- De bedste samtaler er dem, hvor jeg mest har lyttet

Elisabeth Svenningsen har længe vidst, at hun på et tidspunkt ville være rådgiver hos Psykiatrifonden. Hun har fulgt Psykiatrifondens arbejde siden stifteren Jes Gerlach begyndte at udgive bladet Psykiatri-Information i midten af 90’erne.

Spørger man den 69-årige Elisabeth, gør Psykiatrifonden en stor forskel for mennesker, der har det svært, og det at være rådgiver er meningsfuldt og motiverende, både fagligt og menneskeligt.

Meldte sig som frivillig rådgiver

Da Elisabeth gik på pension for omkring et år siden, meldte hun sig som frivillig rådgiver. Det har hun været lige siden. Hendes baggrund som psykiatrisk sygeplejerske gør hende godt klædt på til det frivillige arbejde hos Psykiatrifonden.

Hun har været sygeplejerske i sammenlagt 40 år, hvoraf de 30 var med psykiatrisk specialuddannelse og de sidste ti år som sygeplejerske i OPUS, hvor man behandler unge med debuterende skizofreni.

Men som Elisabeth siger, så er hendes baggrund inden for psykiatrien ikke altid det første hun griber fat i, når hun varetager rådgiverjobbet: 

”Jeg skal jo forsøge at pakke mit behandler-gen lidt væk og i stedet fokusere på min menneskelige intuition og empatiske evner.” 

Pårørendesamtaler gør indtryk

Når Elisabeth møder ind til en almindelig fire-timers vagt i rådgivningen, begynder hun altid med at læse logbogen, som rådgiverne bruger til at dele viden mellem vagter. Her orienterer hun sig om den foregående vagt og om hun skal være opmærksom på noget i sin egen vagt. Herefter begynder hun at tage telefonen. 

Man kan nå vidt omkring på en almindelig vagt, men der er flere typer af samtaler, der har berørt Elisabeth særligt meget.

Når hun får frustrerede forældre i røret, der føler sig placeret mellem to stole, og hvor der er forvirring om, hvem der har ansvaret, rører det hende. Og netop pårørendesamtalerne gør indtryk, synes hun. Den ofte langvarige belastning man er under som pårørende kan sætte sig som angst eller depression, og mange pårørende kan have svært ved at tale om de belastninger, fordi det kan føles skamfuldt. 

Tilbyder et trygt rum

I sin rolle som rådgiver stræber hun efter at tilbyde et trygt rum for sparring og refleksion. 

”De bedste samtaler er i virkeligheden dem, hvor jeg bare har været et lyttende øre, men hvor vedkommende, der ringer ind, bagefter takker for snakken, selvom jeg næsten ikke har sagt noget.” 

Tilbagemeldingerne afspejler da også, at rådgivningen gør en reel forskel for mennesker med psykiske udfordringer. Sommetider har hun fået beskrevet, hvordan ”Psykiatrifonden har min ryg” efter endt samtale, hvilket er enormt meningsfuldt og motiverende for Elisabeth. 

Mulighed for at føle sig nyttig

Menneskeligt giver rådgivningen Elisabeth mulighed for at føle sig nyttig, selvom hun ikke længere er på arbejdsmarkedet. Hun fortæller, hvordan hun føler, at hun sætter sig selv i spil – både personligt og fagligt. Hun synes, det er er spændende at kunne udfordre både sine egne og andres opfattelser og tabuer om psykisk sygdom.

”Vi stigmatiserer os selv. Vi kan alle have svært ved at erkende, at vi kan være psykisk syge. Derfor kan jeg være med til at give mit bud på, hvad der er på spil for den enkelte.”