Ingen ønsker tvang

Nogle bliver vrede, nogle fjendtlige, andre bliver kede af det, og nogle ønsker at klage. Andre igen siger bagefter, at de godt kan forstå, at det skete.

Men for alle er det en meget ubehagelig situation, og alle er berørte på hver sin måde. Og derfor skal vi forebygge og nedbringe tvang i psykiatrien mener centerchef Mette Bertelsen Fredsgaard, Psykiatrisk Center Glostrup i Region Hovedstaden.

Det er et arbejde, vi formentlig aldrig bliver færdige med

Foran den dør, der fører ud til gangen, står en patient. Hun vil ud. Men døren er låst indefra. Personalet vil gerne have hende lidt væk fra døren. For folk, der kommer udefra og skal ind, kan ikke se hende, og de risikerer at ramme hende, når de åbner døren. Men kvinden vil ikke flytte sig. Situationen kører op, og hun bliver bange, ked af det, vred og meget udadreagerende. Det ender med tvang.

Senere drøfter personalet, om de kunne have gjort noget anderledes. Fik de egentlig talt ordentlig med hende om, hvorfor hun gerne ville ud? Ville hun måske bare gerne ud i haven og tog den forkerte dør? Kom de til at gå for tæt på hende, eller lagde de en hånd på hendes skulder, selv om de godt ved, at hun ikke bryder sig om det? Det har hun jo sagt.  

Det er én af de episoder, som personalet på Psykiatrisk Center Glostrup har talt igennem for nylig. Når personalet har set sig nødsaget til at bruge tvang over for en patient, analyserer de efterfølgende situationen for at se, hvad det er, der får en situation til at køre op, og dermed hvordan de kan forebygge tvang.

På nogle afsnit drøfter personalet også såkaldte ’nær-ved-hændelser’. Det er situationer, som ikke ender i tvang, men hvor situationen eskalerer og er tæt på at ende med tvang. 

”Vi prøver at lære af det og kigge på, om der er noget, vi skal huske til en lignende situation en anden gang.  Ingen ønsker tvang. Det er rigtig voldsomt for vores patienter. Og det er rigtig voldsomt for vores personale. Og vi bruger selvfølgelig kun tvang, når alle andre muligheder er udtømte,” siger centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup, Mette Bertelsen Fredsgaard.

Tvang kan både være tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsernæring og tvangsmedicinering. Og det kan være fastholdelse og bæltefiksering. 

Det handler om at forebygge

Den største udfordring er ifølge centerchefen, at det er en meget kompleks opgave at nedbringe tvang. En opgave, som kræver et stærkt ledelsesfokus, gode rammer, uddannelse af personale, et stort tværfagligt fokus og samarbejde med både ambulante enheder, bosteder og kommuner. 

”Der er ingen hurtige løsninger, og tvang er noget, som vi hele tiden skal have fokus på. Vi forebygger tvang i alt, hvad vi gør. Og det er et arbejde, vi formentlig aldrig bliver færdige med,” siger hun. 

Især én ting er meget vigtig for at forebygge tvang. Nemlig at indlæggelsen sker, før patienten har det rigtig skidt, og det hele er kørt op.

For når en patient bliver indlagt, handler det om at inddrage patienten så meget som mulig. Om at sikre, at patienten forstår, hvorfor han eller hun er indlagt, og hvordan læger og det øvrige personale tænker, at de kan hjælpe. Men også om at få patientens eget bud på, hvad der er patientens mål og håb og plan for at få det bedre. Og om hvordan patienten og personalet kan mødes i det.  

Kend krisetegn på forhånd

Sammen med patienter, der bliver indlagt frivilligt, laver personalet også en såkaldt ´forhåndstilkendegivelse´. Her fortæller patienten, hvad hun vil foretrække, hvis det sker, at hun bliver meget dårlig. Og om sine krisetegn, hvis patienten er bevidst om dem. Nogle ved fx, at de bliver tomme i blikket eller begynder at ryste på hænderne, når tingene spidser til og bliver rigtig svære.  

”Det er faktisk noget af det vigtigste i forebyggelse af tvang, at vi ved hvordan vi bedst kan hjælpe, når tingene begynder at blive svære og angsten stiger. For der kan være mange forskellige præferencer,” siger Mette Bertelsen Fredsgaard.

Tvang er allersidste udvej

Nogle vil slet ikke røres og holdes i hånden. Fx fordi de er blevet misbrugt som børn og har dårlige erfaringer med berøring og bliver rigtig angste af det. Andre har brug for det. Andre igen vil ud i haven, andre vil ryge eller har brug for mad om natten. Og andre igen har erfaring med, at det virker bedst for dem, hvis ingen taler til dem, når de har det rigtig dårligt. 

”Så ved vi, at det er vigtigt, at vi trækker os og giver patienten luft og ikke taler så meget. Og vi har stor succes med det, når tingene kører op. Sommetider handler det om små bitte ting, der gør, at patienten lettere kan være i situationen og ikke får det værre. Og det er vigtigt, så situationen ikke bliver trappet op og måske ender i tvang,” siger Mette Bertelsen Fredsgaard.

Når situationer sommetider ender i tvang, er det fx fordi patienten ikke vil lade sig frivilligt indlægge og må tvangsindlægges. Eller fordi patienten er meget udadreagerende, og personalet ikke kan få kontakt. Eller situationer, hvor en patient nægter at modtage behandling i en akut livstruende situation. Fx hvis en patient har kastet meget op og er i risiko for at dø. Det er situationer, der kan ende med fx bæltefiksering eller tvangsmedicinering med akut beroligende medicin.  

Ender en situation i tvang, er det meget forskelligt, hvordan patienten reagerer efterfølgende. Nogle bliver vrede, nogle fjendtlige, andre bliver kede af det, og nogle ønsker at klage. Andre igen siger bagefter, at de godt kan forstå det skete. Men for alle er det en meget ubehagelig situation, og alle er berørte på hver deres måde.