Debat: Amputationsskandalen kostede ben. Psykiatriskandalen koster liv

Politikerne i Region Midtjylland har afskediget regionsdirektøren. Der har i regionen været utilstrækkelig forebyggelse og behandling af mennesker med karlidelser. Det har medført nogle amputationer, som kunne være undgået. Der har været de faglige muligheder, men manglet resurser. Politikerne føler, at direktøren ikke i tilstrækkelig grad har underrettet politikerne om manglen på resurser. Havde han gjort det, var der grebet ind og handlet. Nu bliver der bevilliget midler. Det er kun godt og rimeligt.

De alvorligst psykisk syge mennesker, som har en langvarig sindssygdom som skizofreni, mister ikke lemmer, men livet på grund af manglende resurser til behandling. Det er dokumenteret, og det er let tilgængelige data, at mennesker med skizofreni dør 10-15 år før tiden. Det drejer om tusinder, som lever kortere på grund af manglende behandling.

Udskrives til gaden efter utilstrækkelig behandling

Halvdelen af de mennesker, som har sygdommen skizofreni, er ikke i behandling for deres invaliderende sindssygdom.  De faglige muligheder er der, men der er ikke plads til dem i de ambulante team. De går ubehandlede rundt, mange rent bogstaveligt på gaderne, fordi de er hjemløse. De indlægges, og ofte sker det med politi og tvang, når deres sygdom på grund af manglende behandling forværres, og gør dem farlige for sig selv eller andre mennesker.

Hyppigt går det ud over de pårørende eller kommunale medarbejdere. De udskrives, når toppen er taget af de værste symptomer på sindssygdom, men lang tid før de er færdigbehandlede. Det sker rutinemæssigt helt bevidst og planlagt, da andre akutte patienter, som (tvangs)indlægges, skal have deres seng. I nogle tilfælde udskrives de direkte til gaden, hvor de kom fra. Det er en situation, som har udviklet sig gennem mange års manglende prioritering. I dag viser de seneste beregninger, at det vil nødvendiggøre en øgning af psykiatriens budget med flere milliarder kroner, hvis det afgørende skal ændres.

Hvor er de politiske reaktioner på psykiatriens situation?

Problemerne i psykiatrien har været kendt i årevis.  Det værste er, at de har været særdeles velkendt blandt politikerne både regionalt og i Folketinget lige så længe. Det har ikke, som amputationerne, medført en voldsom reaktion fra politisk hold. Når det drejer sig om mennesker, som er psykisk syge, så mangler der politisk vilje til at bevillige de resurser, som er nødvendige. Fysisk og psykisk sygdom er ikke ligestillet, uanset hvor ofte politikerne hævder det modsatte.

Gang på gang ser man på forholdene, nedsætter arbejdsgrupper og klarlægge de mangler, som alle kender i forvejen. Lige meget hjælper det. Netop nu ser Folketinget igen på dokumentationen i en ny rapport i form af det faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien. I dag får selv mennesker med alvorlig sindssygdom ikke den nødvendige behandling på grund af for få resurser. Der er de sædvanlige henholdende politiske kommentarer som fx statsminister Mette Frederiksens ikke-svar på SFs spørgsmål om, hvornår vi får den tiårsplan, på spørgetimen i Folketinget for nylig. Vil det løbe ud i sandet som tidligere? Det er vanskeligt at bevare optimismen.