Ny viden om risikoen for at udvikle depression
Et nyt dansk studie er det første, som undersøger en særlig serotoninreceptors forbindelse med såkaldt neuroticisme som personlighedstræk. Personer med neurotiske træk er særligt disponerede for at opleve negative følelser, vrede, angst, irritation og følelsesmæssig ustabilitet.
Serotonin er et stof, som overfører signaler i nervesystemet og påvirker humør og stemningsleje. I antidepressiva er det blandt andet serotonin, der stimuleres.
Resultaterne af studiet, som er baseret på data om 131 raske personer, peger på, at raske personer, som både har den undersøgte serotoninbinding og høje neurotiske scorer, har forhøjet risiko for at udvikle depression. Studiet opfordrer til videre undersøgelser af behandling mod depression med et samtidigt fokus på serotoninreceptorer og neurotiske personlighedstræk.
Studiet fremhæver, at medicin og terapi kombineret med fx psilocybin kan være en effektiv behandling. Psilocybin er et psykedelikum af svampe, og tidligere studier har vist, at en enkelt dosis mindsker neuroticisme i op til tre måneder, og en nedjustering af serotoninreceptoren resulterede i øget åbenhed.
Resultater fra andre studier peger på, at kognitiv terapi og mindfulness givetvis også kan reducere neuroticisme.