Forskning

Der er ikke sket den samme positive udvikling i behandlingen af psykisk sygdom, som vi i de senere år har set på fx kræftområdet. At der traditionelt været større fokus på forskning i fysiske sygdomme er måske være fordi, psykiske sygdomme sjældent er direkte dødelige – i modsætning til mange fysiske sygdomme. Og derfor anses det ikke som helt så vigtigt eller prestigefyldt at forske i dem.

Behov for mere forskning

Behov for mere forskning i psykisk sygdom

Hvorfor bliver en del af os psykisk syge, mens andre går fri? Vi ved meget lidt om, hvad der forårsager psykiske sygdomme, og derfor også om, hvordan man effektivt behandler dem. Antallet af patienter i psykiatrien er fordoblet på ti år, og i løbet af livet kommer hver tredje af os i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst én gang. Særligt i børne- og ungdomspsykiatrien er tilvæksten af patienter betydelig. Samtidig udgør psykiske lidelser med 25 procent den største sygdomsbyrde i det samlede, danske sygdomsbillede. Og de samlede direkte og indirekte omkostninger for samfundet ved mentale helbredsproblemer udgør årligt 55 milliarder kroner. 

Danske forskere skal være med i front, når det gælder om at skabe den viden, der kan sikre et gennembrud i forståelsen af faktorerne, der fører til psykisk sygdom. Derfor arbejder Psykiatrifonden for at fremme et blomstrende forskningsmiljø inden for psykisk sygdom i Danmark. Helt centralt er, at der afsættes flere forskningsmidler til feltet. Psykiatrifonden arbejder således for, at der oprettes en årlig pulje på 100 millioner kroner af offentlige forskningsmidler, der reserveres til forskning i psykiatri. Puljen – eller forskningsfonden – skal være en del af den kommende tiårsplan for psykiatrien. Men der er også brug for mere fokus fra private fonde.

Grundforskning 

Grundforskning 

Grundforskning er forskning i områder, der ikke direkte er knyttet til en anvendelse – i dette tilfælde inden for det psykiatriske område. Men det er en forudsætning for, at man kan foretage mere målrettet eller anvendelsesorienteret forskning, der er til direkte gavn for patienter. Grundforskning kan fx være forskning i molekylær- eller cellebiologi, hvordan celler kommunikerer med hinanden og med andre celler. Eller det kan være forskning i, hvilke områder i hjernen, der bruger energi ved forskellige aktiviteter. Grundforskning sker ofte på universiteterne. 

Medicinsk behandling 

Medicinsk behandling 

Medicin mod forskellige psykiske lidelser og tilstande udvikles efter samme retningslinjer som medicin mod fysiske lidelser. Mulig medicin afprøves først på raske, frivillige forsøgspersoner for at sikre, at stoffet ikke er direkte giftigt. Derefter afprøves medicinen på en udvalgt gruppe af patienter for at undersøge, om det virker mod sygdommen. Og herefter afprøves medicinen typisk i lodtrækningsforsøg på en større gruppe patienter. Her får nogle patienter det stof, man gerne vil teste, og andre får enten den sædvanlige behandling mod sygdommen eller et uvirksomt stof. Ofte er forsøgene sat op som dobbeltblindede forsøg, hvor hverken patienterne eller deres behandlere ved, om hvilken medicin de har fået.  

Forsøgene løber typisk i en kortere periode (3 til 6 måneder) og derefter bliver resultaterne analyseret. Hvis resultaterne er positive, det vil sige, hvis der er en større reduktion i symptomer blandt patienter, der har fået det aktive stof, end blandt patienter, der har fået den sædvanlige eller ingen medicin, så kan medicinalfirmaet bag forsøget ansøge om at få medicinen godkendt til behandling af sygdommen hos de offentlige myndigheder. I Danmark er det Lægemiddelstyrelsen. Ofte bliver medicinen til en start ansøgt og godkendt til en ret specifik målgruppe. 

Medicinsk behandling mod psykisk sygdom er fx Lithium (der bruges som behandling og forebyggelse af bipolar lidelse) og SSRI-præparater (der bruges som behandling mod depression og angst). 

Andre behandlingsformer 

Andre behandlingsformer 

Andre former for behandling end medicin, fx forskellige psykoterapeutiske behandlingsformer, gennemgår ikke den samme godkendelsesprocedure som medicinsk behandling. 

Det betyder ikke, at ingen af disse behandlingsformer er afprøvet, eller at man ikke har forsket i dem. Men der findes ingen myndighed, der skal godkende psykologiske og terapeutiske behandlinger, før de må tages i brug. Hvis en behandlingsform har vist gode resultater i afprøvninger, kan myndighederne vælge at anbefale behandlingen. I Danmark har Sundhedsstyrelsen i de kliniske retningslinjer, der findes for behandlingen af mange sygdomme fx anbefalet psykologisk behandling som førstevalg i behandlingen af angst hos børn og voksne.  

