Novelle: Stemmerne imellem os

Stine Raagaard Nannestad voksede op med en lillesøster, der havde og har alvorlig, psykisk sygdom. Hvad det gør ved et børneliv at vokse op i skyggen af en sygdom, der fylder meget i familien, kan du læse i Psykiatrifondens seneste blad fra september 2019. Stine har skrevet en novelle om familiens liv, som du kan læse her.

Tilegnet min søster og alle os andre, som er vokset op i og med psykisk sygdom

 

Stemmerne imellem os

Af Stine Raagaard Nannestad

 

1. Håbet

 

Jeg havde ondt i bagdelen og stive ben, da jeg stod ud af bilen. Jeg havde taget bilturen på lidt over en time, for nu at stå her, på Vordingborg psykiatriske afsnit, den lukkede afdeling. Uinviteret. Inde bag de gamle, markante og robuste mure var min skrøbelige lillesøster, nærmest usynlig, hvis man altså ikke så rigtig godt efter. En sær kontrast til de mure, der nu omgav hende. Hun var aldrig blevet helt voksen, for da hun ikke var mere end et stort barn, blev hun opslugt, eller besat, af psykisk sygdom og onde stemmer. Nu var hun ved at sulte sig selv ihjel. Hun havde ikke ville have besøg af mig. Hun orkede det ikke, sagde hun. Til sidst havde jeg tvunget min mor til at arrangere, at jeg kunne komme. Jeg skulle se hende. Skulle jeg sige farvel? Sætte hende fri? Sige til hende, at det var okay, at hun valgte livet fra, jeg var ikke vred, for jeg vidste godt, hvor hårdt livet var for hende.

 

Nej, alt det, det var det, jeg gerne ville være i stand til at sige. Vendinger, jeg gerne ville gøre til mine. Ikke bare ordene, for dem kan alle låne og nyde smagen af. Nej, for alvor mine. Ord der bar på frisættende tanker. Tanker, der måske kunne sætte os begge fri. Men jeg vidste godt, at jeg stadig var fanget. Jeg ville gøre endnu et forsøg på at redde hende, få hende over til mig. Løsrive hende og tage hende med. Og når dette ikke ville lykkedes, så ville jeg flygte. Skylden, skammen og følelsen af at svigte og ikke være nok ville skamride mig, og jeg ville flygte fra at skulle mærke. Mærke mig selv. Vedkende mig sorgen over at miste. Miste hende, miste mig selv. Miste håbet. Blive opslugt af vreden. Vrede over magteløsheden, over at tabe, og blive valgt fra.

 

Min mor fulgte mig ind. Hun kendte allerede alle regler og rutiner, som havde hun været ansat her i 25 år. Ikke at hun var loyal over for arbejdsgiveren. Tværtimod. Hun var sin egen. Hun havde sine egne arbejdsgange. Hun var Maries højre hånd. Helt bogstaveligt. Og alle andre hænder var nu unødvendige. Hun snakkede om madplaner og handleplaner, der ikke var blevet overholdt, og derfor havde forværret Maries tilstand. En masse skyld, der skulle placeres, sådan at den ikke åd hende selv. Marie havde det ikke godt, det skulle jeg forbedrede mig på. Det var jeg forberedt på. Alt inde i mig var forberedt. Og samtidig så uforberedt. Jeg var nervøs og bange. Jeg vidste aldrig, hvordan gensynet af hende ville påvirke mig, uanset hvor meget jeg havde forberedt mig.

 

En sygeplejerske åbnede og lukkede os ind gennem den tykke dør med mange låse. Vi trådte ind i en film. Gange fulde af forvirrede og hvileløse sjæle, rokkende, småsnakkende. Tunge og dovne kroppe, der var dopet af bedøvende medicin, men med blikke og stemmer, der var vagtsomme, urolige og angste.

 

Vi trådte ind på hendes værelse. Det var småt og med karrygule vægge. Mit blik søgte rundt. Hun var der ikke. I stedet sad hendes far og hendes kontaktperson der. Hendes far nævnte, at det jo var mange år siden, vi sidst havde set hinanden. Jeg svarede, at det var det faktisk ikke. Vi sås for to år siden, på den intensive afdeling i Slagelse. Dengang Marie havde taget voldsomt mange piller, endnu et selvmordsforsøg. Hendes far havde altid haft et behov for at glemme min eksistens. Hele min eksistens mindede ham om, at han aldrig havde haft vores mor helt for sig selv. Faktisk langt fra. Og jeg havde altid været i vejen for hans drøm, om at få en rigtig lille kernefamilie. En utopisk kernefamilie, der aldrig havde været inde for rækkevidde. Aldrig, og meget lang fra.

 

Døren til toilettet ved siden af mig blev skubbet til side, og ud trådte et skellet. Som taget ud af en gyserfilm. Først uhyggelig. Jeg stivnede. Men dernæst bare sørgelig. Hendes krop var krumbøjet som en gammel svagelig dame, og udmagret som en, der havde været i koncentrationslejer i flere år. Hendes øjne, dem, der som barn havde været fulde af liv og glæde, var trætte og lidende. Hun havde været under tortur af sin psyke næsten hele sit liv, og nu stod hun der, så skamfuld og undskyldende. Jeg faldt hende om halsen. Hun var højere end mig og måtte bukke sig. Uanset hvor jeg ville ae hende, stak der hårde skarpe knogler ud. Så ulig min bløde, milde og kærlige lillesøster.  Jeg var bange for at hun skulle dø lige der i mine arme. Og så pludselig hørte jeg min egen hulken. Det var lige præcis det, der ikke skulle ske. Det var ikke meningen, at hun skulle trøste mig, igen. Men det gjorde hun. Som var det, at hendes krop huskede. Og min ligeså. Rummet forsvandt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at glemme alle knoglerne, der stak ud af hende. Jeg lukkede øjnene, fokuserede på hendes uskyldige trøst og duft, og erindrede, hvordan vi som børn ofte havde trøstet hinanden. Dig og mig, mod resten. Der havde hun bare været så lille og buttet, sød og naiv. Bitterhed og nag fik aldrig plads i hendes hjerte, der var så rent og godt. Hendes lille hånd i min, når jeg hentede hende i børnehave. Hendes buttede arme om min hals, når hun overøste mig med hendes ubetingede og uforbeholdne kram og kærlighed. Når hun lå tæt ind til mig i min seng, sugede mig til sig, mens jeg digtede godnathistorier for hende. Hendes høje og hjertelige latter, når jeg gyngede hende højere og højere. Så lysende og ren. Jeg ville aldrig give slip. Aldrig. Fuglen bliver aldrig sat fri. Hvordan skulle jeg kunne leve videre uden hende? Min verden ville blive så håbløs og bitter.

 

Kontaktpersonen rømmede sig og sagde bestemt ”så”. Det hentydede til at ”nu måtte det være nok”. Det måtte det jo også. Jeg skammede mig. Det afkræftede, krumbøjet og lidende menneske foran mig, skulle ikke stå der og trøste mig. Hun skulle trøstes. Af mig. Jeg skulle være den stærke. Marie var gået over til sin seng. Vi fik øjenkontakt, og hendes øjne undskyldte. Hun måtte have læst chokket i mine øjne. Jeg blev ulykkelig. Hun måtte ikke skamme sig – jeg elskede hende og ville bare fjerne alle dårlige følelser fra hende. Hendes far snakkede. Han snakkede altid, højt og længe. Han fortalte, at han også havde grædt, da han så hende efter de 6 uger, hvor hun ikke havde spist. Det var sidste weekend. På hendes 26. fødselsdag. Også her var jeg uinviteret. Han var også blevet chokeret over, at se hende så tynd, fortalte han. Jeg så på Marie, som kiggede skamfuldt ned. Hun kunne ikke rumme den smerte, hun påførte andre. Og det gjorde skærende ondt dybt inde i mig. ”Jeg græd ikke fordi, jeg blev chorkeret over at se dig. Jeg græd, fordi jeg savnede dig, og du hele tiden har været i mine tanker. Jeg er virkelig glad for at se dig.” Hun smilede anstrengt og sagde hendes usikre ”mmm”, som hun så tit gjorde, når hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv.

