Jeg vil aldrig mere fortælle, hvordan jeg har det

Det er slut med at være ærlig en anden gang. For Ditte vil ikke opleve igen, at nogen tager hendes selvbestemmelse fra hende.

´Lad mig nu gå´. ´Det er slet ikke det her, jeg har brug for´. ´I ødelægger mig´. To betjente skal føre Ditte ned på det værelse, hvor hun skal være. Hun er blevet tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. Men Ditte vil ikke ned på værelset. Hun råber. Og hun prøver at stikke af og slår, sparker og spytter. Betjentene stiller sig foran udgangsdøren, og personalet holder hende fast. De får hende ned i rummet.

Ditte lægger sig i sengen. For enden sidder en vagt og holder øje med hende. Hun er under konstant overvågning, også når hun skal på toilettet. Og også om natten, hvor vagten har taget en pandelygte på, så hun kan læse i et blad.

Ditte vil ikke snakke med nogen af vagterne, selvom de prøver. Hun er sur, fordi hendes plan ikke er lykkedes. Og hun er bange. Bange for at sige noget: ”Jeg var bange for at være ærlig. Tænk, hvis de så sagde, at jeg skulle blive der i lang tid,”, siger 24-årige Ditte, der var tvangsindlagt for to et halvt år siden.

Farvel, vi ses aldrig mere

Ditte er indlagt i et døgn. Hun græder, hører musik på sin telefon og snakker lidt i mobilen med en veninde, der senere kommer forbi med noget tøj. Hun vil ud. Og derfor beslutter hun sig i løbet af natten for at samarbejde og ´virke lidt glad og lidt sød´.

Næste morgen snakker hun med vagten og giver hende den øjenbrynskniv og de cirka tyve piller fra hendes jakkelomme, som politibetjentene ikke har fundet. Hun presser på for en samtale med en psykiater og lyver og siger, at hun har det meget bedre i dag end i går, og at selvmordsforsøget var en kæmpe fejl. Hun bliver udskrevet.

Veninden kommer og henter hende. Ditte får en pose med de ting, politiet har taget. ”Farvel, vi ses aldrig mere,” siger hun. Hun er helt oppe at køre over at komme ud. Ditte og veninden kører på McDonald´s. Næste dag er hun tilbage på arbejde.

Træt og uden håb

Kort tid før Ditte bliver kørt til den psykiatriske akutmodtagelse, har de to betjente fundet hende i hendes bil på en øde markvej. Hun har skåret sig overalt i sine arme og ben med en øjenbrynskniv. I lommen på jakken har hun en masse piller. Cirka 100 i alt. Hun har allerede taget et par stykker, da politibilen dukker op.

Betjentene er søde og spørger, om de skal køre hende på sygehuset, så hun kan få tjekket sine sår og få kigget på, om nogle af dem skal syes. Den ene betjent kigger i hendes lommer og tager de piller, hun finder, og et par knive og det afskedsbrev, Ditte har lagt i bilen til sin mor.

Inden betjentene dukker op, har de ringet til Ditte. Men hun lægger på, da hun hører, det er politiet. ”Jeg var træt af livet. Træt af at have det skidt, og at jeg ikke følte, at noget gik min vej. Helt opgivende og uden håb,” siger Ditte, der blev misbrugt seksuelt som teenager og lider af selvskadende adfærd, angst, OCD og PTSD. Selv er hun overbevist om, at hun havde taget sit liv, hvis politiet ikke var kommet.

Det er en veninde, der har ringet til politiet, fordi hun ved, Ditte har det skidt. Og da Ditte pludselig ikke svarer på hendes sms’er, bliver hun bekymret. Ditte forsøger at snakke sig ud af situationen med betjentene, men hun har ikke noget valg. Hun skal med. Og hun tænker ´pyt´. For hun regner med at komme hjem igen med det samme. Det har hun nemlig prøvet før.    

Endelig ærlig

Ditte kommer til med det samme i den psykiatriske akutmodtagelse. Normalt har hun ellers ventet længe. Hun har været der omkring ti gange før, når hun har haft selvmordstanker. Men hun har aldrig været indlagt, selvom hun er blevet tilbudt det.

Ditte er sur, fordi det ikke lykkedes hende at begå selvmord. Sur over, at politiet afbrød midt i det hele. Det er noget, hun sommetider stadig ærgrer sig over. For hun var fast besluttet den dag. Men den dag i akutmodtagelsen er hun også fast besluttet på at fortælle, hvordan hun har det.

 ”Jeg tænkte, at jeg var nødt til at være ærlig og gøre mit for at få det bedre. At jeg måtte tage mig sammen. Og at jeg lige så godt kunne prøve, for det gik alligevel ikke længere,” siger Ditte, der har gået til privatpraktiserende psykologer og i distriktspsykiatrien on and off.

På akutmodtagelsen er hun ærlig om sine selvmordstanker, og hun fortæller kort, om det hun har oplevet i sit liv, og hvad det har gjort ved hende. At hun ikke tror, at hun nogensinde kan få et normalt liv. Og at hun ikke tror, at nogen nogensinde vil kunne overskue at være sammen med hende, og at hun heller ikke selv kan overskue at fortælle sin historie til nogen, uden at være bange for, at de løber skrigende væk.

Det er faktisk første gang, hun er helt ærlig, fortæller hun: ”Jeg har rigtig svært ved at åbne op. Jeg har det rigtig dårligt i min krop bagefter. Og jeg har ikke haft en følelse af lettelse, eller at det var godt at komme ud med noget. Tværtimod har jeg tænkt, at ingen kan hjælpe mig,” siger Ditte. 

Reddede liv, men brød tilliden

Til samtalen på akutmodtagelsen spørger personalet, om hun vil lade sig ind indlægge frivilligt. Det vil hun ikke. I stedet bliver hun indlagt på røde papirer. Tvangsindlagt.

”Hele min verden brød sammen. Det var rigtigt svært for mig, at min selvbestemmelse blev taget fra mig. Og jeg vidste jo ikke, hvor længe det ville vare,” husker Ditte, der synes, at det var en forfærdelig oplevelse.

I dag tænker hun, at personalet sikkert gjorde, som det skulle. Og hun ved godt, at personalet reddede hendes liv. Men hun føler, at tvangsindlæggelsen var et tillidsbrud og slet ikke det, hun havde brug for.

Hun havde brug for et kram og en omfavnelse og en behandler, der tog sig tid til at snakke og lytte, så længe hun havde brug for det. I stedet for at tvangsindlægge. Og som så mange gange før, havde hun følelsen af en behandler, som ikke rigtig havde tid, og som kiggede på uret, og tænkte, at tiden snart var gået.

”Det er en dårlig løsning, at de tvangsindlægger, før de har taget en ordentlig snak. Det er langt over mine grænser. Og jeg synes ikke rigtig, jeg fik noget ud af det. Jeg kom i hvert fald ud igen uden en plan.”

På stuen går Ditte i baglås og tænker, at hun ikke vil sige mere: ”Det turde jeg ikke. Jeg vil aldrig mere være 100 procent ærlig og fortælle nogen, hvordan jeg har det. Aldrig,” siger Ditte.

Til eftersamtalen lige før, hun bliver udskrevet, bliver hun spurgt, om hun ønsker at klage. Hun siger ja. Men hun får det aldrig gjort. For hun orker ikke mere.

Ditte er et opdigtet navn, men kvindens identitet er redaktionen bekendt.