Om rådgivningen

Faglighed, imødekommenhed, interesse og respekt er nøgleord i vores rådgivning, og vi tilstræber at skabe en åben og tryg kontakt til den, der henvender sig. Rådgivningen er gratis, anonym og fagligt funderet.

Vil du være frivillig rådgiver?

Vil du være med til at hjælpe psykisk sårbare, kriseramte og pårørende her og nu? Brænder du for at bruge din faglige viden til at rådgive og støtte mennesker, der har brug for hjælp? Så bliv frivillig i vores rådgivning.

Rådgivningen i Psykiatrifonden er rådgivning til mennesker med psykiske sygdomme og problemer, personer i krise, deres pårørende, og fagfolk. Hvert år modtager vi mere end 8000 henvendelser fra personer fra hele landet og i alle aldre. Henvendelserne drejer sig blandt andet om psykiatri og psykisk sygdomme, psykiske problemer af enhver art og eksistentielle kriser.

Rådgivningen blev etableret den 20. januar 2000 og finansieres af private sponsorer og fondsmidler.

Kontakt Rådgivningen via telefonrådgivningen, chatrådgivningen eller brevkassen.

Har du spørgsmål i forbindelse med opgaveskrivning, er du meget velkommen til at sende dine spørgsmål til brevkassen.

Rådgivningen og faglig kompetence

Rådgivningen består af et engageret og kompetent team på ca. 80 frivillige rådgivere med baggrunde som blandt andet læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere, lærere, og psykoterapeuter. Du kan også møde sidste års-studerende fra de relevante fag.

Alle rådgivere har gennemgået et oplæringsforløb, og får herefter løbende efteruddannelse for hele tiden at kunne yde den bedst mulige rådgivning.

Til Rådgivningen er der tilknyttet tre fagspecifikke rådgivere i form af en psykiater, en socialrådgiver og en jurist. Er der et spørgsmål inden for de tre felter den frivillige rådgiver ikke kan svare på, har vi derfor mulighed for at sende spørgsmålet videre, såfremt du ønsker det. Den relevante fagspecifikke rådgiver vil herefter kontakte dig med et svar.

  • ANONYMITET

    Du er anonym, når du kontakter Rådgivningen via telefon, chat eller brevkasse. Din henvendelse er altid anonym. Rådgivningen kan ikke se det telefonnummer, du ringer fra, og lagrer ikke evt. IP-adresser. Desuden har alle rådgiverne har tavshedspligt.

     

    Du skal således ikke oplyse navn, CPR-nummer, telefonnummer eller lign. Vi har ikke nummerviser, og kan ej heller se IP- eller mailadresse.

     

    Du skal indtaste dit køn, alder og hvilken region du bor i, når du henvender dig på brevkassen og chatten. Dette så vi kan rådgive dig bedst muligt

  • TAVSHEDSPLIGT

    Rådgiverne har tavshedspligt. Det vil sige, at vi ikke må tale med andre om dig og din situation. Rådgiverne må dog gerne tale internt (dette vil sige med hinanden og med supervisor og leder) om samtaler og spørgsmål.

     

    Den eneste undtagelse til tavshedspligten er underretningspligten.

  • UNDERRETNINGSPLIGT

    I Danmark har vi alle – såvel private som fagfolk - underretningspligt, når børn eller unge under 18 år lever i en alvorlig truende situation.

     

    Du kan altid anonymt tale med os om noget bekymrende for at få vores syn på sagen. En underretning sker kun, hvis det drejer sig om en alvorlig truende situation for en person under 18 år, og vi har oplysninger der kan identificere vedkommende (navn, CPR-nummer o.lign.). Vurderer rådgiveren således, at der er tale om en sådan situation, vil han/hun i samtalen orientere herom samt bede om disse oplysninger.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883