 

Hun ville gerne ryge. Vi rettede os alle sammen op, som på en ordre, tog jakker på og gjorde klar til at ryge. Ikke kontaktpersonen, hendes vagt var slut, sagde hun. Det var vi alle sammen lettet over, også hende selv. Vi gik ud på de lange mørke gange, med Marie forrest. En mærkelig lille forsamling, så adskilte og fremmede, med så mange konflikter i bagagen, men bundet sammen af Marie. Af kærlighed til hende. Og dårlig samvittighed. Og hvor havde vi gået på sådanne gange mange gange før. Og søgt ud på rygearealerne, for at være sammen på en måde, der ikke åbner sår. Egentlig var jeg ikke ryger. Men det var jeg altså nu. I det her selskab. Hun satte sig på bænken. Jeg ved siden af hende. ”Jeg ved det godt. Jeg ved godt, hvor hårdt livet er for dig. Og jeg forstår godt, at du ikke kan mere. Jeg er ikke vred på dig. Jeg har altid plads og kærlighed til dig.” Marie kiggede overrasket på mig, som om mine ord kom bag på hende. Og så begyndte hun at græde. Hendes forældre stod bag mig, side om side. Med en lille meter i mellem dem. Jeg kunne ikke se dem, men jeg kunne mærke dem. Hendes far, vagtsom og mistænksom, og vores mor, ængstelig og urolig. Mest mærkede jeg Marie. Hun var der. Lige der. Meget syg, træt af at kæmpe, udmattet og på vej væk. Men min lillesøster var lige der, for første gang i meget lang tid, var hun der i sin rene form. Ægte. Det var ikke spiseforstyrrelsen, der forsikrede mig om at alt var fint. Lyvende, falsk og fremmed. Hun græd hjerteskærende i mine arme. Jeg ville flyve væk med hende og beskytte hende. Ligesom dengang, hvor sygdommen ikke havde vundet hende. Jeg tænkte på vores mors yndlingsordsprog. ”Hvis du virkelig elsker, så må du sætte fuglen fri. Den kommer tilbage, hvis den også elsker dig.” Og jeg kunne ikke være mere uenig. Det fungerede ikke i denne her virkelighed.

 

Marie frøs, så vi gik ind. Hun satte sig med besvær op i sengen, og fortalte mig om hendes kamp. Kiggede intens på mig, men med sløve og trætte øjne. Kæmpede sig tappert igennem sætningerne. Det var vigtigt for hende. Hendes forældre snakkede i baggrunden. De var frustreret over systemet, behandlingen og lægerne. Systemet svigtede, lægerne fulgte ikke madplanerne, og kontaktpersonerne forstod ikke noget. De var bange og ensomme, og deres høje stemmer fandt bekræftelse i hinanden. Som lige præcis kun denne kontekst kunne give dem. De delte ikke ret meget, og var for det meste i krig med hinanden, men sorgen og frustrationen over at miste Marie kunne de dele. Marie blev forstyrret og irriteret. Hun prøvede flere gange at tysse forsigtigt på dem. De fortsatte. Jeg blev vred og sagde med høj stemme ”Ti nu stille!”, og de stoppede. Hendes far fortørnet. Vores mor mere forstående, men nok mest ængstelig. Marie fortsatte. Og ironisk nok fortalte hun mig, at hun havde brug for fred og ro, for ikke at skulle forholde sig til noget. Ikke flere konflikter. Hun var så træt. Hun havde brug for at andre tog ansvaret for hende, også når hun kæmpede imod. ”På et tidspunkt, når jeg har fået det bedre, så vil jeg gerne fortælle min historie til verden” afsluttede hun.

 

Jeg blev nysgerrig. Tændt. Greb om et lille håb, et mål. Stemmerne omkring os var sløret.  Marie kiggede afventende på mig. ”Jeg vil gerne skrive din historie”, sagde jeg så. Hun smilede.

 

De karrygule vægge lukkede sig om os, og hendes forældres øjne hvilede nu forventningsfuldt på mig. De syntes også verden skulle høre om det svigt systemet havde udsat Marie og dem selv for. Hvordan systemet havde ladet det komme så vidt. De kom med anekdoter om læger, pædagoger, sagsbehandlere og kontaktpersoner der havde svigtet. Ikke lyttet og ikke taget dem seriøst. Det var systemets skyld, at Marie var så tæt på at dø, mente de. Mor fortalte håbefuldt, at hun havde gemt alle skriftlige dokumenter og mails, så alt kunne bevises. Jeg måtte få det hele. Jeg rystede på hovedet, men sagde ikke noget. Blev forvirret og irriteret. Det var ikke denne historie, jeg brændte for, eller det håb, der for minutter siden havde tændt mig. Var vores mor ved at give mig sin gamle slidte rustning, så jeg kunne sendes ud på den blodige slagmark, som martyr, og kæmpe samme endeløse og desperate krig som hende selv? Jeg vidste ikke, hvad jeg ville skrive om endnu, men jeg vidste, at jeg ikke ville skrive denne historie. Jeg ville ikke placere skyld eller deltage i nogens krig. Jeg forstod godt min mor. Jeg forstod godt, at hun var bange og vred. Men jeg var træt af skyld som et stigmatiserende og fordærvende begreb.

 

Jeg kiggede undersøgende på Marie, håbede hun ville give mig noget mere, noget retning, men hun sad bare og rokkede svagt. Det hele virkede sløret. Solen skinnede ind i rummet på en grumset og slørende måde. Jeg kunne kun se konjekturerne af hendes forældre, og høre deres ivrige stemmer. Jeg ville ikke høre mere om systemet. Jeg ville høre min søster. Mærke hende. Ikke godtage hende som en apatisk og forsvindende skygge i en anonym hospitalsseng med et markant plastikhospitalsarmbånd om sit afkræftede håndled. Ikke lade hendes forældres opløsende virkeligheder overdøve alt. Havde det bare været indbildning, ønsketænkning, da jeg så noget i hendes fortælling, som var på trods af sygdom? Uanset hvad, så ville jeg bekræfte den eksistens, jeg mente hun havde, indbildning eller ej. Jeg ville grave det frem.

 

”Jeg vil gerne skrive din historie. Men jeg vil ikke skrive om systemet. Jeg er ikke journalist. Jeg vil gerne skrive om dig, som din søster. Må jeg det?”. Hun kiggede usikkert på mig, som prøvede hun at tyde, hvad mit virkelige motiv var. Jeg var pludselig en trussel, det mærkede alle i rummet, men ingen vidste helt mod hvad eller hvem den var rettet imod. Heller ikke jeg. Der hvilede en intens tavshed og usikkerhed over os. Hendes øjne mødte mine igen. Tiden stod stille et øjeblik. Vi lod som om, vi var alene i det nu klaustrofobiske rum, og håbede at vores blotte øjenkontakt kunne afklare introverte motiver og hensigter, om de var fredelige og drevet af kærlighed. Hun nikkede og smilede. På en gammel og vis måde. Hun godkendte og velsignede. Enten gav hun mig en ganske særlig og gennemtænkt mission, eller også var hun bare træt, og så, at jeg havde brug for det her for at komme videre. I hvert fald stolede hun stadig blindt på mig, det kunne jeg mærke. Måske fornemmede hun, at det her, var det, jeg havde søgt hele tiden. At få lov at være noget. Give hende en stemme. Give mig selv en stemme. At skabe mening i alt det smertefulde. I det slørede og fordækte. Ikke lade mig opsluge af bitterhed og andres sandheder, men i stedet konfrontere mine egne følelser. Følelsen af svigt. Skyldfølelse og kontroltab. Angsten, vreden og sorgen over at miste. Hinanden og sig selv.