Risikofaktorer 

Risikofaktorer 

Der er en stor interesse i at undersøge, hvilke grupper, der har den største sandsynlighed for at udvikle en psykisk sygdom. Epidemiologisk forskning kan afdække både biologiske risikofaktorer (fx gener) og sociale risikofaktorer (fx at man udsættes for særlige belastninger på forskellige tidspunkter i sit liv). Hvis man ved, hvem der har en stor risiko for at udvikle en psykisk sygdom, kan man måske forhindre sygdommen i at opstå. Eller man kan undgå, at den udvikler sig meget alvorligt ved at hjælpe den enkelte person eller sætte ind med forebyggelse overfor særlige grupper. 

Genetisk epidemiologisk forskning undersøger DNA fra patienter med en psykisk lidelse og sammenligner det med DNA fra personer uden en psykisk lidelse. Hvis man opdager systematiske forskelle i bestemte gener mellem patienter og raske kontrolpersoner, er det en indikation på, at netop det gen kan have betydning for, om man udvikler sygdommen. Hvis man kender genets funktion, det vil sige hvilket protein (fx et særligt enzym eller en neuroreceptor), kan man måske udtænke medicin, som kan bruges til at behandle sygdommen. IPSYCH er et eksempel på et sådant genetisk forskningsprojekt. 

Tvillinge- og familiestudier er et andet eksempel på epidemiologisk forskning, der forsøger at kortlægge balancen mellem arv og miljø i udviklingen af psykisk sygdom. Man kan beregne, hvor stor arveligheden er for forskellige psykiske sygdomme ved at sammenligne sygdomsudviklingen hos enæggede tvillinger, der er genetisk ens og derfor deler gener 100 procent, og tveæggede tvillinger, der er ligesom almindelige helsøskende og deler 50 procent af deres gener. 

En mere klassisk epidemiologisk disciplin er studier af risikofaktorer eller – markører for psykisk sygdom. Man kan fx undersøge, hvor ofte psykisk sygdom forekommer blandt en bestemt befolkningsgruppe, et bestemt erhverv eller hos personer, der har været udsat for bestemte hændelser. I de simpleste undersøgelser måler man på psykisk sygdom og den mistænkte risikofaktor samtidig. Det kan fx være, at man ser på om en person med psykisk sygdom har taget en uddannelse af en vis længde. Her vil undersøgelser ofte vise, at personer med psykisk sygdom har kortere uddannelse end den øvrige befolkning. Da man imidlertid måler på forekomsten af psykisk sygdom og længden af uddannelse samtidig, er det ikke muligt at sige noget om årsagssammenhæng. Man kan tolke sammenhængen som, at kort uddannelse er en risikofaktor for at udvikle psykisk sygdom. Men en lige så relevant tolkning er, at det at have en psykisk sygdom gør, at man ikke får en lang uddannelse. Disse såkaldte tværsnitsstudier kan sætte fokus på en sammenhæng, men man kan altså ikke sige noget om, hvad årsagen til denne sammenhæng er. I eksemplet med psykisk sygdom og uddannelse kan man altså ikke sige, om kort uddannelse er en risikofaktor eller blot en risikomarkør for psykisk sygdom. 

Hvis man undersøger forekomsten af mulige risikofaktorer i en befolkningsgruppe og så senere undersøger, om nogle af dem har udviklet en psykisk sygdom, så taler man om longitudinelle undersøgelser, hvor det er muligt tidsmæssigt at fastslå en sammenhæng. Man har fx brugt dette studiedesign til at undersøge sammenhæng mellem graviditetskomplikationer hos moderen og senere udvikling af psykisk sygdom hos barnet. Selvom man kan fastslå en sammenhæng mellem disse to ting, så er det ikke ensbetydende med, at der er en årsagsmæssig sammenhæng. Der kan være andre faktorer hos de kvinder, der oplever graviditetskomplikationer, som gør, at deres børn har en større risiko for at udvikle psykisk sygdom, fx livsstilsforhold hos moderen, familieforhold eller sociale forhold.  

Rehabilitering 

Rehabilitering 

De fleste kan blive raske efter en psykisk sygdom eller få det væsentligt bedre af behandlingen, med færre symptomer og bedret funktionsevne. Rehabilitering er ofte et ambulant tilbud i kommunerne, og kan bestå af uddannelse af patienter i deres egen sygdom og inddragelse og uddannelse af pårørende. 

Peer to peer ordninger benytter sig af, at patienter, der er i bedring, hjælper og støtter patienter, som ikke er helt så langt i helingsprocessen. Det har positive effekter for både den, der støtter og den, der modtager støtte. Den ”raske” patient oplever, at hendes erfaringer kan være til hjælp og nytte og den ”syge” patient kan spejle sig i én, der har oplevet det samme som hende selv og blive betrygget i, at der er håb om at få det bedre. Den positive effekt af peer-ordninger er dokumenteret i flere forskningsprojekter.