Luk

Unge oplever et stort pres

Hvis vi var mere åbne om de svære ting, ville det være nemmere at være i verden. Det mener Anna Klein, som er ambassadør for Psykiatrifondens indsats ”Sig det højt”.

Portrætbillede af Anna Klein

Alt for mange unge oplever mistrivsel eller føler et urimeligt stort pres for at præstere. Dertil kommer, at mange ikke deler nederlag og sorger med andre. Det viser nye tal fra Psykiatrifonden

Rapport_SDH
Læs hele undersøgelsen her

Mange unge lever med en forestilling om, at man kun er god nok, hvis man præsterer til perfektion på alle livets parametre.

Ifølge en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden blandt 1.200 unge er over halvdelen enige eller meget enige i, at de kun føler sig gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet.

Overvældende at skulle det hele

”Det kan være rigtig svært at præstere alle steder og have fokus på så mange ting, og det kan blive helt overvældende at skulle det hele,” fortæller Anna Klein, som er ambassadør for Psykiatrifondens indsats ”Sig det højt”, og fortsætter:

”Det er forventet af en, at man har den rigtige uddannelse, det rigtige netværk for at få et godt job, gode venner og den ’rigtige’ fritidsaktivitet”.

Generelt er job og uddannelse en kilde til pres for mange unge. Hele 30 % føler i høj eller meget høj grad, at de kun er gode nok, hvis de kommer ind på den uddannelse, de vil, eller får det arbejde, de ønsker.

Andre har et bedre liv

Det er naturligt at spejle sig i andre, men det kan også have en negativ effekt på, hvordan man ser på sig selv – og en stor andel af unge føler fx, at når de er på sociale medier, har veninder og venner et bedre liv end dem selv.

Man kan tit sammenligne sig med andre og tænke: ’Hvis jeg bare havde det liv, du går rundt med.’
Anna Klein, ambassadør for ”Sig det højt”

”Man kan tit sammenligne sig med andre og tænke: ’Hvis jeg bare havde det liv, du går rundt med.’ Men jo mindre vi snakker om det svære, jo mindre realistisk bliver det billede også, vi sammenligner os med i hinanden,” fortæller Anna.

Sig det højt

Og faktisk taler mange unge ikke om de svære ting, nederlag og sorger, viser den nye undersøgelse.

”Det kan skabe rigtig meget ensomhed, hvis man ikke deler de svære ting med nogen. Og det bliver lidt en ond cirkel – man går måske og tror, man er den eneste, der har det svært, og derfor tør man ikke dele det med andre, men mange andre har det også svært.

Så hvis vi var mere åbne omkring de svære ting, ville det være nemmere at være i verden”.