 

Hvis jeg ikke kunne redde hende, kunne jeg måske noget andet. Måske kunne jeg holde fast i hende, i os, ved at fortælle vores historie. Vores kærlighedshistorie. Sygdommen kunne forpeste alt andet; vores tanker, vores kommunikation, vores liv og dig, den kunne tage dig, min Marolle.

Men ikke vores historie.

 

2. Flugten

 

Dagene gik. Uadskillelige, som var de indhyllet i en klistret, tæt og grumset tåge. Marie blev udskrevet fra den psykiatriske, og hjem til det bosted, hvor hun havde sultet og overmotioneret sig selv i 6 uger og dermed endt i en psykotisk tilstand og overhængende livsfare. Overlægen havde sagt, at de ikke kunne gøre mere for Marie. Det fortalte min mor. Jeg snakkede i telefon med hende og Marie, da de kørte tilbage til bostedet. De var begge i chok over igen at være tabt af systemet. Og bange. Marie vidste godt, hvem der ville vinde, hvis hun ikke var i professionelle hænder. Det ville sygdommen. Det vidste vores mor også. Hun ville miste sin datter. Igen, og denne gang for altid. Mor nævnte for en gangs skyld ikke utilfredshed over lægerne på den psykiatriske afdeling i Vordingborg. I stedet var hele hendes system optaget af og fokuseret på at skulle kæmpe. Kæmpe for sin datter. Og nu var modstanderne og de onde samfundet og i særdeleshed bostedet, hvor Marie igen skulle bo. Jeg mærkede, at min eget system derimod var splittet. Sorg, udmattelse, tvivl, og afmægtighed. Jeg havde ikke lyst til at kæmpe mod nogle. Jeg var træt. Jeg længdes efter at føle tryghed. At være tryg i at andre end min mor, nogle professionelle, tog sig godt af Marie. Hvis hun skulle dø, så var det vigtigt for mig, at hun i det mindste havde fået den hjælp hendes egen lille bitte, snart usynlige, stemme havde bedt om engang.

 

Bilens motor larmede i telefonen, signalet var dårligt – jeg tænkte at det var ligesom kontakten imellem os tre. Marie fortalte mig, at hun var bekymret og uforstående. Hun mente ikke at bostedet kunne passe på hende. Jeg tænkte det, som man ikke måtte sige. Og så sagde jeg det. ”Men nu er det op til dig, Marie. Det er jo dit liv. Hvis du lader sygdommen bestemme, og ikke spiser, så dør du. Det vil du ikke, vel?” Der var stille. Bilens skrattende lyde var det eneste, der afslørede, at der stadig var en forbindelse. Den stilhed. Den kendte jeg så godt. Når ord undslap min mund. Ord som ikke var inviteret. Så Maries stemme; ”Nej, men nu orker jeg ikke at snakke mere. Jeg er træt.” Panikken stak nåle i min krop. ”Undskyld, undskyld, hvis jeg har sagt noget forkert. Jeg ved godt, at det er svært, men jeg håber bare sådan, at du kan kæmpe imod”. Hun forsikrede mig om, at jeg ikke havde sagt noget forkert, og afsluttede. Jeg sad alene tilbage. Ikke set udefra. For ovenpå sov mine to perfekte døtre, i spisestuen sad min kærlige mand og skrev arbejdsmails, og min mobil var fuld af velmenende sms’er fra gode veninder. Men alene, og frygtelig ensom i mine følelser.

 

Og så fulgte mange dage, hvor jeg ikke så hende. Ikke hørte fra hende. Hun ville ikke se mig. Den eneste kontakt var gennem vores mor, som gav referater og informationer så godt hun kunne, men det var som om, de altid var slørede og forvrænget. Det var ikke mine egne oplevelser, det var hendes. Og min harddisk ville ligesom ikke godkende dem. Jeg var forvirret. I alle samtaler forsikrede jeg min mor om, at Marie nok skulle blive indskrevet på et andet og bedre sted, roste min mor for alle hendes initiativer, opråb og forsøg på at få andre til at indlægge hende. Hvor fik hun alle de kræfter fra? Jeg skammede mig over, at jeg ikke havde de samme kræfter, og at jeg ikke engang kunne rumme. Jeg følte mig svag og forsvindende. Som om at Maries sygdom også truede mig og mit liv med oversvømmelse. Jeg følte, at jeg burde sørge på fuldtid og hoppe i samme redningsbåd, som den, min mor havde konstrueret. En redningsbåd, der frygtløst og nidkært sejlede i alle mulige retninger og i vilde bølger ude på det kulsorte hav. Jeg selv derimod havde mest lyst til at slukke telefonen og bare kigge på mine to døtre, nyde dem og suge sundheden og kærligheden til mig. Jeg ville bygge noget styrbart og fast. En fiskekutter med et ror så robust, at jeg kunne sejle væk med min egen lille familie. Vende bekymringer og skyld ryggen. Sejle mod solskin. Styre og ikke blive styret.

 

Jeg var bange for at forsvinde. Miste mig selv. At blive opslugt af sygdom, som ikke var min, og som jeg ikke forstod. En sygdom, der kun forstørrede min egen usikkerhed, angst og mit mindreværd. Og tilmed berøvede mig. Den dårlige samvittighed væltede ind over mig. En langt mere ondskabsfuld følelse end alle andre. Jeg havde flere gange forsøgt at fjerne mig og sejle i egen retning. Finde en balance. Men hver gang jeg genså Marie, så vækkede hendes store uskyldige blå øjne den smertefulde, men samtidig ekstreme, kærlighed og omsorg til live med en sådan kræft, at alt forbehold ville vælte omkuld, og jeg ville atter gøre alt for at tage bare nogle af hendes lidelser. Tilbyde mine skuldre, og lade mig indhylle af tyngden og mørket. Lade disen der slører for alt solskin omslutte os. Miste fornemmelsen for, hvad der var mit og andres. Jeg ville derefter kaste mig over alverdens projekter og planer, for at holde mig selv i konstant bevægelse, undgå stilstand, og for at holde sygdom og mørke på afstand. Rastløs og hvileløs.

 

3. Lyset og mørket

 

Takket være vores mors ihærdighed blev Marie genindlagt på den psykiatriske i Vordingborg. Denne gang på en anden afdeling, hvor det var muligt at overvåge Marie hele tiden. Vi fik lovning på, at når der kom en ledig seng på et behandlingstilbud rettet specifikt mod spiseforstyrrelse, så var den Maries. Vores mor var udmattet. Hun ville gerne have, at jeg tog over, men kunne så alligevel ikke slippe. Vi aftalte, at hun så kun skulle besøge Marie et par timer om dagen, og ikke de dage hvor jeg eller Maries far besøgte hende. Hun skulle ikke være medindlagt denne gang. Marie skulle have lov at mærke sig selv, formanede jeg. Helt ærligt var jeg mest urolig for, at vores mor også her skulle starte en krig og kravle ind i Marie, blive et med hende, og lave en tyk og ugennemtrængelig hinde omkring dem, som ville holde alle andre, inklusiv mig, langt væk. Men det kunne jeg ikke sige. Først stilhed, men så accept. Min mor tog imod rådet, om ikke andet for en stund, og jeg var lettet.

 

Torsdag var dagen, hvor jeg skulle besøge Marie. Jeg både glædede mig og frygtede. Min mor havde holdt inde med informationer. Måske kunne hun mærke, at jeg havde haft brug for min rolige og robuste fiskekutter for en stund. Men nu var jeg på vej igen. Velvidende at alle parader snart ville sænke sig. Når jeg først så Marie, ville jeg igen blive indhyllet og afskrællet på en og samme tid.

 

Døren ind til den psykiatriske afdeling blev åbnet af en ældre rar mand. Han lignede typen man gerne ville kalde bedstefar. Enten var Marie i stuen, eller også var hun nede og ryge, fortalte han mig. Min krop rystede, og jeg knugede mine hænder sammen, borede mine negle hårdt ind i håndfladerne. En gammel vane, vel for at mærke noget. Mærke mig selv. Finde en vished om, at jeg stadig var tilstede derinde - et skjult sted inde i mig selv. 

