20 år i Psykiatrifondens rådgivning giver Birthe perspektiv på samfundet

I 2002, da Birthe startede som frivillig rådgiver i Psykiatrifonden, havde hun ikke de store forestillinger om hvad en rådgivning kunne, og havde da heller ikke regnet med hverken at blive hængende i 20 år eller at få ret meget faglig udvikling ud af det.

På grund af et færdselsuheld i oktober 1999, hvor hun knuste sin højre skulder og efterfølgende var plaget af rigtig mange smerter, gik det i løbet af de næste tre år langsomt op for hende og for folk omkring hende, at hun nok aldrig ville komme tilbage til sit arbejde.

Da Birthe i januar 2002 var på et kursus, hvor én af arrangørerne viste hende et lille avisudklip, hvor der stod at Psykiatrifonden søgte frivillige telefonrådgivere, tænkte hun at det da ville være bedre end ingenting, så hun ansøgte – Og har været i huset siden da. 

Man er nødt til at følge med

Når Birthe kan hjælpe folk, der har en psykisk sygdom, folk, der oplever, at livet er svært, folk, der kender andre, der har det svært og folk, der i deres faglige virke møder mennesker med psykisk sygdom, føler hun, at hun får brugt meget af det, hun kan fra sin baggrund som socialpædagog og familieterapeut.

”Det er godt at have noget meningsfuldt at tage sig til, og det er med at holde mig fagligt i gang. Man er nødt til at være med hele tiden, for ellers falder man bagud”, forklarer Birthe. 

Og selvom hun efterhånden har ret stor erfaring med rådgivningen, så kan der godt opstå tvivl og spørgsmål, hvor Birthe ikke føler, at hun er den bedste til at svare, men så kan de bruge hinandens faglighed internt i rådgivningen ”Heldigvis for det”, siger Birthe, ”for rådgivningen skal ikke være for vanemæssig, den skal være tilpasset den enkeltes behov”. 

Når Birthe Omdahl har vagter, har hun da stort set også altid nye aspiranter med sig. Det er en klar selvfølge for hende, ”for man kan jo ikke have været her i tyve år, og så bare sidde bag sine egne høretelefoner. Så er man ikke til nok gavn – og det skal man være”, mener Birthe.

Samtidig mener hun at det er vigtigt at erfaringsudveksle med de mange nye og meget dygtige aspiranter, for de kan have andre og nyere perspektiver, og sammen kan de udvide hinandens viden. 

Mange flere mænd og mange flere pårørende

På de 20 år, Birthe har været i rådgivningen, kan hun se en meget tydelig udvikling og forskel på de mennesker, der ringer.

Der er nemlig både mange flere mænd, der bliver frivillige rådgivere, men der er også mange flere mænd og fædre, der ringer ind: ”Det var sådan, da jeg startede, at hvis man havde talt med en mand, så gjorde man et stort nummer ud af det og gjorde opmærksom på det”, forklarer Birthe.

Også fagpersoner er en gruppe, rådgiverne taler mere med i dag end for 20 år siden, og samtidig fylder pårørende markant mere i opringningerne. Birthe forklarer, at det er rigtig mange pårørende til mindre og større børn, der ringer, og så unge mennesker, der i øvrigt også er den største gruppe af brugere af Psykiatrifondens Chatrådgivning. 

Emnerne, folk ringer om i dag, vedrører også mere alvorlige og psykiatriske udfordringer, end de gjorde for 20 år siden, og det mener Birthe måske kan hænge sammen med, at det ikke er særlig nemt at få behandling.

Hun mener at kunne mærke, hvordan psykiatrien er blevet dårligere og dårligere i de tyve år, fordi for 20 år siden kunne hun fortælle dem, der ringede, om akutmodtagelsen, og måske kendte de det slet ikke, ”men hvis jeg siger det i dag, er der mange, der vil sige: ”Vorherre bevares, der får man ingen hjælp””, forklarer Birthe.

Og det gør ikke ligefrem hendes job nemmere, men måske vigtigere end nogensinde før. 

Man skal kunne lægge det fra sig igen 

Når Birthe har aspiranter med på sine vagter, er forberedelse et af de helt store emner, som hun taler med dem om forud for rådgivningen. Det er vigtigt at man forbereder sig på, at nogle af de ting, folk ringer ind med, meget sjældent er rare, og at der kan være meget svære samtaler iblandt.

”Det er nok ikke alle mennesker, der egner sig til det, for man skal kunne tage det ind og forholde sig til det, mens man er i det, og så skal man sådan set også kunne lægge det fra sig igen, når man går hjem”, forklarer Birthe.

I den forbindelse mener Birthe, at det er utroligt vigtigt, at de bruger hinanden og hinandens fagligheder, og at de griber nogle af de oplevelser, der kan sætte sig fast, og får snakket dem igennem, inden de kommer til at fylde for meget.

Til det har alle de frivillige rådgivere også mulighed for at deltage i gruppesupervision, som Birthe selv er stor tilhænger af. ”Jeg tager til supervision så tit, som jeg overhovedet kan, også selvom der kan være gentagelser af oplevelser eller perspektiver. Det gør jeg først og fremmest for min egen skyld, men også for kulturens skyld”, fortæller Birthe. 

Samtidig mener Birthe, at det er vigtigt at være sig sit ansvar bevidst som rådgiver.

”Man skal huske på, når man er rådgiver, at man bliver en slags autoritet, både over for aspiranterne, men også over for dem, der ringer. Man skal være ydmyg over for sin rolle og være klar over, at det, man siger til dem, der ringer, altså vægter lidt højere, end hvis det var nabokonen, der sagde det”, fortæller Birthe.

Det kommer samtidig af den faglige forankring, som rådgivningen arbejder ud fra, og det er kun godt, mener Birthe.

I hvert fald fem år mere

20 år mere som frivillig rådgiver i Psykiatrifonden bliver det nok ikke til for Birthe, mener hun i hvert fald selv: ”Ej det er nok lige i overkanten, så er jeg jo 96. Men fem år mere regner jeg da med at tage”, fortsætter hun.

Så længe hun selv føler, at hun kan følge med og yde en hjælp for nogle af de mange tusinde, der ringer hvert år, så bliver hun ved, imens hun holder sig i gang ved at gå minimum 17.000 skridt hver dag.