Luk

Cecilies kamp for drømmeuddannelsen: om at studere med psykisk sygdom

Cecilie på 26 år er lige nu er ved at færdiggøre sit sidste semester som pædagog. Cecilie har en diagnose, der har kompliceret uddannelsen, men hun vil ikke lade den styre sit liv.

Cecilie Kappel, Sig det højt

Cecilie Kappel er vokset op i en kærlig familie sammen med sin mor, far og søster. I dag bor hun med sin forlovede i Nørresundby lidt uden for Aalborg.

Hendes liv har været præget af udfordringer, der begyndte, da hun var 13 år gammel. Hun begyndte at mærke en dyb forandring indeni, hendes følelser blev uforudsigelige, og hun vekslede konstant mellem at føle sig "flyvende" og vred.

Det blev startskuddet til en lang udredningsproces og en svær periode i hendes liv, der i 2020 kulminerede med diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Eller helt kort: bipolar lidelse.

I dag kan Cecilie se tilbage på sin rejse og sige, at hun er nået utroligt langt. Hun er fuldt medicineret og har ikke haft udfald i næsten to år.  Hun har lært at forstå sine egne grænser og forstå sin sygdom. Og så er hun tæt på at være færdig med sin drømmeuddannelse som pædagog inden for social- og specialområdet. 

Bipolar, ikon

Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau - det vil sige manier og depressioner.

Åbenhed og fællesskaber

Da Cecilie for fem år siden startede på pædagogstudiet, var det med stor begejstring og en drøm om at arbejde inden for special/socialområdet, en specialisering på pædagoguddannelsen, hvor man ofte arbejder på fx specialskoler og botilbud. Hun glædede sig til at blive en del af et inkluderende studiemiljø og udforske sin interesse for andre mennesker.

Cecilie Kappel, Sig det højt

Selvom Cecilie bestemt har mødt bump på vejen var det også i de udfordrende øjeblikke fællesskabet omkring Cecilie, der trådte i karakter. En gruppe af medstuderende blev hendes uvurderlige støtter og allierede.

Flere havde selv kæmpet med psykiske udfordringer, og de stod sammen imod de fordomme, de mødte. Men de motiverede og støttede også hinanden gennem studieforløbet, fortæller Cecilie: “Hvis man har haft en morgen med svær angst, har det været dejligt at have nogle at kunne dele det med.”

Cecilie har altid været åben om livet med bipolar sindslidelse, og det falder hende naturligt at dele det med andre. Det har hjulpet hende til at finde støtte og bidrage til en større forståelse for psykiske udfordringer på studiet:

"Jeg har faktisk altid været meget opsat på at være åben omkring det, helt fra starten af. Det var vigtigt for mig, at det ikke skulle være noget, jeg var flov over," fortæller hun.

Cecilies åbenhed har haft en positiv indflydelse på klassen og fjernet noget af det tabu, der tidligere omgav emnet psykiske udfordringer. Det har endda skabt en platform for dialog og forståelse.

"Selvom det i starten måske føltes lidt akavet, føler jeg virkelig, at vi som klasse er blevet mere sammentømrede. Mine klassekammerater lægger mærke til, når jeg har været væk et par dage, og de siger, at de er glade for, at jeg er tilbage igen. Det betyder virkelig meget for mig," deler Cecilie.

Èn person gjorde forskellen

Sidste vinter blev et vendepunkt for Cecilie, da hun blev tilbudt en Specialpædagogisk støtte, også kendt som en SPS-rådgiver.

Hvad er SPS?

SPS står for specialpædagogisk støtte.

SPS skal sikre, at studerende har mulighed for at tage en uddannelse på lige fod med andre elever eller studerende, selvom man har en funktionsnedsættelse.

Du kan læse om SPS og betingelserne for at få SPS her: spsu.dk

...

Rådgiveren fungerede som både en professionel hjælper og en fortrolig ven og skabte et trygt rum for Cecilie. Her modtog hun konkret studiehjælp og blev anerkendt for sine præstationer.

Rådgiveren støttede hende både på det faglige og følelsesmæssige plan, hvilket styrkede hendes selvværd og tro på egne evner.

"Det er simpelthen det bedste, der er sket for mig på min uddannelse. Jeg er så taknemmelig for den SPS-rådgiver, jeg har fået," siger hun.

Når Cecilie om bliver færdiguddannet, ved hun endnu ikke, hvad fremtiden byder på. Men hun drømmer om en dag at studere pædagogisk psykologi i Århus.

Hendes livslange interesse for at forstå andre mennesker gør hende nysgerrig på at fortsætte sin uddannelse inden for sit fagområde. Selvom nogle af hendes oplevelser på studiet til tider har været udfordrende, har de ikke afskrækket hende fra at forfølge sin passion og blive endnu dygtigere inden for det pædagogiske felt.

Cecilie Kappels diagnose fik ikke lov at komme mellem hende og drømmeuddannelsen. Det krævede åbenhed, mod og den rigtige støtte. Nu starter næste kapitel for Cecilie, og hun tager de gode erfaringer med sig.

Cecilies gode råd

Cecilie deler gode råd til andre unge med psykiske udfordringer, der er eller skal i gang med en uddannelse:

  1. Bliv ved med at kæmpe og tag ikke et nej for et nej. Giv ikke op, når du møder modstand.
  2. Vær så afslappet med din diagnose, som du kan. Lad ikke diagnosen definere, om du er klar til at tage uddannelsen. Tro på dig selv og mærk efter, om du tror, du kan klare uddannelsen. Din mavefornemmelse er vigtig.
  3. Søg en SPS-støtte. Det kan skabe et positivt rum og hjælpe dig igennem studiet. Det kan være guld værd.
PSF

Alt for mange unge oplever angst, stress eller føler et urimeligt stort pres for at præstere. Vi skal gøre op med perfektionskulturen og præstationssamfundet – ingen er eller kan være perfekte, og det er stærkt, når vi tør tale om netop det. Sig det...