Historiske og etiske perspektiver

Historiske perspektiver

Historisk set er tvang over for mennesker med psykiske sygdomme blevet tolket og forstået på forskellige måder, selvom det har været de samme handlinger, der er sket. Et tilbageblik på den historiske lovgivning omkring brugen af tvang viser, at man siden 1800-tallet har haft idealer om at nedbringe brugen af tvang i psykiatrisk behandling.

Derfor er det ikke nyt, at vi i dag har et fokus på at nedbringe brugen af tvang. Igennem tiden er de juridiske beskrivelser af tvang blevet ændret, hvilket også har skabt forandringer i måden vi forstår og registrere tvangsindgreb på i dag.    

I nedenstående kan du læse et kort oprids af, hvordan Psykiatriloven i Danmark har ændret sig gennem tiden, og herunder hvordan definitioner af tvang i psykiatrisk behandling har ændret sig.   

• I 1938 fik Danmark sin første lov på det psykiatriske område. Med loven kom der fokus på regulering af tvangsindlæggelse og- tilbageholdelse, men ikke på regulering af tvang i forbindelse med fysisk magtanvendelse og tvangsbehandling.
• I 1989 blev den eksisterende lov revideret, og her kom der fokus på patienternes retssikkerhed, herunder klagemuligheder, udnævnelse af patientrådgiver og kravet om registreringen af tvang blev vedtaget. I denne lovændring blev der også indført regler omkring tvangsbehandling og bæltefiksering - det vil sige, at definitionen på tvang blev bredere, idet tvang nu også blev forstået som fysisk magt og tvang knyttet til behandlingen, og ikke kun som tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Tvang forstås som det, patienten aktivt modsætter sig.   
• Den reviderede Psykiatrilov indeholder efter 1989 ikke længere noget ulempekriterie i forbindelse med tvangstilbageholdelse. Derimod kom der en regulering i form af tvangsprotokoller, som skal udfyldes i forbindelse med tvangsindgreb. Samtidig flyttes klageinstansen fra Byretten til Det Psykiatriske Patientklagenævn, og der påbegyndes en egentlig overvågning og registrering af omfanget af tvangsanvendelse.
• I 2006 ændres psykiatriloven igen. Her skete der en markant ændring i definitionen af tvang. Tvang er alt det, der ikke gives samtykke til. Dermed blev kravet om dokumentation for, hvad patienten aktivt har givet samtykke til, skærpet.  
• I 2010 blev det muligt at anvende tvang forebyggende igennem tvungen ambulant opfølgning efter udskrivelse (forsøg på at fastholde ”svingdørspatienter” i behandling). Mindstemiddelsprincippet blev indført: Tvang må kun benyttes, når der er gjort alt, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken.
• I 2015 ændres loven, således at patienternes ret til selvbestemmelse, ligeværd og respekt betones. Der skal indhentes forhåndsgodkendelser fra patienter om, hvad de foretrækker i det tilfælde, hvor tvang er nødvendigt.
• I 2019 blev den ambulante tvungne opfølgning afskaffet. Området for anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner blev udvidet med henblik på at sikre kontinuitet i patienternes behandlingsforløb.  

Ud fra ændringerne i Psykiatriloven kan man se, at der er kommet en langt bredere forståelse af tvang. Fx skal der i dag gives samtykke fra patienten, før en behandling kan igangsættes. Ellers forstås det som et tvangsindgreb. Samtidigt er der også kommet fokus på forebyggende tiltag som fx kravet om opfølgende samtaler i forbindelse med, at der er blevet anvendt tvang. 

Ændringerne i Psykiatriloven afspejler, at der er kommet større fokus på patientrettigheder og selvbestemmelse, samt et større fokus på information og tydeliggørelse af klagemuligheder.

Politisk set har der de seneste år været en målsætning om halvering af bæltefiksering og reduktion i samlet anvendelse af tvang.  En politisk vilje mod at udøve mindre tvang er kommet frem, men det har endnu ikke haft nogle effekter, når man ser på udviklingen i registreringerne af tvang. 

Kilde

Møllerhøj, Jette (2021). Fra bindegal til uanbringelig: forståelser og reguleringer af psykiatrisk tvang i et historisk perspektiv. Tidsskrift i Sygdom og Samfund.

Etiske perspektiver

Tvang er et meget følsomt emne, fordi det indskrænker din egen frie vilje. Derfor beror de sidste 200 års ændringer i tvang sig på større viden og i samme ombæring også på etik. 
 
En grund til, at tvang kan føles så voldsomt, er fordi nogle af ens menneskerettigheder bliver krænket. Artikel 1 og 3 i Verdenserklæringen af FN fra 1948 siger henholdsvis, at alle mennesker er født frie og lige med samme rettigheder, og at alle har ret til liv, frihed og sikkerhed.

Men friheden forsvinder under tvang, og derfor er det vigtigt, at ens frihed bliver indskrænket så lidt som muligt og kun i det omfang, at det er yderst nødvendigt, og videre, at der er optimal overensstemmelse og forståelse mellem de parter, der indgår i et tvangsforløb.

Det har måske ikke altid været tydeligt for enhver, at psykisk sygdom og de handlinger, der sker på grund af dem, ikke har noget at gøre med mennesket bag den psykiske sygdom. Denne erkendelse, der efterhånden bliver mere og mere velkendt og accepteret, har også rykket på etikken bag tvang. Lige fra sprogbrugen omkring psykisk sygdom til kliniske undersøgelser af forskellige diagnoser.

Når vi ser tilbage på tvang, som vi har gjort oven for, er det altså tydeligt, at der er gjort enorme fremskridt. Vi er dog langt fra i mål, og et af de seneste lovforslag og tilhørende høringsbreve fra Etisk Råd handler blandt andet om, hvor lang tid, der maksimalt må gå, før der skal være en ny lægelig vurdering af tvangsfikserede patienter samt et forslag om notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter. 
 
Løbende betragtninger og årvågenhed skal sikre et fald af tvang i psykiatrien, men det kræver, at der er nogen, der tager sig tid til at kæmpe for det sammen med dem, der oplever det. For det kan være utroligt hårdt at opleve tvang på egen krop.

Billedet er AI-genereret.

Tvang i psykiatrien

Tvang i psykiatrien kan ikke undgås, men når tvang vurderes at være nødvendig, skal det ske med den størst mulige hensyntagen til patienten. Psykiatriloven forpligter pårørende eller politiet til at tilkalde en læge, hvis en person antages at være...

Jeg vil aldrig mere fortælle, hvordan jeg har det

Dittes tiltro til psykiatrien led et knæk, da hun blev tvangsindlagt. Hun mistede tilliden. Her kan du læse hele Dittes historie.

Kilder

Etisk Råd, Høringsportalen og Institut for menneskerettigheder