Nyt gratis, digitalt spil kan hjælpe børn i familier med psykisk sygdom

Mange børn vokser op i hjem med psykisk sygdom, og ofte går børnene alene med mange tanker og bekymringer. I et nyt spil fra Psykiatrifonden kan børn og voksne sammen udforske nogle af de dilemmaer, børn kan opleve - og blive klogere på, hvad de kan gøre, når livet i familien er svært.

Op mod 310.000 børn og unge i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom, viste en undersøgelse fra Psykiatrifonden tidligere i år. Og det er ofte både svært at forstå og tale om psykisk sygdom - især når man er barn eller ung.

Derfor har Psykiatrifonden udviklet et nyt og gratis digitalt til børn, der vokser op i hjem med forældre, der er ramt af psykisk sygdom eller har psykiske problemer. Spillet kan hjælpe børn og deres familier med at tale om det, der er svært.

Download spillet i App Store eller Google Play. Eller find det her.

I spillet møder man en række hverdagssituationer og dilemmaer, som sætter tankerne i gang. Børn og voksne kan spille spillet sammen og tale om det, der sker i dilemmaerne - og hvad barnet ville vælge at gøre.

Psykisk sygdom kan give en opvækst i skyggen

"At vokse op i en familie, hvor far, mor eller søskende har en psykisk sygdom kan betyde, at barnet udvikler psykiske vanskeligheder senere hen. Mange af børnene får en opvækst i skyggen af den psykiske sygdom, hvor barnet ikke gør opmærksom på sig selv eller tænker, at hans eller hendes egne problemer ikke er værd at tale om. Derfor håber vi, at spillet kan blive en hjælp for familierne til at tale sammen og finde hjælp andre steder, når det er nødvendigt", siger Malou Laursen, projektleder og daglig leder af Psykiatrifondens kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom. 

Samtalegrupper, chat, film og podcast 

"Snak om det"-spillet er en del af et stort, gratis materiale, som familier, skoler og andre omkring familien kan hente på Psykiatrifondens hjemmeside og bruge som en hjælp til at tale om de svære situationer i familien. 

Psykiatrifonden har derudover en lang række gratis tilbud til børn og unge i familier med psykisk sygdom: Samtalegrupper for børn og unge, chat for unge pårørende, film og podcast. 

På Psykiatrifondens hjemmeside finder man desuden en guide til kommuners tilbud til børn, der vokser op med en far eller mor med psykisk sygdom. 

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883