Når kunst hjælper sproget på vej

En lægejournal er ikke ligefrem poesi. Den er nøgternt formuleret, fyldt med forkortelser og kan føles kold for den patient, der beskrives. De seneste år har flere unge forfattere – som har følt sig fremmedgjort i psykiatrien – forsøgt at tage sproget tilbage og væk fra journalernes patent på sandheden: Sidsel Ana Welden, Fine Gråbøl, Asta Olivia Nordenhof og Anna Rieder for blot at nævne nogle få. For sproget betyder noget. Vi møder hinanden i sproget, forsøger at forstå hinanden og verden gennem sproget.

Det gælder også læger, fortæller psykiater Birgit Bundesen:

”Vi har ikke et røntgenbillede at stille psykiatriske diagnoser ud fra, så vi er dybt afhængige af sproget. Ofte skal man nogle andre veje rundt for at komme ind i andre menneskers livsverden. Det er min opgave at forstå det menneske, der sidder over for mig, og hvor det menneskes problemer kommer fra.”

Birgit Bundesen er overlæge på Psykiatrisk Center Amager. Hun er også litterat og stifter af Center for Kunst og Mental Sundhed, der arbejder målrettet med kunstworkshops for at skabe bedre trivsel, håb og fællesskab for personer med psykiske lidelser. Man kunne også kalde det kreative værksteder som intervention og mulighed for at få sin sygdom på afstand for en stund.

”Patienter fortalte mig, hvordan de følte sig dummere og dummere af at være indlagt. Det er vigtigt at have samtaler, som ikke kun handler om sygdom og medicin, at lave noget, der er meningsfuldt, og samtidig få os klinikere til at overveje, hvordan man møder den syge.”

Lånte sine børns perleplader

Birgit Bundesen kunne ikke få penge til aktiviteter til de indlagte, så hun købte puslespil for egne penge og lånte sine børns perleplader. Frustrationen var tydelig: Der skulle ske noget, ellers var det svært at se et fortsat fagligt arbejdsliv i psykiatrien.

”Der er konsensus om, at man kan få en fysioterapeut, fordi kroppen hensygner, når den ikke bliver brugt. Det samme gælder sindet. Der er altid en rask side i alle mennesker, men hvis man kun henvender sig til den syge side, er det dén, man får i tale.”

Birgit Bundesen søgte midler til forfatterhonorarer hos Statens Kunstfond og rakte ud til forfattere, som kunne lave skriveværksteder. På den måde startede forskningsprojektet REWRITALIZE. Formålet er at skabe evidens, så skrive- og kunstgrupper kan implementeres som del af den psykiatriske behandling i Danmark. Det ser allerede lovende ud:

”Vi tester før og efter, og vi kan se klar påvirkning på recovery-variable. Vi kan løfte dem signifikant på parametre som forbundethed med andre, håb for fremtiden, positiv identitetsfølelse, meningsfuldhed og empowerment.”

Men formålet er selvfølgelig også at hjælpe her og nu.

”Det er et sygdomspauseret rum. Vi mødes om noget, der er sjovt og meningsfuldt. Som patient i psykiatrien er det en mulighed for at mærke livskvalitet og håb. Man får mulighed for at skabe noget og lykkes med noget.”

Birgit Bundesen fortæller, at sådan en sejr kan virke både genopbyggende og sundhedsfremmende. Det kan endda hjælpe i håndteringen af en eventuel psykose eller anden psykisk krise på et senere tidspunkt.

Gavner også læger

Kreative værksteder er som udgangspunkt for alle patienter, fortæller Birgit Bundesen.

”Vi har inkluderet meget bredt. Nogle af de tungeste patienter har fået rigtig meget gavn af det. Folk, der nærmest var lukket helt ned og ikke havde noget sprog, kunne pludselig skrive og give udtryk for tanker og følelser. Vi mødes ikke om at være syge, vi mødes som dem, vi er, og vi mødes om en fælles interesse i det kreative sprog og i at undersøge det sammen. Og så er der ikke noget smalltalk, som kan være svært for mange.”