 

Jeg fandt hende nede i rygegården. Solen skinnede – det var den første sommerdag i dag. 25 grader. I hvert fald ude i den rigtige verden. Marie lignede en der frøs. Med sort dunjakke om sig og tykke uldsokker. Hun sad og snakkede med en sygeplejerske. Hun havde det dårligt, kunne jeg se. Vred og ængstelig. Foroverbøjet, let rokkende og meget anspændt. Hun var blevet endnu tyndere end sidst. Hvordan var det muligt? Hvordan kunne hun stadig være i live, inde i den tynde uvirkelige krop?

 

Jeg gik langsomt tættere på. Ville ikke afbryde. Hun fik øje på mig, og smilte træt. Virkede glad  og lettet over at kunne afbryde sygeplejersken. Hun så meget dårlig ud. Ikke græde, tænkte jeg. Jeg kunne høre min egen overtilpassede og glade stemme præsentere mig over for sygeplejersken. Krammede derefter Marie. Jeg kan klare det her. Ikke miste kontrollen. Du er ovenpå. Ikke drukne. Træk vejret. Sygeplejersken gav mig en alarm, jeg skulle trykke på ved det mindste. Og Marie måtte for alt i verden ikke begynde at gå. Det var meget vigtigt. Jeg nikkede. Hun takkede Marie for snakken. Og så gik hun. Jeg var alene tilbage med Marie og en kold alarm i mine hænder. Skulle jeg gemme den bag ryggen, så den ikke vrængede sit grimme og akavet fjæs af os? Marie smilte til mig, som om hun læste mine tanker. ”Ja, det er lidt mærkeligt, men strukturen er, at jeg kun må ryge efter hvert måltid. Ellers så skal jeg være på værelset. Med åben dør. De skal også med mig på toilettet!” Hendes gamle knoglede ansigt skar en ungdommelig genert grimasse. Jeg smilte. Troede jeg nok. Jeg vidste ikke længere, hvad der var mit. Jeg var fokuseret på ikke at knække sammen. Hun pegede over mod en gammel basketball-bane. Der var et gammelt, rustent og højt hegn omkring og pladsen indeni var lille. ”Derinde gik jeg 16 kilometer, sidst de glemte at holde øje med mig”. Hun var stolt. Jeg var forbløffet, forarget og vred. Hvordan kunne hendes magre, syge krop gå 16 kilometer? Og hvorfor!

 

Jeg satte mig ned. ”Hvad snakkede i om?”, spurgte jeg og kastede hovedet over mod den tykke dør, som sygeplejersken lige var gået ind ad. Marie svarede, at de havde snydt hende. De tvang hende til at spise smør på bollen. Det var ikke en del af aftalen. De havde sagt, at hvis hun ikke gjorde det, så ville det blive sondemad. Sygeplejersken havde lige fortalt hende, at hun var så tynd nu, at hvis ikke hun tog på, så ville hun uden tvivl dø. På mandag skulle hun vejes igen. Hvis hun ikke havde taget på, så ville det blive mere tvang. Hun talte på en monoton måde, var vred og bitter, men ikke oprevet. Hun blev fjern. ”… Men jeg forstår det ikke. Det føles ikke virkeligt. Jeg tror ikke rigtig på, at jeg kan dø af det her.” Jeg bed mine læber sammen. Jeg var frustreret. Havde lyst til at ruske i hende. Hvordan kunne hun ikke tro på det? Døden skreg mig ind i ansigtet, den var så skræmmende, tydelig og virkelig – og så truende tæt på, at jeg vågnede op med sæt om natten, hver gang jeg drømte om hende. Og det var ofte. ”Jeg må vel bare håbe, at jeg har taget på på mandag”, sagde hun så. ”Ja, og så gør du jo alligevel ikke helt, vel?”. De ord altså. De uinviterede ord, hvorfor kunne jeg ikke holde dem inde, ligesom alle andre normale mennesker havde lært dem selv? Hun kiggede på mig med et pludseligt nærvær. Du må ikke lukke mig ude, bad jeg inde i mit hoved. ”Nej, det gør jeg ikke. For jeg ved, at spiseforstyrrelsen så vil straffe mig, og få mig til at gøre frygtelige ting”. Jeg blev lettet og rørt. Tak. Tak, fordi du valgte at lukke mig ind, at være ærlig. Men så registrerede jeg, hvad hun havde sagt. Betød det, at enten så ville hun sulte sig selv ihjel, eller også ville spiseforstyrrelsen overtale hende til at gøre endnu et selvmordsforsøg? Jeg kunne ikke rumme det og kiggede ned. Knugede mine hænder sammen, meget hårdt. Tvang et smil frem, og spurgte så, om hun ikke ville have hendes fødselsdagsgave. Det ville hun gerne. Min ældste datter havde tegnet en stjerne til hende. Hun blev rørt, fik våde øjne og smilte. Denne gang smilte hun rigtigt og inderligt. ”Hils hende, og sig tusinde tak”. Bagefter pakkede hun gaven fra mig op. Langsomt og omhyggeligt, med hendes knoglede 100 år- gamle fingre. Hun tog de store sølv-øreringe op, studerede dem nøje, ”dem kan jeg rigtig godt lide. Tak!”. Hun talte sandt, hun kunne virkelig godt lide dem. Men hun virkede usikker på, om hun kunne bære dem. ”Tror du, de er pæne til mig? Kan jeg godt have dem på? Måske til fest?” Spurgte hendes nu ungdommelige 26-årige stemme. Da hun holdte dem op til hendes magre, trætte og slidte ansigt, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke forestille mig en anledning i hendes nuværende liv, hvor hun ville tage dem på. I stedet sagde jeg: ”Jeg overvejede at købe et varmt sjal til dig. Fordi du altid fryser sådan. Det bemærkede jeg sidst, jeg besøgte dig. Men de her øreringe minder mig mere om dig. Om dengang, hvor du ikke hele tiden frøs. Og jeg ville gerne give dig en gave, du også kan bruge, når du ikke længere fryser”. Hvad var det jeg sagde? Jeg vidste det ikke. Men hun virkede til at forstå mig, og gav mig et kram.

 

Rygetiden var ovre, og vi måtte op på hendes værelse. Den samme rare ældre mand lukkede os ind. Han sagde ikke meget. Var det også akavet for ham? Værelset var upersonligt, men hyggeligere end det sidste. Der strømmede lys ind ad et stort, smukt sprosset vindue. Væggene var hvide. Jeg skulle tisse, og Marie stod ved spejlet. Hun betragtede omhyggeligt spejlbilledet. Holdt prøvende øreringene op til. Var det her bare en undskyldning for at kigge sig i spejlet endnu engang? Bare en tvangshandling? Eller ledte hun efter noget i spejlbilledet? Måske en anledning i en fjern fremtid, hvor hun skulle have øreringene på? Bagefter byttede vi plads. Det føltes helt naturligt og genkendeligt, midt i alt det unaturlige institueret. Vi fniste og snakkede. Marie fortalte, at det var mærkeligt, at der skulle være andre med hende på toilettet, som ikke var mig. Det var altid noget, at det kun var de kvindelige. ”Så ikke ham den rare bedstefar?” spurgte jeg fnisende. ”Nej, gud ske lov. Det ville altså være alt for mærkeligt.” Hun spurgte, om jeg ville sætte hendes hår. Det ville jeg meget gerne. Det her var indbegrebet af vores barndom. Vi klædte os altid ud, jeg sminkede Marie og satte hendes hår, og vi legede rollespil. Gik udklædte ud på vejen, legede at vi var hekse og skræmte de andre børn, mens vi grinte af os selv. Senere, da Marie startede i skole, bad hun mig også sætte hendes hår. Denne gang skulle det ligne de populære pigers. Da ville hun ikke skræmme og grine, hun ville bare ligne de andre. Bange for at være sig selv. For at blive mobbet. Og jeg satte hendes hår, men altid lidt for fantasifuldt. Hun ville gerne have det præcis som de andres. Og jeg måtte lave det om flere gange. Jeg kunne godt forstå hende. Jeg vidste alt for godt, hvor skrækkeligt det kunne være i skolen. At være anderledes. Jeg vidste også godt, at hun blev mobbet uanset hvordan hendes hår sad. Og allerede der, mærkede jeg, hvordan hun forsvandt fra mig. Og jeg hadede de andre børn, som gjorde hende ondt. Jeg hadede, at jeg ikke kunne passe på hende. At vi ikke længere bare kunne klæde os ud og sammen skræmme de andre børn væk. Og jeg savnede hendes grin og umiddelbarhed. Hendes helt vidunderlige rene grin. Som dengang til fastelavn, hvor vi var klædt ud i mormors gamle kjoler. Vi fik aldrig rigtigt samlet penge ind i vores bøsser, ligesom de andre børn gjorde, men gik bare rundt på vejene, grinte ad de forskellige grimme gangarter og skingre heksehyl vi kunne lave. Grinte hjerteligt af hinanden, og hånligt af alle de andre, som intet forstod. 

