Det handler ikke om mad

28-årige Anna Louise Jensen er kvik. Hun taler lige så nemt om komplekse emner, som vi andre taler om vejret. Hun har også altid fået gode karakterer, men det har aldrig været omkostningsfrit. Historien om Anna er en historie om præstationskultur, angst, kontrol og spiseforstyrrelse. Men det er ikke en historie om mad. Som hun siger:

”Spiseforstyrrelser handler om kontrol og følelser. Det er en sejlivet misforståelse, at det handler om mad.”

Kontrol vender vi tilbage til. Først skal vi en tur i gymnasiet. Det går godt for teenageren Anna; sådan ser det i hvert fald ud. Hun lever op til de mange forventninger, og i gymnasiet tænker man uhensigtsmæssigt meget på andre menneskers forventninger.

”Man skal have gode karakterer, have de rigtige venner, være populær, se godt ud. Når man så har alle de her ting, skal man kæmpe for at leve op til det. Og i 3. g knækkede filmen for mig.”

Anna begynder på det tidspunkt at få flere angstanfald og kan ikke jonglere med de mange forventninger og relationer. Hun mister kontrollen. Men i slutningen af gymnasiet finder hun ud af, at der er én ting, hun kan kontrollere, og det bliver hun afhængig af: hvad der bliver i maven.

”Jeg sad til en fest og spiste chips, og pludselig kom der en følelse af, at det var for meget. Så gik jeg på toilettet og kastede op, og jeg fik tanken: Det er da smart, det her. Jeg kan spise chips uden at tage på! I starten troede jeg, at det handlede om mad. Men i virkeligheden var jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke havde nogen kontrol. Så spiseforstyrrelsen tog styringen.”

Din bedste ven og værste fjende

Anna har generaliseret angst og en personlighedsforstyrrelse, der giver hende et stort behov for kontrol. I dag kan hun se, at det har været den perfekte cocktail for at udvikle en spiseforstyrrelse. Men i næsten tre år tænkte hun ikke, at hun havde bulimi.

Hun beskriver generaliseret angst som en fiskekrog på skuldrene, der leder efter noget at hægte sig på: En eksamen at være nervøs for. Et modermærke, der skal tjekkes. En relation, der skal genovervejes.

”Man kan sige, at angsten springer. Den kan gå fra noget konkret og kropsligt til noget mere eksistentielt. Da min læge for eksempel bekræftede, at jeg ikke skulle være bange for mit modermærke, sprang angsten videre: ’Hey Anna, elsker du overhovedet din kæreste?’.”

Da Anna studerede på universitetet, blev det tydeligt hvert halve år, at angsten var voldsommere, når det igen blev tid til eksaminer. Eksamensangst er velkendt for mange, og for Anna var der en ekstra dimension.

”På universitetet kunne hele mit værd måles i karakterer. Det gav mig en slags struktur, som ikke var sund. Men en usund struktur var bedre end ingen struktur for min hjerne.”

Her bød spiseforstyrrelsen sig også til som en hjælp. Som struktur. Når det har været værst for Anna, har det hele føltes, som om hun druknede midt ude i et enormt hav. Langsomt sank hun længere og længere og længere ned.

”Og lige pludselig ser du en redningsvest, og så griber du bare fat. Spiseforstyrrelsen var den redningsvest.”

Alle mennesker er forskellige. Men fælles for mange med spiseforstyrrelser er, at de oplever den som en allieret. Den kan være din bedste ven og værste fjende på én og samme tid. Anna beskriver det som både psykisk terror og en konstant kamp med ens egen hjerne.

Instagram og sammenligningskultur

Når Anna fik det 12-tal, hun havde knoklet for, havde hun ikke mere at give af. Batterierne var flade.

”Men så lå jeg derhjemme og kunne se på Instagram, at mine venner var ude at fejre og feste. Hvorfor kunne jeg ikke også det? Det er et af problemerne med sociale medier: Du kan altid være mere. Sjovere, klogere, mere festlig, i bedre form, tyndere.”

