Løber i tre dage i bagende sol med fuld oppakning for åbenhed

To seje søstre. En fælles hjertesag. Og opbakning fra deres netværk. Det er opskriften på succesen i det fælles projekt, som søstrene RulleMarie og LøberKris snart er i mål med. De satte sig for at sætte fokus på psykisk sårbarhed og indsamle 20.000 kr. til Psykiatrifonden. Dét har de opnået – og mere til:

”Vi har virkelig brugt vores netværk, og da der er mange, der har haft sagen inde på livet, vil de gerne bidrage til indsamlingen. Det har været meget motiverende med den opbakning. Men det vigtigste er, at der er flere, der har delt deres historie med os. Så vores mission om at bryde tabuet er lykkes. Projektet har i den grad overgået vores forventninger, og vi håber, at det kan inspirere andre til at lave en indsamling, så endnu flere kan få hjælp.”

I weekenden afrunder Kristine indsamlingen ved at løbe et tre dages etapeløb på Fuerte Ventura fra den 23. september. Du kan stadig nå at give et skulderklap og et bidrag til indsamlingen, som pt. er oppe over 23.000 kroner.

Inspireret? Du kan starte din egen indsamling på Betternow og gøre en forskel.

Har selv mærket sindet gøre ondt

De to søstre fortæller åbent om, at de selv har haft det svært i perioder og derfor gerne vil skabe opmærksomhed og åbenhed om psykisk sygdom:

"Hver tredje dansker får en psykisk sygdom i løbet af deres liv. Alligevel er det noget af det, vi har allersværest ved at sige højt. Psykiske sygdomme rammer ikke kun den enkelte, men også de pårørende. Vi har selv haft psykiske udfordringer og mærket, når sindet gør ondt. Det ønsker vi at åbne op om, og samtidig sætte fokus på Psykiatrifonden, så endnu flere kan få hjælp."

Ultraløb og foredrag

Kristine elsker at løbe og er især god til ultraløb. Marie har altid elsket at formidle og tager rundt med sit foredrag ”RulleMaries Roadshow”. Det er et foredrag med fokus på livsglæde. Søstrene har nu valgt at kombinere de to ting og er nu gået sammen om det fælles projekt. Igennem Maries platforme på sociale medier sætter de fokus på psykisk sårbarhed og det at have det svært. 

Inspireret? Du kan starte din egen indsamling på Betternow og gøre en forskel lige her: https://dk.betternow.org/projects/psykiatrifonden-projekt

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883