Luk

Fysisk aktivitet kan mindske angstsymptomer 

Et nyt svensk lodtrækningsstudie har undersøgt, om 12 ugers guidet træning med forskellige træningsintensiteter kan reducere angstsymptomer hos patienter med angstlidelser, og studiet viser et fald i den gennemsnitlige angstscore.

Mand, der løber i skoven

I studiet deltog 223 patienter i alderen 18-65 år med angstlidelser set i almen praksis i Sverige. Ved lodtrækning blev deltagerne fordelt på tre grupper, to med guidet gruppebaseret kredsløbs- og styrketræning af forskellig intensitet og en kontrolgruppe, der modtag en rådgivningssession om fysisk aktivitet.

Resultaterne viste, at både træning af lav og moderat/høj intensitet gav et større gennemsnitligt fald i angstscoren sammenlignet med indsatsen i kontrolgruppen, og mod forventning så træningsintensiteten ikke ud til at have betydning for effektstørrelsen. 

Deltagerne i træningsgrupperne gik fra moderat/høj angstscore til lav angstscore efter 12 de uger.

Der er flere mulige forklaringer på den gavnlige effekt af fysisk aktivitet i forhold til reduktion af angstsymptomer. Ud over neurobiologiske teorier, der omfatter de systemer, der både er involveret i udvikling af angstlidelser og i, hvordan fysisk aktivitet påvirker hjernen, kan det i dette studie ikke udelukkes, at alene det at være en del af en gruppe og modtage støtte fra en fysioterapeut kan have en terapeutisk effekt. Det er relevant af foretage flere undersøgelser af effekten af guidet fysisk aktivitet ved specifikke angstlidelser og med fokus på betydning af træningsintensiteten.

Kilde

Henriksson, M. et al. (2022). “Effects of exercise on symptoms of anxiety in primary care patients: A randomized controlled trial”. Journal of Affective Disorder. 

https://doi.org/10.1016/j.jad.2021.10.006