Luk

Sådan håndterer du eksamensangst

Flyt opmærksomheden, træk vejret og lad være med at gruble. Det er nogle af de råd, Psykiatrifondens psykolog Kasia Kalinowska her giver til at håndtere eksamensangst.

Eksamensangst

Det er eksamenstid, og for nogle er det nu, mareridtet begynder. Det er naturligt at være på tæerne, nervøs, spændt, når man skal til eksamen.

Men for nogle kan eksamensangst blive så voldsom, at ens funktionsniveau bliver påvirket, og at man sover dårligt, og det kan føre til det, psykolog i Psykiatrifonden Kasia Kalinowska kalder "sikkerhedsadfærd".

Du bliver mere optaget af angsten end af din præstation.
Kasia Kalinowska, psykolog, Psykiatrifonden

Det kan fx være helt overdreven forberedelse eller, som en af hendes klienter fortalte, at man kommer til eksamensstedet flere timer før nødvendigt, har læst i døgndrift og er helt oppe at køre. Og selv om man kan tro, at det er den rigtige vej at gå, så er psykologens melding lige modsat, for nej:

”Du bliver udmattet, og din hjerne har svært ved at rumme det. Du bliver mere optaget af angsten end af din præstation”, siger Kasia Kalinowska.

Det er vanskeligt at sige noget præcist om udbredelsen af eksamensangst, men de angstfyldte tanker hænger ifølge nogle studier sammen med bekymringer og manglende selvtillid.

Tal med din lærer – og sov godt

Eksamensangst kan vise sig som fysiske symptomer som kvalme, hjertebanken og opkast, eller psykiske symptomer i form af at føle sig bange, vred, frustreret eller skamfuld.

Det er altid et godt udgangspunkt at forberede sig så godt som muligt på den kommende eksamen. For nogle kan det hjælpe at skrive sin angst ned. Du kan også overveje at tale med din lærer eller underviser forud for eksamen, så de kender til din situation og kan støtte dig.

Derudover påviser en undersøgelse fra USA en direkte sammenhæng mellem søvnkvaliteten i dagene op til en eksamen og oplevelsen af eksamensangst. Der er derfor belæg for at sige, at det er mere gavnligt at prioritere søvn fremfor at blive oppe hele natten og læse. Undersøgelsen viser desuden, at tidligere eksamenspræstation også har en betydning for, hvordan man klarer en eksamen.

Tre gode råd

Hvad er det værste, der kan ske?

Et af Kasia Kalinowskas råd lyder: Tænk over, hvad det værste, der kan ske, er.
Lærere og censorer vil gerne hjælpe dig igennem eksamen, og at fejle eller ikke bestå er formentlig det værste, der kan ske.

”Selv hvis du skulle komme til at græde eller få et angstanfald under eksamen, så mister du ikke alt. Dine evner bliver ikke udslettet, og du har nye valg eller andre muligheder. Ofte kan du fx tage den samme eksamen igen senere”, siger Kasia Kalinowska.

Er det dig, eller angsten, der taler?

Eksamensangst kan optræde hos alle, og den rammer ikke kun mennesker, der generelt lider af angst. Den er så at sige ’sin egen form for angst’ og optræder isoleret som en slags fobi, uden dog at være en fobi, fortæller Kasia Kalinowska:

”For nogle kan det blive så grelt, at de tænker på at stoppe på deres studie eller lade være med at gå til eksamen. Men der skal man spørge sig selv – eller spørge den, der har det sådan – om det nu er dig, der taler, eller det er angsten, der løber af med dig.”

Lad være med at gå med

Hvis man er forælder til unge mennesker, der skal til eksamen i den kommende tid, måske for første gang, og man kan mærke uroen brede sig hos dem som angstfyldte tanker og skrækforestillinger om situationen ved det grønne klæde, så er Kasia Kalinowskas råd meget klart:

 ”Lad være med at gå med dem ind i de tanker. Lad være med at gruble med dem. For på den måde vedligeholder du angsten. Tal om det. Tal situationen igennem. Hvis du har prøvet det selv, så fortæl fx at du også var nervøs, men at det gik helt anderledes, end du have forestillet dig. Og hvis angsten bremser den unge i en sådan grad, at du tænker, at det bliver svært at komme igennem, så søg hjælp og behandling”, foreslår Kasia Kalinowska.

Mundtlig eksamen er værst

Det er særligt den mundtlige eksamen, der kan udløse angstfyldte følelser og tankemylder, fortæller Kasia Kalinowska.

”Ved den mundtlige eksamen bliver det hele sat mere på spidsen, og man skal stå ansigt til ansigt med lærer og censor. Der er straks-afregning, kan man sige. Og hvis angsten fylder for meget, kan det blive svært at gennemføre”, siger Kasia Kalinowska.

For det, der sker i den situation, er at dit eget fokus vedligeholder angsten, forklarer hun:

”Når jeg taler med mennesker om eksamensangst, så taler vi om den situation, der skal udspille sig ved eksamen. Situationen er ikke farlig for dig. Censor er ikke ude på at slagte dig. Måske går klappen ned, og du får et dårligt resultat af din eksamen, men selv om det måske føles sådan lige i øjeblikket, så er det ikke en katastrofe”, som hun siger.

Find råd og hjælp til eksamensangst

Man kan altid ringe til eller chatte med Psykiatrifondens rådgivning om sin angst og uro: Psykiatrifonden.dk: Hjælp og rådgivning

Du kan også gå en tur i Psykiatrifondens mentale, digitale motionscenter. Her finder du råd og øvelser, du kan bruge eller hjælpe andre med at bruge, når angsten viser sig. Du finder fx en god vejrtrækningsøvelse, du kan tage med dig ind i eksamenslokalet: Psykiatrifonden.dk: Vejrtrækningsøvelse

Der er også hjælp at hente hos Studenterrådgivningen, hvor du blandt andet kan hente deres booklet omkring eksamen (pdf).