Anne Maries bog 'Bipolar og mig'

Af Sarah Cecilie Boss, journalist

Anne Marie Løkkegaard er nyslået forfatter til Psykiatrifondens nye bog 'Bipolar og mig’, og i dette interview med journalist Sarah Cecilie Boss har hun har et særligt ærinde: At fortælle om det, mange skjuler, nemlig manien.

Hvorfor har du skrevet din bog?

Jeg ville give mening til det meningsløse. Bipolar lidelse er en ubarmhjertig kendsgerning i mit liv. Ved at fortælle det til andre, kan jeg måske hjælpe dem og selv få det bedre.

Hvilke nye indsigter har skriveprocessen givet dig?

Da jeg først prøvede at sætte hænderne til tasterne, fik jeg et decideret panikanfald. Jeg kunne ikke. Det kunne jeg nu, og det har givet mig selvtillid. Det har givet mig en rolig fornemmelse, og det et pinlige og skamfulde ved især manien er blevet mindre. Det har gjort mig afklaret.

Du indså på et tidspunkt, at din bipolare lidelse er kronisk – hvad fik dig til at indse det? Og hvad betyder det for dig?

Jeg havde mange anfald, da jeg var i 20’erne. Jeg fik ’rettet mit liv’ og havde ingen anfald i 12 år. Sygdommen fadede væk, men i 2014 fik jeg et tilbagefald. Og i virkeligheden er sygdommen der hele tiden. Det var en smertefuld erkendelse.

Du skriver om noget, vi ikke så ofte ser beskrevet – manien. Hvorfor er det vigtigt for dig?

Det er svært at tale om noget, der er så tabuiseret – turde jeg det? Det har domineret meget for mig, at jeg har skjult manien, jeg har skammet mig, ikke fortalt om den. Men nu er jeg gået over en bro, og jeg ser mig ikke tilbage.

Du bruger ord som ’dyrisk’, ’overbelastet’ om maniske perioder?

Mani er en tilstand, hvor en masse ufiltrerede tanker fylder i hovedet på samme tid, og ens tanker ryger ud af munden uden filter. Når jeg er psykotisk, har jeg en anden opfattelse af virkeligheden i de cirka seks uger, det står på. Jeg glider bare langsomt væk fra virkeligheden.

Du taler om en vred mani – hvad vil det sige?

Når manien står på, kan jeg rable og tale usammenhængende, men jeg ved det ikke selv. For mig giver det fuldstændig mening, og jeg føler, jeg har ret i det, jeg siger. Når jeg ser i andres ansigtsudtryk, at de ikke forstår mig, bliver jeg meget vred. Det kan være temmelig voldsomt.

Manien har blandt andet den betydning hos dig, at du får sagt nogle ting, som kan virke meget barske på den, de er møntet på – Hvad har de maniske perioder kostet på den relationelle konto?

Jeg tror, at mine ufiltrerede meninger, som bare røg ud, har haft negativ betydning for flere veninderelationer, da jeg var på konservatoriet. Men det nok især betydet, at det var svært for mig at finde en kæreste. Jeg har ofte satset på de forkerte, og det var ensomt at være single i de 12 år, jeg var det.

Du fortæller om dine forældre og dine brødre – du skriver blandt andet om den sorg, dine forældre må have haft over at se, at deres datter var syg – men, som du så skriver: ’De kom ud med en ceriserød azalea og sagde, at alt nok skulle gå’ – hvad betyder dine forældre og dine brødre?

Nogen skal stå på jorden, og det har de gjort. Deres rolle har været at sige: ”Nu stopper det.” De har reddet mit liv, og det samme gælder mine brødre og senere Jens. Uden det netværk var jeg ilde stedt.

Du skriver et sted, at ’fra min familie har jeg altid følt en slags pligt til at virke’ – kan du uddybe det? Og hvorfor det er godt?

Man kan ikke forlange, at nogen skal ’virke’, altså præstere noget, i en situation, hvor man er så syg. Men det betyder, at jeg altid har haft en selvopholdelsesdrift, uanset hvad. Jeg skal op, selv hvis det bare er for at få en kop kaffe. Når jeg er depressiv, bliver jeg ikke liggende i sengen, og det har været vigtigt for mig: Hvis du kan, så stå op.

Bogen er en meget åben fortælling, også om den smerte, din ældre bror Jacobs selvmord i 1988 har betydet. Han havde skizofreni og tog sit eget liv som 22-årig. Hvad betyder han?

Mine første indlæggelser var forbundet med sorg over min bror Jacob. Og mit forsøg på at udfylde det hul, han efterlod i familien, har haft stor betydning for, at jeg blev syg. Han var musiker på meget højt niveau, og når han ikke længere var der, ville jeg indtage den rolle. Jeg havde talent for at synge, og jeg kunne gå hele vejen, så jeg kom også ind på musikkonservatoriet og fik en uddannelse som klassisk sanger. Men det kostede.

’Man påtager sig en skyld’, skriver du, og fortæller om et syn på psykisk sygdom, der handler om, at hvis der er psykisk sygdom i en familie, er det nok fordi familien er dysfunktionel, og sygdommen er resultatet af ubehandlede traumer. Hvordan har du oplevet den skyld i din egen familie?

Da jeg var barn, tror jeg mine forældre følte stor skyld i forbindelse med Jacobs sygdom, som kom som en ekstrem overraskelse: ”Hvordan kan den søde, kloge, talentfulde dreng blive så forandret og så syg? Hvad har vi gjort forkert?” I dag ved vi meget mere om genetik og muligheden for, at psykisk sygdom nedarves. Det er fx tilfældet i min familie, hvor der også er andre, som har psykisk sygdom. 

Hvad ønsker du dig, at læseren tager med sig fra din bog?

Hvis læseren selv har en psykisk sygdom, så håber jeg, at læseren vil opleve følelsen af ikke at være alene. Og det er en trøst at vide, at der er andre som du, selvom ingen taler om det. I en bredere forstand vil jeg gerne appellere til tolerancen. Måske kan jeg medvirke til, at flere forstår de spor af ødelæggelse, psykisk sygdom kan trække i et menneskes liv.