 

Jeg tænkte tilbage på dengang til en familiefest, hvor det pludseligt begyndte at regne vildt. Alle vi børn rendte rundt udenfor. Nogle af drengene tog T-shirten af og fortsatte fodboldkampen, andre, især pigerne, stillede sig op i tørvejr, med armene foldet godt omkring deres fine tøj. De fleste stoppede bare op, vurderende og tøvende. Og Marie, Marie gjorde ingen af delene. Nej, hun smed alt tøjet, og løb skraldgrinende rundt i regnen. Hende, med hendes buttede søde krop, solskins-gule flagrende hår og store krystal-blå øjne. Helt nøgen, fjollende, og med armende ude, som om hun fløj, og tungen ude af munden for at fange regndråberne. Blind for, at nu alle børn var stoppet op, og bare kiggede forundret på hende. Også nogle af de voksne, de, der ikke var for optaget af druk og høj stemning. Sådan var Marie, helt ægte, oprigtig og umiddelbar. Glad, og ligeglad med andres fordømmelse. Ren og vidunderlig. En sand entertainer og helt sin egen. Jeg kiggede også forundret på hende. Uden fordømmelse. Men stolt og beæret. Lykkelig over at dette enestående og smukke væsen var min lillesøster. Min irriterende og larmende, men også charmerende, levende og bekymringsfrie lillesøster. Min lille Marolle, som jeg havde opkaldt efter mit yndlingsdyr. Mariehønen. Dette eventyrlige lille væsen, som kunne sendes op mod himlen for at bede om lysere tider. Marie Marie Marolle, mit lille lys.

 

Men det snakkede vi ikke om, mens jeg stod der og flettede hendes porøse og smuldrende hår med rystende og nervøse fingre. I stedet grinte vi over, hvor dårlig vores mor var til at sætte hår. Hende med hendes høje 80’er springvand, og hvis hun fik lov, så også krabbejernet. Hvilken rædsel. På en måde virkede det som om, at Marie var tilbage, lige der, og så alligevel ikke. For hendes nakke var uhyggelig og tynd. Hendes sind var knækket. Glæden og umiddelbarheden havde forladt hende for længst. Mens jeg stod der og flettede hendes hår op, blev hendes knoglede hals og skuldre blottet, og røbede den lede virkelighed. Og jeg var bange og nervøs over for hende, på en måde, som jeg ikke var, dengang vi var børn. Jeg var bange for at sige det forkerte. Bange for at fodre sygdommen. Bange for at bebrejde. Og for at vise vrede. Vrede over at miste hende langsomt og smertefuldt. Vrede over at blive valgt fra. Bange for at såre hende og ødelægge hende yderligere.

 

Hun spurgte mig om, hvad jeg syntes om hendes kæreste. ”Vær ærlig”, sagde hun. Det var noget jeg var rigtig god til. En slags forbandelse. Så jeg gjorde mig umag her. Trådte varsomt. Jeg vidste, hvor hårdt deres forhold var, for dem begge. De var ulykkelige. Usikre. Klamrede sig fast til noget, der ikke var. Sygdommen havde skilt dem ad. Og de var ikke gode for hinanden. Ikke som det var nu i hvert fald. Diplomatisk tænkt af mig. I virkeligheden syntes jeg ikke, at han var god for hende. Hun følte sig skyldig, og han lod hende bære skylden. For det var oplagt og lettest. Det var, hvad jeg tænkte. Men det, ville jeg ikke sige. For jeg vidste, at det ikke var fair. Skyld er relativt, og det ville være forkert at gøre ham til en skurk. Desuden var det slet ikke mit bord. Det var kun Maries og hans sag. Ingen andre havde ret til at dømme deres forhold, og det var især farligt at lade mig eller hendes forældre gøre det. Problemet var bare, at det var det, Marie havde gjort. Hun havde udeligeret ejerskabet over hendes eget forhold, så nogle kunne beslutte, at han skulle være den skyldige. Måske for at skåne dem selv. Men hvis skyld var det egentlig, at Marie havde lukket sig inde og sultet sig selv i seks uger? Var vi ikke alle sammen blevet afvist og lukket ude? Når hendes forældre bebrejdede ham, at han ikke havde ringet til dem, forsvarede han sig med, at han var bange, bange for Marie og bange for ikke at magte mere. Og det forstod jeg rigtig godt. Jeg sagde til Marie, at hun ikke kunne vurdere forholdet endnu. Hun skulle vente indtil hun var tryg i at beslutningen var hendes helt egen. Ikke hendes forældres. Og slet ikke nu. Hun var enig.

 

Det var rart at snakke om kærester med sin lillesøster. Tæt på normalt. ”Han er jo din første store kærlighed. Det er svært at give slip, også selvom forholdet ikke er helt godt. Han er jo din ”Jeppe””,  smilte jeg. Jeppe var min første rigtige ungdomskæreste. Marie var meget forgabt i ham. Både fordi han var min kæreste, men nok også fordi, at han på en måde også var hendes ven. Hun holdte af ham. Og når Marie holdte af nogle, så var det loyalt og inderligt. Hun grinte højt: ”Nej Signe! Jeppe var min første kærlighed”. Jeg grinte med, og vi blev tryllebundet af minderne. Vores minder. Om dengang, til hendes 9-års fødselsdag, hvor hun havde inviteret Jeppe. Hun havde lavet bordkort til alle, men kun Jeppes var pyntet med hjerter. Hun havde placeret ham ved siden af sig selv, og jeg var placeret meget langt væk fra dem. Om aftenen havde Jeppe og jeg slået op. Endnu engang. Jeg var en teatralsk teenager, og græd voldsomt, da han gik. Mest på grund af, at jeg nu ikke havde nogen kæreste længere. Marie kom ind til mig, omfavnede mig og trøstede mig. Kærligt og omsorgsfuldt. Som hun altid gjorde. Også selvom det i virkeligheden nok var hende, der led det største tab.

 

Sådan var hun. Altid omsorgsfuld og godtroende. Hun tænkte aldrig dårligt om nogen og bar aldrig nag. Sådan var hun stadig. Men hendes renhed og umiddelbarhed havde forrådt hende, og verden omkring hende havde fået hende til at fordømme og tænke dårligt om sig selv. Sygdommen havde nu vendt hendes rene og åbne sind til et vagtsomt og paranoidt. Selv over for mig.

