At tale om døden og lytte til sorgen
Hvorfor er det så svært at tale om døden? Og hvordan bliver vi bedre til det? Charlotte Grønbech har haft døden tæt på i sit arbejdsliv som bedemand og sygeplejerske. Her deler hun sine erfaringer.
Blikket flakker. Vi flytter os nervøst i stolen. Og hvor skal vi gøre af vores hænder? Mange af os ved ikke, hvad vi skal stille op med os selv, når vi skal tale om døden. Vi undgår det helst, hvis vi kan. Men vi kan ikke undslippe døden. Den er et livsvilkår, og det samme er sorg og tab.
Charlotte Grønbech siger det både enkelt og poetisk: ”For mig er det en naturlig del af livet.”
Hun er uddannet sygeplejerske og har været vant til de svære samtaler hele sit arbejdsliv. Som leder af Psykiatrifondens Rådgivning, hos Livslinien og som bedemand. I dag er hun sundhedsformidler i Odsherred Kommune med fokus på kroniske lidelser, men hun har stadig psykiatrien inde på livet.
Vi har to ører og én mund. Vi skal lytte mere, end vi skal tale.
”Det er ikke anderledes at tale om døden med folk, der har en psykisk sygdom. Det er vigtigt at huske, at man ikke altid behøver sige så meget, når man taler med en person i sorg. Vi har to ører og én mund. Vi skal lytte mere, end vi skal tale.”
Alle bearbejder sorg forskelligt, men sorg skal altid behandles respektfuldt. ”Forlænget sorglidelse” er blevet en anerkendt diagnose. Charlotte Grønbech minder om, at man ikke kan forberede sig på en bortgang. Selv når personen har været i et langt sygdomsforløb, er det svært.
”Hvordan finder man balancen mellem at være realistisk og samtidig nære håb? Det gør det heller ikke nemmere, at det kan virke forbudt at sige, at man føler en vis lettelse, når en person får fred og bliver fri for eventuelle smerter.”
Døden er aldrig nem. Men det gør det ikke nemmere, at vi er så bange for at tale om den.
Et liv i de dødes tjeneste
Bedemand er ikke det, de fleste drømmer om at blive. Men mange ved heller ikke, hvad det egentlig indebærer, og hvor meget man menneskeligt får ud af det. Charlotte Grønbech fik muligheden gennem en skolekammerat, der var i branchen, men tanken om at blive bedemand havde allerede strejfet hende.
Jeg kunne godt lide tanken om at bidrage til, at de efterladte kommer bedst muligt videre.
”Jeg har jo en baggrund som sygeplejerske, og der er nogle ligheder. Det fordrer den medmenneskelige samtale, man skal vise sin evne til empati og selvfølgelig turde tale om døden. Jeg kunne godt lide tanken om at bidrage til, at de efterladte kommer bedst muligt videre.”
Som hjemmesygeplejerske havde hun prøvet at gøre afdøde i stand, før bedemanden skulle ankomme. Været med til at sikre en værdighed. Hun vil ikke romantisere, for ofte er det svært, og tårerne er mange, men:
”At være i de svære samtaler og have hjulpet giver en følelse af, at flere hundrede kilo er lettet fra familiens skuldre.”
Dén lettelse kombineret med ritualer gør det lettere for mange at komme godt videre. Charlotte Grønbech kigger ofte på billeder sammen med familien, taler lidt løst. ”Der er ikke noget, der skal forceres. Man er færdig, når man er færdig.”
Tårer og tabu
For en bedemand handler det meget om sproget. At finde de rette ord. Mange bedemænd udformer også dødsannoncerne sammen med familien.
”Her kommer tårerne virkelig frem, for hvad skal der stå? ’Han er gået bort’? Jeg har oplevet, at et barn i stuen så spørger: ’Hvorhen?’.”
Vi vil gerne styre og kontrollere vores liv, og vi kan nogle gange tro, at vi er udødelige. Derfor kan det ramme så hårdt, når man mister en nær første gang.
Charlotte Grønbech smiler, for det er ikke trist alt sammen. Hun understreger, at det er sundt at græde, også i sorgbearbejdelse. Hun bruger begrebet ”slippegråd”, som er en vigtig og forløsende fysiologisk funktion, hvor man netop giver slip. For fem år siden mistede hun selv sin far, som blev 85 år.
”Han var frisk til det sidste, og jeg var helt afklaret med det. Men da vi bar kisten ud, begyndte min krop at ryste. Da kom den dybe gråd. Det føltes som ret lang tid, og så var der en enorm fred og ro i kroppen bagefter.”
Døden er stadig tabu for mange mennesker. Det er til en vis grad kulturelt, fortæller Charlotte Grønbech:
”Det er ikke noget, vi taler så meget om herhjemme. Vi vil gerne styre og kontrollere vores liv, og vi kan nogle gange tro, at vi er udødelige. Derfor kan det ramme så hårdt, når man mister en nær første gang.”
Hun fortæller, at det netop er en grund til, at mange børn har gavn af at have kæledyr: Selv en lille æske til en død undulat kan lære børn vigtigheden af at tage afsked med respekt og værdighed. Det kan lyde banalt, men sorg og sorgbearbejdelse antager mange former.
Vigtigst er det at huske de to ører, der kan lytte til den ene mund.