Luk

Vær med, når Leif tager telefonen i Psykiatrifondens rådgivning

Psykiatrifondens rådgivning er i kontakt med brugere alle dage på året. Her får du et indblik i rådgivernes arbejde, når Leif taler med en kvinde i 30’erne, som søger hjælp og vejledning.

Psykiatrifondens rådgivning, rådgiver Leif Plambech

I Nordvestkvarteret i København er 77-årige Leif Plambech så småt ved at være klar til fire timers frivilligt arbejde i Psykiatrifondens rådgivning. Det er længden på hver af de 3-4 vagter, han har om måneden.

Det er formiddag på en varm junidag, og mellem de grå skillevægge sidder Leif på kontorstolen og demonstrerer en ro og varme. En stemning, der generelt er at finde i lokalet.

Telefonen ringer

Psykiatrifondens rådgivning, rådgiver Leif Plambech

”Hej, du taler med Leif inde fra Psykiatrifondens rådgivning. Hvem taler jeg med?”

En sætning, som Leif efterhånden har sagt mange gange gennem de tre år, han har været rådgiver.

Leif er cand.psych. fra Københavns Universitet, og gennem de sidste mange år har han brugt sine menneskelige og faglige kompetencer som erhvervspsykolog.

”Jeg ved ikke, hvad der sker i mit hoved. Jeg forstår ikke, hvordan jeg har det.”

I den anden ende af telefonforbindelsen er en kvinde i 30’erne. Hun er diagnosticeret med borderline, er i gang med at blive udredt for ADHD og har en psykolog tilknyttet.

Hun fortæller Leif om, hvordan hun har det, fx med forkerte arbejdsrammer og pres og forventninger. Imens er det som om, at Leif er forsvundet fra kontorrammerne og i stedet er kommet tættere på kvinden i røret. På den mest naturlige, rolige og trygge måde.

Vores rådgivere har alle dage været frivillige. Det betyder, at de alle er ildsjæle. De gør det her af ren lyst. De brænder for at gøre en forskel for mennesker med psykisk sygdom, sårbarhed eller de, der gennemlever en krise.
Liza Johnson, leder i Psykiatrifondens rådgivning.

Alene hans stemme kan sænke enhvers puls for en stund. Han er en ildsjæl. Ligesom alle knap 140 rådgivere er det.

”Vores rådgivere har alle dage været frivillige. Det betyder, at de alle er ildsjæle. De gør det her af ren lyst. De brænder for at gøre en forskel for mennesker med psykisk sygdom, sårbarhed eller de, der gennemlever en krise,” fortæller Liza Johnson, der er leder i Psykiatrifondens rådgivning.

Før arbejdsdagens begyndelse fortalte Leif selv om det, som driver ham.

”For mig er det vigtigste i livet mening. At lave noget, der giver en større mening, og som går ud over mig selv. Det er meningsfuldt at være der for dem, der har mest brug for det. Det er meningsfuldt at være rådgiver. Det vigtige er også, at Rådgivningen ingen egeninteresse har. Vi har ét formål, og det er at være der for mennesker.”

Ring til os, ikon, lille, med luft

I telefonrådgivningen kan du få hjælp til at håndtere det, der er svært. Gratis og anonymt. Vores fagprofessionelle rådgivere sidder klar ved telefonerne hver dag året rundt.

Det hjælper at række ud

Psykiatrifonden tilbyder rådgivning via tre forskellige medier, hvilket giver dig mulighed for at vælge den kontaktform, der passer bedst til netop dig. Det drejer sig om telefon, chat og brevkasse.

Da Psykiatrifondens rådgivning ikke er en del af systemet, så får du mulighed for at være fri for myndigheder og journaler og i stedet træde ind i et rum med tid, ro og nærvær.

Psykiatrifondens rådgivning, rådgiver Leif Plambech

Rundt om Leif sidder et par andre rådgivere, og tilsammen skaber de rolige stemmer fra rådgiverne et behageligt, trygt og summende rum. På en måde er det som at høre et symfoniorkester, der spiller sammen på bedste vis.

Tilbagelænet i stolen med krydsede ben, læner Leif sig på samme tid ind i kvindens liv og hendes ønske om hjælp og vejledning i en svær periode. Snakken har rundet de 14 minutter på den lille skærm på telefonen.

”Ja… Det har du faktisk ret i. Det er præcis sådan, jeg har det.”

Leif har sammen med kvinden i røret fået talt forskellige aspekter igennem, og det er tydeligt, hvordan kvinden har fundet en højere grad af ro. Hun er blevet hjulpet på rette spor. Hun har på en måde genfundet overblikket, og hun og Leif har sammen identificeret katalysatoren, der i en periode har trukket kvinden ned frem for op.

”Tusind tak for hjælpen. Jeg tror, du har helt ret i de ting, du siger,” lyder det fra den anden ende.

”Jeg vil gerne have, at du ved, at det er enormt godt og flot, at du ringer herind,” understreger Leif afslutningsvist over for kvinden.

Psykiatrifondens rådgivning

Det er gratis at kontakte Psykiatrifondens rådgivning, og det sker altid anonymt.  

Alle rådgivere har en fagligt relevant baggrund, som fx læge, sygeplejerske, psykolog eller socialrådgiver.

Læs mere

Se alle rådgivningstilbud

...

Et sted for alle

Med ét vender Leif tilbage til det lune kontorlokale i Nordvest, idet han flytter headsettet fra ørerne og ned, så det omkranser nakken. Det er kun nogle få sekunder siden, at samtalen med kvinden sluttede, og netop i dette øjeblik strømmer meningen gennem lokalet som en brise. Og Leif siger det helt automatisk selv: ”Værdien kommer i det relationelle mellem mennesker.”

Samtalen mellem Leif og kvinden i 30’erne er blot ét ud af mange eksempler på de mennesker, der kontakter Rådgivningen, og den er også blot ét eksempel på de mange forskellige årsager, som ligger bag.

”Jeg har mange forskellige samtaler her i Rådgivningen. Der er en meget bred palette af mennesker, som søger hjælp. Jeg taler med personer, som ringer ind om deres personlige psykiske udfordringer, med pårørende og med mennesker, som bare har brug for en tryg og rolig snak og at blive lyttet til,” fortæller Leif.

Liza Johnson sætter desuden ord på, hvad du kan forvente, hvis du kontakter Rådgivningen, hvad end det er på telefonen, på chatten eller via brevkassen.

”Man kan forvente at tale eller skrive med et empatisk og fagligt kompetent menneske. Vi tager udgangspunkt i brugernes perspektiv og møder dem, hvor de er. Vi forventningsafstemmer, giver konkrete råd og tilbyder et lyttende øre. Vi har også fagrådgivere tilknyttet, som man har mulighed for at få en opfølgende samtale med. Det kan blandt andet være en socialrådgiver, en børne- og ungepsykiater og en voksenpsykiater,” siger hun.

Telefonen ringer igen, Leif drejer sig 90 grader mod skrivebordet og endnu en gang har han fuld fokus på mennesket i den anden ende.

Chat med os

Du kan både ringe, chatte og skrive til vores anonyme og gratis rådgivning, som har åbent hvert dag, året rundt.