 

Hun spurgte personalet, om jeg måtte køre hende ud med kørestolen, så hun kunne få en cigaret og nyde solen lidt. De var tvivlsomme. Men det lykkedes hende at få lov, og jeg forsikrede dem om, at hun nok skulle blive siddende i kørestolen. Det var svært for hende. At blive kørt. Hun sad nervøst ude på kanten. ”Slap nu af, jeg skal nok køre ordentligt”, sagde jeg til hende. ”Nu kører du mig ikke ned af trapper ligesom sidst vel?”, bed hun tilbage med et sarkastisk smil. ”Hvorfor kan du ikke bare glemme det? Jeg købte dig jo en slikkepind bagefter”, og vi grinte. Grinte højt, lige der midt på den lange mørke gang, bagved manden der lignede en bedstefar, men som gik med de uhyggelige raslende nøgler, der skulle låse os ud i en indhegnet gård, så vi kunne nyde solen. Situationen, hvor jeg kørte Marie ned at trapperne på cykelstien, var ikke just mit stolteste øjeblik som storesøster. Hun var kun 3 år, og sad i hendes spinkle røde klapvogn. Vi var på vej i Brugsen, for at købe ind til vores mor. Jeg kørte hende ned af nogle trapper på stien. Hun ville gerne selv. Jeg kom vist nok til at lokke hende med en slikkepind. Umoralsk og forkasteligt. Men til mit forsvar, så var Marie unaturlig frygtløs. Grænseløs og naiv. Jeg kunne ikke modstå trangen til at eksperimentere og udforske dette enorme mod, eller måske rettere ekstreme dumdristighed. Jeg havde læst i min Anders and- stjernetegnsbog, at jeg delte stjernetegn med Georg gearløs. Denne sammenligning og identifikation tog jeg meget seriøst, så dette eksperiment var i forskningens tegn. Men da Marie slog koldbøtter ned af trapperne, og græd hjerteskærende over hudafskrabningerne, fortrød og angrede jeg dybt. Jeg lovede hende desperat en slikkepind, hvis bare hun tilgav mig, og ikke sagde noget til mor. Hun nikkede, og fik sin slikkepind, med ingen af løfterne overholdte hun.

 

Ude i solen snakkede vi om tøj. Hun roste min sommerkjole og fortalte, at hun elskede alt mit tøj og min stil. Hun ville gerne have alt det, jeg havde i mit tøjskab, sagde hun. ”Ja, det har jeg jo altid villet”. Vi grinte over alle de skænderier, hvor hun havde ”lånt” mit tøj uden at spørge, og kun blev afsløret ved, at jeg selv fandt det gemt inde i hendes eget tøjskab. Hun vidste naturligvis aldrig, hvordan det var endt der. Jeg blev rasende dengang, og kunne nægte at tale til hende i dagevis. Og nu var det så ligegyldigt. Ja, rettere smigrende og dejligt. Jeg savnede den slags konflikter. ”Jeg har faktisk noget tøj du gerne må få!” Sagde jeg så. ”En blomstret buksedragt for eksempel, nu her til sommer?”. Hun strålede. ”Ja, meget gerne. Jeg elsker når jeg får tøj af dig!”. ”Bare ikke cowboybukser, fordi dine ben er så frygtelig korte!”, tilføjede hun så grinende.  Og så, pludseligt, trak en mørk skygge henover hendes ansigt, og hun forsvandt. Hendes øjne blev uhyggeligt tomme og fjerne. Og hendes svage krop stiv af skræk. Jeg gøs. ”Hvad sker der? Hvor er du? Er det stemmerne? Hvad siger de?”, jeg rørte blidt hendes skuldre og prøvede at kamoflere angsten i min egen stemme med omsorg. Hun nikkede. ”Ja, de vil ikke have, at jeg hygger mig sådan med dig. Det fortjener jeg ikke. De er vrede. Det er nok bedst, at du går nu”. ”Ja, okay, jamen, så går jeg nu, så kan du også få ro og slappe af inden det næste måltid”. Jeg kørte hende tilbage på hendes værelse. Hun var træt. Insisterede dog på at følge mig ud til døren. Om det var gode maner eller udnyttelse af muligheden for at kunne motionere, det var jeg ikke helt klar over. Men jeg synes, at kunne læse svaret i personalets bebrejdende ansigter. Og egentlig vidste jeg det også godt, det var det sidste. Vi luftkyssede til hinanden, mens jeg gik ned af de snoede trapper, ud i virkeligheden, ud i sommeren. 

 

På vej hjem i bilen tænkte jeg på, hvilket tøj jeg skulle pakke ned, og forære til hende. Men noget andet sneg sig ind på mig. Angsten. Hvad, hvis det var spiseforstyrrelsen, der talte og lokkede mig i en fælde? Nu kunne hun få mit tøj i str. small, og det ville hænge for løst på hende, hun ville betragte spejlbilledet nøje, og det ville fodre hendes ondskabsfulde og syge stemmer, give dem kræft og næring. Og jeg var medskyldig. Min naivitet og min tilstedeværelse i sig selv. Forført af sygdommen igen. Dens udspekulerede og manipulerende tricks. På trods af mine analytiske Georg Gearløs-evner, kunne jeg aldrig gennemskue dette vanvittige spil. Uanset hvor umag jeg gjorde mig. Udmattelsen og opgivelsen skyllede ind over mig. Jeg fik lyst til at lukke øjnene, forsvinde. Magtede ikke mere. Et billede af mine to smukke døtre dukkede op for mit indre, og jeg spærrede forskrækket øjnene op. Kørte ind til siden. Bange. Bange for mig selv og mine følelser. Rullede vinduet ned og lod den friske forårs luft blæse noget af det tunge mørke væk. Så jeg igen kunne trække vejret.

4. Opgøret 

 

Forberedelserne og selve turen til Vordingborg syntes at være blevet mere vanlig for mig. Som jeg var blevet rutineret. Jeg var ikke så nervøs og kunne bedre være i mig selv. Min mand kommenterede det. ”Du virker ikke til at have det lige så dårligt, som du plejer”. Jeg kiggede udfordrende på ham. ”Altså. Jeg mener, jeg kan jo godt se, at det er hårdt for dig, men nu er du mere ligesom dig selv, mere til at kende. Den første gang du kørte til Vordingborg, der var du slet ikke dig selv. Der var jeg virkelig bekymret for dig”. Jeg vidste godt, at det var velment, og sikkert rigtigt, men inden i mig, vendte det sig. Jeg kunne ikke klare, at dette vanvid, den konstante frygt, var blevet normalitet. Igen. Igen, fordi det havde været det hele mit liv, og fordi, at det først var nu, at min krop havde tvunget mig til at mærke efter og reagere. At konfrontere, og ikke længere dække over og flygte fra mørket. Jeg ville ikke tilbage. Selvom det var hårdt og grimt at mærke, sørge og frygte, så ville jeg ikke tilbage til forklædningen og flugten. Jeg ville ikke reducere mig selv, endnu engang, til blot at sørge i det skjulte og på en hensynsfuld, pæn og omgængelig måde. Ligesom en balletdanser, der springer dresseret rundt på tåspidserne og laver de fineste piruetter, for at aflede publikummet fra de grimme, blødende tær og de indgroede negle, der er klemt inde i balletskoene. Jeg så mig selv stå udmattet og lidende med et påklistret smil og overskud.

 

For var det ikke denne falske ageren, jeg engang havde besluttet mig for at søge væk fra? Jeg huskede en scene fra min barndom. Mig, der øvede at gå på line rundt omkring min mors dobbeltseng. Sengen var genial at øve sig på, og jeg var fast besluttet på, at skulle være linedanser. Jeg ville bo i et cirkus. Rejse rundt, altid på farten. Langt væk fra mine egne forældre. Når de kom som tilskuere skulle de have pladser langt væk fra hinanden, og skulle kun kigge på. De skulle betragte mig, mens jeg gik på linen, højt højt oppe, i et helt andet luftlag. Et luftlag, der ikke var kvælende eller konfliktfyldt. De havde intet at bebrejde mig, for jeg skulle blot gå på linen. Og der ville være tilpas stor afstand mellem os, sådan at deres følelser og forventninger ikke kunne nå op til mig.