På sociale medier fandt Anna også et fællesskab for personer med en spiseforstyrrelse. Men hvad der startede som en støtte, kom til at holde hende fast i en sammenligningskultur i flere år. Folk fortalte, hvor meget de havde tabt sig, delte deres BMI og gode råd til at skjule, at man havde kastet op.

”Jeg har lyst til at skrige til mit gamle jeg: Det, du ser på sociale medier, er ikke det virkelige liv. Uanset om det handler om kropstyper eller venner, der sidder og er totalt overskudsagtige på café, er det hele bare et glimt af virkeligheden. Et poleret glimt.”

Anna er også bekymret for de generationer, der er vokset op med sociale medier og bliver formet fra en meget ung alder.

”Du kommer til at tro, at det er sådan, livet skal se ud. Samtidig skal du tænke på uddannelse eller job, før din identitet er formet, og det betyder, at samfundets forventninger bliver en del af din identitet, om du vil det eller ej.”

Hun fortæller, at Instagrams algoritme kan se, hvornår du bruger et splitsekund længere på et billede eller en video. Herefter foreslår den dig mere af det samme, og på den måde kan du pludselig møde indhold, som du ikke bevidst bad om. Altså også indhold, som kan skade dig, fordi du allerede er i en skrøbelig situation: Guides til at kaste op lydløst, manualer til at snyde lægen, måder at snyde med vægten under indlæggelse. Og så videre og så videre i et uendeligt feed.

Anna fandt ud af, at hun måtte gøre noget for at komme ud af det, og det gør hun stadig. Fordi hun træner meget, ser hun mange træningsvideoer. Når hun så gemmer en træningsvideo, reagerer Instagram med det samme og viser hende videoer om kostplaner og vægttab.

”Så snart jeg ser en reklame eller noget, der gør mig dårlig, fravælger jeg det aktivt. For hver video eller post markerer jeg ’se mindre som dette’. Algoritmen vil dig ikke noget godt, så du må selv tage affære.”

Ætsede tænder

Som 24-årig så Anna pludselig tegn på, at kroppen havde taget skade. Hendes tænder var blevet ætset af opkast. Hendes hår var blevet tyndere. Neglene krakelerede, halsen var svulmet op.

”Det var ikke en indsigt, der kom snigende. Det var en lussing.”

Hun blev ikke fri af sin bulimi fra den ene dag til den anden.

”Men min purge (udrensningen, red.), altså at kaste op, blev noget, der ikke længere var rart for mig. Det blev ubehageligt. Nu så jeg tydeligt, hvad det gjorde ved min krop.”

Nogle bliver helt fri af deres spiseforstyrrelse, mens andre kan være plaget hele livet. Anna betegner sig som et sted midtimellem og kalder det ”en dans, der kan trigges ved stress og angst. For så er der stadig noget, jeg kan falde tilbage på, som kan kontrolleres. Også selvom det er et børneplaster på et åbent skudsår.”

Hun spiser sundt og træner. Men hun går ikke op på en vægt, for det gør ikke noget godt for hende. Det gør hende til gengæld godt at dele sine erfaringer. I dag holder hun foredrag om spiseforstyrrelser og psykisk sygdom. Hun er også mentor for universitetsstuderende med psykisk sygdom.

”Det er ofte en meget lang og ensom kamp at leve med en spiseforstyrrelse, og derfor er det så vigtigt at afstigmatisere det. Det er også derfor, jeg står frem med navn og billede. Når jeg fortæller min historie, hjælper det nogle til at forstå, at der er underliggende dynamikker bag spiseforstyrrelsen.”

Hun har gjort sig mange tanker om den måde, man bliver mødt på, når man har en spiseforstyrrelse. Både i behandlingssystemet og af pårørende.

”Man skal i behandlingen fokusere mere på de underliggende årsager. Vi skal finde ud af, hvorfor folk reagerer på den måde. Mange har også svært ved at tale om det, fordi de kæmper med deres egen hjerne. Spørg, hvad de har brug for, og hvis ord ikke slår til, så giv dem et kram. Forståelse uden ord viser stadig, at du er der.”

