Det er ikke realistisk at forvente, at barnet kan rumme, tåle og forstå voksenting. Eller at barnet skal kunne trøste eller hjælpe den voksne. Det har barnet hverken hjernekapacitet eller livserfaring til. Visse voksenting skal barnet skånes for, og de ting, som man vurderer at barnet skal kende til, skal forklares på et niveau, hvor barnet kan følge med og føle sig tryg.
Del kun de 'voksenting' med barnet, der direkte påvirker barnet i hverdagen. Del ikke emner som økonomi, konflikt med andre voksne, bekymringer om krig, terror og skilsmisse og andre ting, der vil gøre barnet utrygt, ængsteligt eller give barnet det indtryk at den voksne ikke kan få barnet i sikkerhed.
Vigtige ting, der direkte vedrører barnet, skal til gengæld siges i børnehøjde. Mange forældre er fx utrygge ved at tale om, hvis der er psykisk sygdom hos en eller begge forældre. Derfor vælger de helt at tie stille, og så må barnet selv forsøge at regne ud, hvorfor mor eller far opfører sig anderledes – og barnet vil helt sikker lægge mærke til det, også selvom det ikke får det at vide. Det gør det svært at være barn. Barnet får for meget ansvar for stemningen i hjemmet, og det kan derfor ikke siges for tidligt til barnet, hvis far eller mor har det svært.
"Mor ville rigtig gerne lege med dig, men det kan mor ikke lige nu, og det er ikke din skyld" er en type sætning, der kan siges til børn i alle aldre.
Er der en svær situation i hjemmet, er det vigtigt, at barnet ikke får en oplevelse af, at det svære ville gå væk, hvis bare barnet kunne opføre sig på en anden måde. Når barnet bliver større, kan man sætte flere og flere ord på situationen eller det vilkår, som man må leve med i familien.
Gode råd
- Gør dig selv klart, hvad der er relevant at indvie dit barn i.
- Indvi dit barn i de ting, der direkte påvirker barnet. Men når du gør det, så gør det i 'børnehøjde'.