Overlægen og litteraten beskriver skrivetilbud og skrivegrupper som brobygning – både udefra og ind til psykiatrien.

”Vi underviser også læger. Det er en væsentlig del af lægens job at lytte, men som kliniker har man ikke ret til sine egne følelser i forsøget på at forstå patientens. På den måde disciplinerer man sine følelser.”

Så hvordan fordøjer man som læge de mange indtryk og historier, man er vidne til? Netop her kan man have gavn af at skrive, og det har en anden gevinst: Journalerne kan blive nemmere at forstå og nemmere at arbejde med.

Der er nemlig en dalende skriftlig kvalitet i patientjournalerne, især efter implementering af nye systemer til journalisering, fortæller Birgit Bundesen, og mange er decideret svære at læse – også for lægerne.

”Man skal kunne læse en sammenhæng og udvikling i en journal. Mange journaler mangler et narrativ, og her kan man helt konkret lære noget af litteraturen til gavn for patienten og andre læger, der skal forstå forløbet og indholdet i en journal.”

Som læge tolker man konstant, arbejder med mønstergenkendelse, diagnosticerer, forsøger at finde en løsning – for så at opsummere og nedskrive. Skønlitterære teknikker kan skærpe præcisionen i skriften og hjælpe med at udtrykke noget komplekst på en klarere måde.

Kreativitet og effektivitet

Aktiviteter, kunst og kreative værksteder er ikke nye fænomener i psykiatrien. På psykiatriske hospitaler som Risskov i Aarhus og Oringe i Vordingborg havde man fra starten store værksteder og arbejdede aktivt med kunst. Men det stoppede i 1990’erne, tidsånden skiftede, det blev umoderne. Birgit Bundesen møder også skeptiske kollegaer. ”Det er jo meget sødt det dér, Birgit. Men det er jo ikke rigtig behandling,” siger de gerne.

Birgit Bundesen understreger, at Center for Kunst og Mental Sundhed – og hendes arbejde med kreative værksteder generelt – ikke er et antipsykiatrisk projekt.

”Jeg vil ikke have folk til at holde op med at tage deres medicin. Jeg vil selvfølgelig gerne give medicin, hvis det giver mening. Det er ikke enten-eller.”

Tilbuddet skal snarere ses som et add-on.

”Vi kan se, at folk bliver mere motiverede for at fortsætte med deres almindelige behandling, når de har været igennem vores workshops, fordi det ændrer deres idé om, hvad psykiatrien kan være.”

Birgit Bundesen har et lille bibliotek på sit kontor. Både til inspiration og til konkret brug for sig selv og patienterne. Tidligere i år udgav hun bogen 'Smerte-Hjerte' sammen med forfatter Anna Rieder, som har været patient hos netop Birgit Bundesen. Anna Rieder havde under sin indlæggelse svært ved at forklare, hvordan hun havde det, svært ved at finde ordene i konsultationerne. Bogen viser, hvordan de to nærmer sig hinanden og finder et sprog, som giver dem mulighed for at kommunikere.

I starten af Smerte-Hjerte oplever man Birgit Bundesens mere kliniske journalsprog, og man mærker den indledende afstand. Senere læser man, at Anna Rieder reagerer positivt på at se en video af en digtoplæsning, og pludselig sender de to hinanden digte. Afstanden mindskes.

”Ofte skal man nogle andre veje rundt for at komme ind i andre menneskers livsverden. Det er min opgave at forstå det menneske, der sidder over for mig, og hvor det menneskes problemer kommer fra. Vi skal vurdere alle aspekter af det menneske, der som patient sidder over for os. Og som læger skal vi altid prøve at finde metoder til at tale til det raske menneske i den syge patient.”

Er der tid til det? Er det effektivt nok til den moderne psykiatri?

”Hvis man endelig skal tale om det økonomiske aspekt, ser jeg det som mere effektivt, at man forstår, hvad der foregår, og får afdækket uenigheder. Hvis patienten aldrig vil tage sin medicin, er det spild af tid at insistere på kun at tale om medicin.”

Birgit Bundesen tilføjer med et grin:

”Men sygeplejerskerne synes, jeg taler for længe med patienterne.”

Læs også