Luk

Mange demenstilfælde i Danmark kan forebygges

Et nyt dansk studie indikerer, at 1 ud af 3 tilfælde af demens i Danmark kunne undgås ved at forebygge risikofaktorer, der kan udløse demens.

Demens, nyt fra forskningen

Tidligere undersøgelser peger på, at demens kan udløses af forskellige risikofaktorer som fysisk inaktivitet, høretab, forhøjet blodtryk og overvægt. Det forventes, at forekomsten af demens vil stige i fremtiden, og eftersom der fortsat ikke findes nogen behandling mod demens, mener forskerne, at forebyggelse indtil videre er den bedste mulighed.

I studiet fremstilles en model, der beregner sammenhængen mellem andelen af demenstilfælde og hver risikofaktor. Modellen arbejder med 12 risikofaktorer i alt og skaber gennem beregningerne en mulighed for at belyse, hvilken reduktion der vil være i demensforekomster, hvis risikofaktorerne minimeres.

Modellen indikerer, at 1 ud af 3 tilfælde af demens i Danmark kunne undgås, hvis alle risikofaktorer fjernes, og at særligt fire risikofaktorer er udslagsgivende og står for 64 procent af de demenstilfælde, der udløses af følgende risikofaktorer: at være midaldrende med enten forhøjet blodtryk, ukorrigeret høretab eller overvægt eller at være ældre og fysisk inaktiv.

Der er lavet lignende undersøgelser på globalt plan, men i dette studie forsøger man at lave en model, der kan bruges af andre lande til at beregne deres risikofaktorer, da det viser sig, at disse kan variere meget fra nation til nation.

Luftforurening kan blandt andet være en risikofaktor, men eftersom luftforureningen i Danmark er lav sammenlignet med andre steder i verden, er den ikke en udslagsgivende risikofaktor i en dansk kontekst. Gennem studiet søger de at skabe opmærksomhed omkring, at mange tilfælde af demens faktisk kan forebygges.

Kilde

Jørgensen K., Nielsen, T.R., Nielsen, A., Waldemar, G.: "Potential for prevention of dementia in Denmark". Alzheimer’s Dement. 2023;1-9.

...
Pige, kigger i kamera

Flere og flere får en psykisk lidelse. Unge mistrives. Børn bliver glemt. Psykiatrien i Danmark er ved at kollapse! Du kan gøre en forskel. Lige nu.