Og kontrollen? Den har Anna selv lige nu – ikke spiseforstyrrelsen. Hun skal bare respektere sine egne grænser, både hjemme og ude, og have forståelse fra omgivelserne.

”Jeg kan ikke lide, når folk bare serverer noget for mig. Jeg vil gerne selv skære et stykke lasagne. Det betyder ikke, at jeg spiser meget lidt eller rigtig meget, det betyder bare, at jeg selv har valgt det. Det er den kontrol, jeg har brug for.”

Anna Louise Jensen har efter interviewet sendt følgende gode kommentarer og tanker om spiseforstyrrelse.

Perfektionisme

Vi lever i et samfund, hvor fokus på individet er eksploderet. Du har 100 millioner forskellige valg, du kan og skal træffe. Og så skal du forresten helst vælge rigtigt, helst hurtigt og så helst også gøre det godt. Jeg har altid gjort mit værd op i karakterer. Jeg sagde engang til en ven halvt jokende og så alligevel overhovedet ikke: “Jeg føler, at jeg får 02 i at være menneske. Måske lige et 4-tal, hvis jeg tager mig sammen”.

Selvforskyldt

Jeg hører desværre ofte, at spiseforstyrrelser er en selvforskyldt sygdom. Og at folk og pårørende derfor bliver usympatiske. Det er ikke et valg. Det er en sygdom. En seriøs og dødelig sygdom. Nogle studier viser, at mange med en spiseforstyrrelse bruger op til 8-10 timer af deres vågne timer på at tænke på mad. Tænke på hvad det næste måltid skal være. Fanatisk tjekke menuen på den restaurant, man skal ud og spise på. Føle sig skyldig. Træne. Binge. Purge. Skyld. Opkast. Angst. Selvhad. Repeat. Repeat. Repeat. Hver. Eneste. Dag.

Lyder det som noget, man nogensinde ville vælge?

Grunde til spiseforstyrrelsen

Jeg læste et ret spændende datasæt for ikke så lang tid siden. Det handlede om opfattelser af grunde til udviklingen af en spiseforstyrrelse. Altså opfattelser af folk både med og uden en spiseforstyrrelse.

Kun 2 procent af dem uden en spiseforstyrrelse opfattede traumer og traumatiske oplevelser som en potentiel årsag. 23 procent af dem med en spiseforstyrrelse påpegede traumer eller traumatiske forløb som en af de VIGTIGSTE årsager. En majoritet af dem med en spiseforstyrrelse beskrev, at deres spiseforstyrrelse var for at håndtere underliggende problemer eller diagnoser. De adspurgte uden en spiseforstyrrelse kunne slet ikke forstå, hvordan en spiseforstyrrelse blev en redningsvest for mange.

Mad

Mad er noget, vi samles om som mennesker. Det er noget, vi nyder, noget, der bringer os sammen, noget, vi bruger til fejringer. Det er jo en grundblok i vores basale overlevelse, der bliver gjort ustabil, når man har en spiseforstyrrelse: Et forstyrret forhold til mad og næring. Som pårørende er det vigtigt at forstå, hvor fundamental en ting i livet, der kommer i ubalance.

På toppen af et bjerg

For et par år siden var jeg på ferie i Alperne, hvor jeg besteg et vandfald. Efter vandfaldet fortsatte jeg ind i en gletsjerdal. Fortsatte og fortsatte. Der var helt stille. Altså dødstille. Dalen føltes uendelig, i begge retninger. Luften stod stille, som i et vakuum. Og pludselig skreg jeg alt, hvad jeg kunne. Og græd. Begge dele af glæde.

Jeg var så stolt af min krop. Hvad den kunne præstere, når jeg passede på den. Mærke styrken i mine muskler. Blodets susen og glæden over at være fri fra spiseforstyrrelsens greb.

Læs mere om spiseforstyrrelser