Luk

Mind My Mind hjælper også børn med psykoseoplevelser

Den evidensbaserede indsats Mind My Mind bør tilbydes til alle børn og unge, der har problemer indenfor angst, depression og adfærdsforstyrrelser, uanset om de har psykoseoplevelser eller ej. Det er resultatet af et nyt studie.

Dreng leger med Lego

”Børn og unge, der har psykoseoplevelser, har ofte mere alvorlige følelses- og adfærdsmæssige symptomer, end børn, som ikke har psykoseoplevelser. Derfor er det meget beroligende, at resultaterne viste, at Mind My Mind havde lige god effekt, målt på forældrerapporteret belastning af børnene, hos børn og unge med psykoseoplevelser sammenlignet med børn og unge uden psykoseoplevelser”, siger læge i børne- og ungdomspsykiatri, ph.d. Martin Rimvall, Region Hovedstadens Psykiatri.

Martin Køster Rimvall, læge, ph.d., Region Hovedstadens Psykiatri
Martin Køster Rimvall, læge, ph.d., Region Hovedstadens Psykiatri

Det nye studie er netop publiceret i tidsskriftet Early Intervention in Psychiatry.

Blandt de 196 børn, der modtog lettere behandling med metoden Mind My Mind for tegn på angst, depression eller adfærdsvanskeligheder i forbindelse med det randomiserede, kontrollerede studie fortalte 20%, at de havde haft psykoseoplevelser. Forskerne undersøgte, om de børn fik mindre ud af behandlingen, end de, der ikke havde psykoseoplevelser.

Vigtigt fund hjælper flere børn

Fundene i det nye studie er vigtige, fordi de viser, at blandt de børn og unge, der blev fundet egnet til Mind My Mind, var behandlingen effektiv, uanset om de havde psykoseoplevelser eller ej. Derfor bør psykoseoplevelser ikke i sig selv hindre deltagelse i Mind My Mind, som tilbydes til børn og unge, der har problemer indenfor angst, depression og adfærdsforstyrrelser.

Forude for beslutningen om at indgå i Mind My Mind blev børnene og de unge undersøgt ved en psykologundersøgelse. ”Ved at spørge ind til oplevelserne kan man hjælpe barnet med at få en realistisk forståelse af sig selv og omverdenen og opdage eventuel forværring med udvikling af psykotisk sygdom. Derfor er det vigtigt at undersøge barnet grundigt for alvorlige problemer, der kræver behandling i hospitalspsykiatrien, inden en behandling som Mind My Mind”, siger Martin Rimvall.

Mathilde med sin mor ved spisebord

I gennemsnit har et til to børn i hver skoleklasse psykiske problemer i en grad, der hæmmer deres liv og udvikling. Derfor har Psykiatrifonden sammen med tre regioner og fire kommuner udviklet Mind My Mind: Et program, som afhjælper psykisk...

Hører stemmer eller ser syner

Psykoseoplevelser er hyppige hos børn og unge og kommer til udtryk som forbigående hallucinationer som fx at høre stemmer eller at se syner, eller som usædvanlige ideer om at føle sig udspioneret eller forfulgt. Psykoseoplevelser kan virke skræmmende for barnet selv, og børn og unge kan være bange for at fortælle om den slags oplevelser til de voksne, der er omkring dem.

For nogle børn er psykoseoplevelser en normal del af udviklingen, men børn med psykiske helbredsproblemer såsom angst, depression og adfærdsforstyrrelser har hyppigere psykoseoplevelser end børn, der ikke har mentale helbredsproblemer.