Luk

Krigen i Ukraine rammer patienter i psykiatrien

Krigen i Ukraine har ført til en humanitær og sundhedsmæssig krise, som også berører personer langt ud over Ukraines grænser. Et nyt studie tyder på, at danske patienter med psykisk sygdom har oplevet en forværring af deres symptomer umiddelbart efter den russiske invasion, og at symptomforværringen kan relateres til krigen.

Ukraine, krig, tanks, soldater

Studiet er baseret på en analyse af 567.647 journalnotater fra 16.341 voksne patienter i psykiatrien i Region Midtjylland, der i perioden 1. januar til 8. marts 2022 var registreret med mindst ét journalnotat. Forskerne identificerede 502 journalnotater fra 369 unikke patienter, der indeholdt ordet ’Ukraine’ – med en skarp stigning i antallet af notater lige efter invasionen den 24. februar.

Blandt de 502 journalnotater blev der tilfældigt udvalgt og gennemgået 100 notater fra 94 unikke patienter for at undersøge, om der var sket en forværring af patienternes symptomer efter invasionen.

Gennemgangen viste, at 62 procent af notaterne fra 58 unikke patienter beskrev forværringer af symptomer som angst (29 procent), stress (21 procent), posttraumatisk stress (19 procent) samt vrangforestillinger og hallucinationer (11 procent), der formentlig kan tilskrives krigen i Ukraine. De hyppigst forekommende diagnoser blandt patienterne var skizofreni (22 procent), bipolar lidelse (14 procent), posttraumatisk stress (12 procent) og depression (16 procent). 

Selvom det ikke er muligt at dokumentere en årsag-virkning-sammenhæng mellem krigen i Ukraine og forværringen af patienternes symptomer, tyder den klare tidsmæssige sammenhæng mellem stigningen i antal tilfælde og krigsudbruddet på, at der kan være en sådan sammenhæng. 

Resultaterne fra studiet tyder på, at selv personer, der afstandsmæssigt er langt fra krigen i Ukraine, kan blive mentalt påvirket af den, og selvom det selvfølgelig rammer ukrainerne hårdest, så er det et tidligt advarselstegn på omfanget af de negative konsekvenser, krigen kan få for den mentale helbredstilstand i Europa.

Kilde

Østergaard, S.D. et al.: “Deterioration of patients with mental disorders in Denmark coinciding with the invasion of Ukraine”. Acta Psychiatrica Scandinavia. 2022.