Luk

Én indgang til hjælp i alle kommuner 

Indsatsen for børn og unge i psykisk mistrivsel er præget af lang ventetid, en for begrænset tilbudsvifte og for få ressourcer. En del af løsningen er et ensartet, evidensbaseret kvalitetstilbud med én indgang til forebyggelse og lettere behandling, som skal findes i alle kommuner. Et tilbud, der kunne ligge dør om dør med skoletandlægen.

Titel

Debatindlæg af Torsten Bjørn Jacobsen og Marianne Skjold, henholdsvis formand og direktør i Psykiatrifonden

Bragt i Altinget den 18. januar 2022

...

Otte ud af ti PPR-ledere oplever ifølge VIVEs kortlægning, at antallet af børn og unge i psykisk mistrivsel i deres kommune er steget inden for de seneste fem år. 

Download 

På trods af stigningen vurderer PPR-lederne, at det kun i nogen grad lykkes dem at hjælpe alle børn og unge i psykisk mistrivsel, som har behov for det. Samtidig mener de, at kommunens tilbud kun i nogen grad matcher de problematikker, som børn og unge i mistrivsel har.

De kommunale tilbud er ifølge PPR-lederne udfordret af, at tilbudsviften til børn og unge i psykisk mistrivsel er for begrænset, at ventetiden er for lang, og at der mangler ressourcer. Det skal vi naturligvis lave om på, og her er den hjælp, vi mener hurtigst muligt skal etableres over hele landet: Én indgang til hjælp af høj kvalitet til børn i mistrivsel i alle kommuner.

En dør, der fører ind til alle de relevante tilbud. En dør, der som sagt kunne være placeret lige ved siden af skoletandplejen og være lige så naturlig at gå ind ad. 

Det nye tilbud skal hurtigt kunne afklare, hvilken hjælp barnet har brug for, og sætte den i gang. Tilbuddet skal være let at finde for familien og andre omkring barnet, og det skal bestå af forskellige evidensbaserede tilbud, der tilsammen dækker de problemer, børnene har. Og har barnet brug for hjælp i psykiatrien, skal tilbuddet i kommunen også kunne være den hurtige vej dertil.

Vejen til hjælp kan være blind 

Vi ved, at børnenes forældre oplever, at vejen til hjælp kan være lang og nogle gange ende mere eller mindre blindt. Af rapporten ’Det som gør en forskel – Forældre og børns feedback til forskningsforsøget Mind My Mind’, udarbejdet for Psykiatrifonden af antropolog, ph.d. Charlotte Bredahl Jacobsen i 2019, fremgår det, at forældrene oplever adgangen til hjælp i kommunen som fuld af barrierer, og frem for alt venter de alt for længe på den.

Download

Det giver dem mistillid til tilbuddene, og i nogle tilfælde afholder det dem helt fra at søge hjælp til deres børn. Samtidig viser et nyt studie fra Region Nordjylland, at børnene i børne- og ungdomspsykiatrien har haft psykiske vanskeligheder i mere end fem år på henvisningstidspunktet.

En hjælper, der stiller sig sammen med familien

Den grundige, men hurtigt igangsatte visitationsproces, vi lægger op til, er sammen med den meget korte eller ingen ventetid de vigtige nøgler til for alvor at skabe den nødvendige forandring fra i dag, hvor indsatserne for børn og unge i psykisk mistrivsel er spredte og af yderst blandet kvalitet.

Det nye kvalitetstilbud til børn, unge og deres familier skal kunne give indsatser på forskellige niveauer efter alvorligheden af børnenes vanskeligheder, og hjælpen skal altid tilpasses det enkelte barns situation, behov og udfordringer. Det nye tilbud skal være en guide i junglen og en hjælper, der stiller sig sammen med familien for at løse problemerne.

Helhjertet, ambitiøst, evidensbaseret

Psykiatrifonden ønsker et markant løft af forebyggelsen blandt børn og unge i forbindelse med forhandlingerne om en tiårsplan for psykiatrien – et løft, der taler ind i en langsigtet plan for at forebygge og afhjælpe børn og unges psykiske mistrivsel, hvor alle familier, børn og unge har nem adgang til et hurtigt igangsat, lettilgængeligt og evidensbaseret tilbud i deres kommune. Og vi ved fra vores undersøgelse, at PPR-lederne mener, at det vil  være godt, hvis PPR spillede en mere aktiv rolle i den lettere behandling.

Vi er nødt til at lægge kræfterne i og gå helhjertet, strategisk og ambitiøst til værks, hvis vi virkelig vil undgå, at den stigende psykiske mistrivsel bider sig fast hos børn, unge og deres familier og måske udvikler sig til det værre.

Det er også derfor, vi sætter så stor pris på det fokus på mistrivslen og behovet for stærke løsninger, der er i det faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien, der nu er offentliggjort og klar til politiske udspil og forhandlinger. Vi, børnene og deres familier ser frem til, at det bliver naturligt og hurtigt at få den rette hjælp. Det er på tide at sætte børnene først.