patienter. Vi ved, at det tager tid. Der skal være tid til, at behandleren lærer patienten at kende, og at patienten lærer behandleren at kende.” 

Kronisk syg eller bare et sårbart menneske? 

I dag står Fine tilbage med spørgsmålet: Hvad betyder det at være diagnosticeret med bipolar lidelse, der betegnes som en kronisk sygdom, men hvor diagnosen nu er annulleret?  Hun tænker også meget over, hvad sygdommen har gjort ved hende. 

”Er jeg rask, eller kan jeg blive syg igen? Jeg tog 45 kg på som 18-årig på grund af medicinering, så fysisk gjorde psykiatrien noget ved mig, selvom jeg har tabt mig igen. Min hukommelse er svækket. Jeg husker meget lidt fra den tid. Det meste, jeg ved, stammer fra journalen. Hvis nu jeg fik en depression som 45-årig, ville jeg så kunne konstatere, at jeg led af en kronisk psykisk sygdom, som blot havde været i bero indtil da? Eller er jeg bare et sårbart menneske, der lever med det?” 

Anne: ”Du var ganske ung, du var meget syg, så en depression har du nok haft. Så kommer et langt indlæggelsesforløb med selvskade, og man ser kun sygdommen og glemmer personen. Du var indlagt i fire måneder, du blev udskrevet, fordi du fyldte 18 år, og du blev indlagt igen. Her har jeg en systemkommentar, og det vil jeg gerne citeres for: At afbryde et forløb på grund af en fødselsdag – det er kuleskørt, men det er vist heldigvis ændret nu, så man færdiggør behandlingen dér, hvor den unge er. Det er meget svært at stille en bipolar diagnose, når personen er i puberteten. En kronisk diagnose for en så ung person giver ikke mening, for et menneske udvikler sig over tid, og udviklingen kan gå flere veje. Din vej udvikler sig godt. Hvad er rask for dig?” 

Fine: ”Det er, at man kan gøre det, man vil, uden at føle sig hæmmet. Jeg har stadig angst, men jeg ved, at det er en beskyttelsesmekanisme, og jeg ved, at det går over. Er jeg så rask? Det synes jeg, for det ødelægger mig ikke.” 

Anne: ”Vi har alle kropslige og psykiske reaktioner. Hvis man kender sine reaktioner, kender sit eget sind og ved, at det kan komme og gå over igen, har man ikke psykisk sygdom.”  

Brug for et mere rummeligt samfund 

Fine mener nu, at den beskrivelse af raskhed i højere grad ville gælde, hvis vi havde et samfund, der var indrettet sådan, at der ikke bare var én måde at leve sit liv på. 

Anne: ”Hver tredje dansker vil kunne udstyres med en diagnose i løbet af deres liv. Psykiatrifonden gør et stort arbejde for, at det kan blive anerkendt, at vi burde have et samfund med fleksibilitet og rummelighed. Hvordan skulle samfundet være indrettet for at rumme unges smerte?” 

Fine: ”Jeg sugede det hele ind. Man er ikke et fuldt og helt menneske som 17-årig. Diagnoserne ændrede mig radikalt til en meget alvorligt syg. Jeg følte, at jeg havde sagt farvel til et menneske. Det er et identitetstab at miste sin hukommelse, men som voksen er der i det mindste noget at vende tilbage til. Det er der ikke, når man er 17 år. Det medførte en spøgelsesagtighed, og det var meget smertefuldt. Jeg gjorde mig selv til borderline, gjorde mig mere syg, fordi alt var tegn på, at man var mere syg. Det var nemmere end at finde ud af, hvad man så er. Det var det eneste sprog, jeg mødte. Hvad skulle de stille op med en ung pige, der var udadreagerende og gik amok? Der var kun medicin eller trussel om bæltefiksering. Der var ikke nok, der kunne håndtere udadreagerende unge kvinder, så der var kun tid og plads til bedøvelse.”

Tekst: Lotte Ladegaard, freelancejournalist 

Læs også