 

Da jeg stod foran døren til Maries afdeling og ringede på, bemærkede jeg min rystende hånd og min besværrede vejrtrækning. Min hals føltes indsnævret, som var den snøret sammen af sejt sejlgarn, og luften havde svært ved at komme igennem. Døren blev åbnet af en yngre mand, på min egen alder. Han så venlig og sympatisk ud. Jeg smilte nervøst, ”hej, jeg er Signe. Maries storesøster.” Han smilte tilbage. ”Jeg hedder Andreas. Du er meget ventet.” Han sagde det på en oprigtig lettet og humoristisk måde. Jeg  syntes om ham med det samme, og følte situationen mere naturlig. Og nu lidt stolt over, at min lillesøster havde ventet på mig. ”Er hun okay?” spurgte jeg. ”Nu er hun. Men det har været en hård dag. Med meget modstand. Det har kun holdt hende kørende, at du skulle komme,” fortalte han. Jeg smilte medfølende til ham. Jeg fik øje på Marie i døråbningen til hendes værelse. Hun smilte og lyste op, da hun så mig. Hun havde virkelig ventet på mig. Jeg løb hen og krammede hende. Denne gang mindre chokeret over de hårde knogler, der kom mig i møde. Det skræmte mig, at jeg ikke længere var skræmt. Dette hylster var ikke noget, jeg ville vænne mig til. Jeg ville ikke acceptere de skarpe kanter og det rådnende kød. Jeg prøvede at minde mig selv om at hendes krop blot var en forkert og syg skal, som mine øjne hele tiden måtte se bagom. Andreas mindede mig derimod om, at Marie ikke måtte gå, hun skulle køres i kørestolen hele tiden. Ja, jeg vidste det godt. ”Må jeg køre hende en tur i parken?” spurgte jeg. Det måtte jeg gerne. Jeg bemærkede, at han også virkede lidt usikker. Da han gik, hviskede jeg til Marie, at han virkede sød. Hun var enig og viste mig hendes tavle, hvorpå navnene på alle hendes kontaktpersoner stod. Hun gav mig et kort sladder-resume om, hvem der var skrappe, hvem der var lette at snyde og hvem der var søde. ”Men jeg har givet Andreas en rigtig hård dag i dag. Jeg har stået og kastet op foran ham, fordi jeg var så sur. Han kunne ikke stoppe mig.” ”Hvorfor var du så sur?”, spurgte jeg. Hun forklarede, at der var kommet nye proteindrikke fra det varehus, som afdelingen bestilte varer fra. Personalet havde forklaret og vist, at det var det samme indhold, blot i en anden emballage. Det havde Marie – eller spiseforstyrrelsen? - ikke godtaget og havde straffet dem hårdt. Jeg syntes det var synd for personalet. Jeg tænke tilbage på alle de gange, Marie havde fået psykotiske anfald, haft det svært eller været konstant deprimeret og lukket sig inde på sit mørklagte værelse. Der havde ligget en kvælende tyk og tung luft. Man skulle altid tage særligt hensyn og drage ekstra omsorg. For Marie, fordi hun var syg. Og for vores mor, fordi hun altid endte som offeret. Man skulle gå på listefødder, ikke kræve og ikke fylde, for så ville ting gå i stykker og den tykke luft ville kvæle de to mennesker, jeg elskede højst. Og i alt denne sygdom, dårlige stemning og de tunge følelser, havde jeg altid haft følelsen af, at jeg var den forkerte. Grunden til det hele. Den skyldige.

 

Jeg fik dårlig samvittighed, vaskede med ivrige bevægelser tankerne bort, gjorde Marie klar til gåtur. Skabte god stemning. Det var mit speciale. Min rolle. For på denne måde kunne jeg leve med den dårlige samvittighed. Måske dække over, hvor forkert jeg følte mig. Marie fortalte mig imens, at der var kommet plads til hende et sted i Roskilde, hvor de var specialister i spiseforstyrrelser. Hun var både glad og nervøs. Glad, fordi det havde været målet i lang tid, og fordi hun så kom tættere på mig. Jeg elskede den sidste begrundelse. Nervøs, fordi de nok var meget sværere at snyde. ”Jeg er bare glad. Glad, fordi du kommer tættere på mig. Og glad, fordi du får sværere ved at snyde”, sagde jeg smilende. Men Marie smilte ikke tilbage. Hun var bekymret. Hun var bange for kontroltabet. Det forstod jeg. Jeg forsøgte alligevel ihærdigt at holde fast i min egen følelse, glæden, og ikke lade det sorte vand, understrømmen, tage mig med. Jeg klemte mig selv hårdt i hånden. Borede neglene i håndfladen. Jeg er her. Lige her. Ikke der. Ikke syg. Ikke der. Men her.

 

Jeg skubbede hende af sted i kørestolen. Parken var bakket og stien anlagt i tungt grus. Jeg skubbede med besvær og forpustet åndedræt. Sveden begyndte at klø på min ryg, og min sommerkjole klistrede ulækkert til min hud. Jeg undrede mig over, at det var så svært og hårdt. Jeg troede, jeg var stærkere. Marie rømmede sig i stolen. Hun sad ude på kanten, anspændt og ubekvem. Hun ville ikke skubbes, hun ville selv motionere og forbrænde kalorier. Det pinte hende, at jeg, modsat hende, kæmpede og forbrændte. Hun sad sikkert og sammenlignede, målte og talte, og hadede mig, uden at ville det. Jeg kvalte mit tunge åndedræt, for ikke at pine hende yderligere. Hvilket resulterede i, at jeg fik det dårligt og følte mig endnu mere kvalt. Jeg måtte stoppe op, for at trække efter vejret, mens jeg prøvede at holde Marie siddende i stolen. Og det slog mig. Dette her billede, det var mit liv. Min tilstand. En illustration på min relation til min søster. Og vores mor. Tomme, håbløse og forpustede listefødder og kvælende åndedræt. Jeg fortalte mig selv, at det ikke kun var min søsters afvisning til livet og mig, som jeg reagerede på. Det var alt det, der gik forud. Alt det bagom og indeni. Det som øjnene ikke ser, men som kroppen mærker. Minder og mønstre.

 

Jeg var ikke i dårlig form. Men mine følelser tog pusten fra mig. De stak af og lod mig være alene i mit eget tomme, ensomme hylster. Det var uhyggeligt. Jeg bevægede mig fremad, uden at kunne se eller mærke noget.

 

… Prøvede at gå på linen, elegant og fejlfrit. Velvidende, at der ikke var noget sikkerhedsnet under mig. Et enkelt forkert skridt ville have katastrofale følger. Den efterfølgende tavshed og tomhed ville resultere i, at jeg ville blive febrilsk og ukoncentreret i mine forsøg på at træde lige på linen, gøre skader gode, reparere og fikse. Få andre til at grine og føle sig elsket. Få dem til at elske livet. Jeg skulle bare sige det rigtige, gøre det rigtige – skabe den rigtige stemning. Være sjov, være klog, være omsorgsfuld. Så skulle det nok gå.

 

Jeg ville ikke længere være linedanser. Jeg ville ikke være med i noget cirkus. Jeg ville ikke engang være i et andet luftlag. Jeg ville bare ned på jorden, ned til almindeligheden. Jeg ville være andet end blot en linedanser. Jeg var træt af at være på flugt fra forkertheden, og så higende efter bekræftelse og berettigelse. Enespænder. Udbryder. Aldrig med i midterfeltet. Altid på vej væk. På listefødder eller med løbesko. Og altid på en utydelig line, som jeg var så træt af at balancere på. Den kunne alligevel kun betrædes forkert eller vredes om på. Ikke mere performans. Jeg ville finde hvile i mig selv. Stilstand. Være i mig selv, og ikke flygte fra mig selv. Ikke længere.

 

Jeg tog mod til mig og sprang. Langt ned i dybet. Linen var sluppet, og jeg smed løbeskoene. For en stund i hvert fald. Bare indtil jeg havde fundet nyt fodfæste, som jeg kunne grave de bare fødder dybt ned i. Jeg længdes efter at finde en mark, hvor jeg kunne ligge mig fladt ned på ryggen, kigge på skyerne og bare trække vejret. Helt uden publikum. Så ville jeg kalde mine følelser hjem. Bange for hvad de ville medbringe efter alt den tid, men klar til at tage imod dem og stærk nok til at være værtinde for dem.

