En psykiatri med mindre tvang

Af Torsten Bjørn Jacobsen - Formand for Psykiatrifonden

For en psykiatri med meget mindre tvang

Tvang er ikke et rart ord. Man kommer hurtigt til at tænke på noget middelalderligt. Alligevel er tvang en del af psykiatrien, og lige meget hvor meget vi prøver at udvikle, reformere og afstigmatisere psykiatrien, så vil tvangen være en nødvendig del af psykiatrien – men det må kun være helt undtagelsesvist. I dag er det ikke tilfældet. 

Siden den første psykiatrihandlingsplan fra 2014 har det været en af den regionale psykiatris fremmeste opgaver at nedbringe tvangen. Psykiatrien har fået "gennembrudsprojektet", bæltefri-afdelinger, de særlige pladser og "safewards"-modellen.

Og mange af tiltagene har været lovende og nogle ligefrem epokegørende. Men det er ikke lykkedes at nedbringe tvangen varigt. Der er faktisk mere, der tyder på, at forsøget på at nedbringe tvangen har haft flere skadelige virkninger.

Island gør det ikke – i Storbritannien er det forbudt

Der er særligt "benchmarket" benhårdt på nedbringelse af bæltefikseringer. Det er igen forståeligt, at de påkalder sig opmærksomhed. I landene omkring os har man en anden tradition. Det er faktisk stort set kun i de nordiske lande, man bruger bæltefiksering.

Island bruger det ikke. I stedet fastholder personalet patienten så længe, det er nødvendigt. I Mellemeuropa bruger man netsenge, der holder patienten inden for et afgrænset areal, men ikke spændt fast, og i Storbritannien har brugen af bælter og remme været forbudt siden 1957.

Hvad er bedst og dårligst?

Mange briter synes, at vi har en meget middelalderlig praksis. Den angelsaksiske tradition er i stedet at berolige med medicin. Det er svært at sige, hvad der er bedst – eller dårligst.

På ét område er Danmark foregangsland. Vi har tal for, hvad vi går og laver – i hvert fald for tvang. Derfor kan vi følge udviklingen, til forskel for en del andre lande. Målet har været, at bæltefikseringer skulle nedbringes med 50 %. Al anden tvang skulle blot nedbringes.

De samme tvangsindlægges flere gange

I perioder har der været små lyspunkter. Der var steder i landet, hvor tallene for bæltefikseringer gik ned. Så holdt de op med at falde for så at stige i andre dele af landet. Nu er der bare mange flere tvangsformer end bæltefiksering.

Den øvrige tvang inkluderer også den mest indgribende tvang – nemlig frihedsberøvelsen. Det omfatter at blive tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. Det skulle, som bekendt, blot nedbringes. Men der er sket det modsatte. Først og fremmest bliver de samme mennesker indlagt med tvang flere gange. Antallet af frihedsberøvelser er kun gået en vej – og det er op.

Der er også andre tvangsformer: Man kan anvende magt ved at give akut beroligende medicin, hvis patienten er urolig. Loven giver også mulighed for fastholdelse i farlige situationer. Det sidste, der skal nævnes, er tvangsbehandling. Al denne anden tvang skulle nedbringes. Men det er bare ikke sket. Noget er steget lidt, andet er steget meget. 

Et klart mål: Mindre tvang

Man kunne spørge, hvor meget tvang skal der egentlig være i et land som Danmark. Lovgivningen siger, at man skal anvende tvang, hvis nogle særlige kriterier er opfyldt og der ikke er mindre indgribende måder. Målet må dog være: Der skal anvendes meget mindre tvang i psykiatrien herhjemme, end det er tilfældet nu.