5. Udmattelsen

 

Marie havde ikke villet se mig, efter hun blev indlagt i Roskilde på sengeafdelingen i centeret for spiseforstyrrelse. Nu ventede jeg på, at se hende i modtagerummet. Jeg var meget lettet over, at hun endelig havde fået en plads her. Det virkede som det bedste tilbud og den bedste hjælp. Det havde været målet og håbet hele tiden. Samtidig var jeg bekymret for Marie, for at også de ville give op på hende. Hendes høje ranglede skikkelse kom frem i døren. Hun så udmattet og meget bedrøvet ud. Som et gammelt dødsbo fuld af støv, triste møbler og opgivelse. ”Du ser træt ud”, kommenterede jeg. Hun faldt mig om halsen. Og græd. Hulkende og længe. Opgivende.

 

Hun sad på sengekanten på hendes værelse. En kvinde låste døren til toilettet, og fortalte mig, at døren ud til gangen skulle være åben, så hun og hendes kollegaer kunne holde øje ude fra gangen. Og Marie skulle sidde ned hele tiden. Det var vigtigt. Kvinden var køn og blond, og hun sagde det med en undskyldende tone. Marie var vred. Indebrændt. ”De passer bare på dig. Jeg ved godt, at det er hårdt og svært, men de vil jo bare passe på dig. Det føles måske som overgreb, det forstår jeg - men de redder dig.” Mine ord var ligegyldige for hende, og hendes ansigt var lukket og forpint. Hun fortalte mig, at de hele tiden tvang hende til at spise mere og mere, madplanerne blev lavet om for hver uge, sådan at hun konstant forøgede sin vægt. Hvis hun snød, som hun indrømmede at gøre hele tiden, og ikke spiste præcist det madplanen beskrev, så blev hun tvunget til at drikke proteindrikke eller få lagt sonde. Jeg mærkede et forbudt og dristigt smil på mine læber. Lettelsen over at nogle endelig tog ansvar for at redde min søster. Jeg var panisk for, at det kunne ses. ”Jeg skal drikke sødmælk og spise flæskesteg”, sagde hun vredt, og med en ekstrem væmmelse. Hun nev sig i sin tynde gennemsigtige hud og fortsatte ”Jeg har allerede taget 600 gram på, og de siger, at jeg til sidst skal veje 65 kilo”. Marie var 176,5 cm høj og vejede 40,1 kilo da hun blev indskrevet. Hun nev hårdt i sin hud, manisk og oprevet. ”Jeg er så tyk og klam. Jeg skal slet ikke være her, jeg er alt for tyk - meget tykkere end alle de andre her. Forstår du det? Synes du ikke, at jeg er tyk? – Jeg ville slet ikke have, at du skulle se mig så tyk her. Jeg er ulækker.” Hendes stemme knækkede over. Hun græd. Jeg var mundlam. Følte panikken, vidste jeg skulle sige noget nu, noget der ville berolige hende, men ingen ord var gode nok. Hun blev ved at kigge vredt og konfronterende på mig. ”Synes du ikke, jeg er tyk? Prøv at se, hvor fed jeg er blevet?” En usikker forvrænget stemme lød fra min mund, ”Nej, du er ikke tyk. Du er meget meget tynd.” Og jeg tog mod til mig og spurgte så forsigtigt ”var det derfor du aflyste mine besøg?- Fordi jeg ikke måtte se, at du havde taget på?”. ”Ja. Jeg vil ikke være sådan her. Så tyk og klam. Så vil jeg hellere dø”. Hendes blik var mørkt og alvorligt. Hun mente det. Hun ville virkelig hellere dø. I hendes øjne passede personalet ikke på hende. De prøvede ikke at redde hende. I hendes verden mishandlede og krænkede de hende, og hun kunne ikke engang gøre modstand.

 

Marie var mishandlet. Ikke af personalet. Men af sygdom og livet. Det var som om hendes hjerte havde glemt, hvordan det skulle banke for sig selv. Nogen gange huskede det glimtvis. Og jeg greb desperat om håbet. Men det varede aldrig længe ad gangen. Hjertet fandt altid tilbage til mørket. Det var blevet bange for at banke selv. Mine tårer pressede sig på, og jeg kæmpede for at holde dem tilbage, at være stærk. Mit indre prøvede ikke længere at holde fast i lettelsen, nu var jeg frygtelig bange og fortvivlet. Forsøgte hele tiden at virke rolig og fattet. Men jeg visnede. Jeg tabte troen på at min Marolle nogensinde ville komme tilbage. Når Marie kom til at veje 65 kilo og blev erklæret rask og udskrevet, ville hun hade sig selv og livet. Og når Marie ville dø, kunne intet stoppe hende. Det vidste jeg. Hun var efterhånden en erfaren selvmorder. Aldrig bange. Ikke engang for døden. Og nu var hun mere vred end nogensinde før. På de forkerte.

 

Lige der føltes det som om, at min søster blot var et minde, en skygge fra en barndom med naive håb. Jeg huskede dengang hun forandrede sig. Dengang hun visnede, blev mindre levende, og i stedet stille, anonym og lukket. Opgivende og mere åben for mørket. Jeg havde følt skyld over at have efterladt hende. Over at have mistet hende. Over ikke at kunne redde hende. Over ikke at være nok. Jeg skammede mig. Jeg havde følt vrede, ensomhed, forkerthed og fejhed. Lige siden vi var børn. I alle mine forsøg på at redde min lillesøster og trække hende tilbage til lyset, havde jeg altid været så bange for også at forsvinde ind i mørket. Og nu indså jeg, at jeg aldrig havde haft en chance imod det. Sorgen ventede på at skylle mig omkuld, og jeg sænkede langsomt mit panser.

 

Da Marie kort tid efter fulgte mig ud, mødte vi hendes ene kontaktperson. Jeg fortalte hende, at jeg mente, Marie havde brug for at snakke med hende, om det hele og omvæltningerne. Hun var forstående og venlig, og sagde til Marie, at de skulle være sammen resten af dagen, så det fik de rig mulighed for. Jeg prøvede at agere venligt og roligt. Men havde ingen anelse om, hvordan jeg fremstod. Min stemme og krop virkede fremmed for mig. Jeg vidste ikke, om jeg var vred og havde lyst til at skælde ud. Eller om jeg var taknemmelig og havde lyst til at græde og kramme. Fordi hun nu vejede næsten 41 kilo, så lidt sundere ud, og at der endelig var nogle, der tog ansvar og ikke lod sig snyde. Jeg havde lyst til at takke dem, personalet og hele stedet. Det burde jeg. Men jeg kunne ikke. Jeg var vred, ked af det, magteløs, frustreret og ensom. Jeg kunne ikke placere følelserne, jeg kunne ikke se igennem og jeg kunne ikke gennemskue. Alt var tåget. Jeg var træt. Trætheden var overmandende. Jeg ville bare gerne hjem og løbe. Mærke mig selv på en velkendt måde. I stedet lagde jeg mig på min græsplæne, i fosterstilling og i mit løbetøj, og faldt i søvn. Mine drømme var urolige. Jeg rørte ved ting, ved mennesker jeg holdte af, og de blev mørke og døde. Visnede for øjnene af mig. Sort koldt vand skyllende ind over mig. Jeg druknede. Igen og igen. 

 

Min alarm på mobilen ringede og afbrød drømmene. Havde jeg selv sat alarmen til? Jeg var både lettet og lidt skræmt over min automatfunktion. Det var tid til at hente mine børn i deres institutioner. Jeg skiftede tøj, rettede mascaraen, forsøgte at ligne en mor. Bange for at blive gennemskuet. Bange for, at folk kunne se, at jeg i virkeligheden druknede i kaos, vanvid og mørke. Og at jeg ikke længere kunne svømme.

 

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883