Forekomst af psykisk sygdom

Indhold

• Opgørelsesmåder af forekomst af psykiatrisk sygdom
• Forekomst af psykisk sygdom og udvalgte diagnoser
• Internationale estimater af forekomst af psykisk sygdom
• Forekomst af selvrapporteret psykisk sygdom i EU
• Forløb for psykiske sygdomme
• Debutalder
• Dobbeltdiagnoser
• Selvmord
• Retspsykiatriske patienter
• Kilder
• Læs mere

Opgørelsesmåder

Opgørelsesmåder af forekomst af psykiatrisk sygdom

Et meget centralt omdrejningspunkt i debatten om psykiatrien og de sidste 15 års udvikling er tal for forekomsten af psykisk sygdom, hvilket også er omdrejningspunktet i dette kapitel. Forekomst af psykiske sygdomme kan opgøres på flere måder, alt efter hvad man mere præcist ønsker at belyse: 

Prævalens

En af de hyppigste opgørelsesmåder er prævalens. Prævalens er antallet af sygdomstilfælde i en population på et bestemt tidspunkt eller over en bestemt periode. Man måler fx hvor stor en del af befolkningen, som i dag, i løbet af året eller på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft en psykisk lidelse.

Prævalens er en indikator for, hvilken kapacitet og hvilke services der bør være i sundhedsvæsenet for at behandle en given sygdom eller sygdomsgruppe. Prævalens kan fx sige noget om, hvor mange behandlingsforløb der aktuelt er i gang (punktprævalens), og hvor mange der samlet set har behov for behandling i løbet af et år (årsprævalens).

Prævalensen i en befolkning falder, når personer med en given sygdom enten bliver raske eller dør. En stigning kan både udgøres af, at flere mennesker overlever længere tid med en sygdom og/eller en stigning i nye tilfælde.

Incidens

En anden opgørelsesmåde er incidens, som er et mål for antallet af nye tilfælde af en sygdom i en given periode, fx et år. Incidens siger noget om, hvor mange der har behov for udredning og derefter behandling. Både prævalens og incidens opgøres ofte i procent eller i antal per 1.000.

Livstidsrisiko

Endelig taler man også ofte om livstidsrisiko. Livstidsrisikoen siger noget om risikoen for at udvikle en sygdom i løbet af ens liv. Det er et tal, der siger noget om ”almindeligheden” af psykiske lidelser, og som blandt andet kan anvendes i forbindelse med bekæmpelse af stigma, tabu med mere.

 

Tilbage til oversigten

Forekomst

Forekomst af psykisk sygdom og udvalgte diagnoser

Vi kender ikke den sande forekomst af psykisk sygdom i den danske befolkning, da der ikke er lavet store danske repræsentative undersøgelser, som bruger diagnostiske spørgeskemaer som fx det internationalt anerkendte værktøj Composite International Diagnostic Interview (CIDI).¹²

Målinger ved brug af CIDI ville kunne give et mere præcist billede af forekomsten af psykisk sygdom i den danske befolkning.

Vi kan derimod læne os op ad undersøgelser og datatræk baseret på registerdata eller spørgeskemadata (som beskrevet i kapitel 1), som måske ikke kan give os et præcist tal på forekomsten af psykisk sygdom, men derimod kan belyse henholdsvis forekomsten af mennesker i kontakt med psykiatrien og mennesker, som oplever lav mental sundhed (selvrapporteret).

Figur 3.1 viser prævalensen af registrerede psykiske sygdomme i befolkningen (18-66 år) i 2018. For denne aldersgruppe er det således angst, affektive lidelser som depression og misbrugslidelser, der dominerer.

14,2 procent af den 18-66-årige befolkning havde i løbet af 2018 mindst en diagnose, hvilket var en stigning fra 2014, hvor det gjaldt 11,1 procent.¹⁵

Ser vi på antallet af unikke patienter, som er blevet behandlet ambulant eller har været indlagt i årene 2012-2022, viser Figur 3.2., at der har været en markant stigning i antal behandlede personer i perioden.

2022 var det år med det hidtil højeste antal personer (149.408) behandlet i psykiatrien. Det lavere antal behandlinger i 2020 må formodes at skyldes covid-19-pandemien.

Figur 3.2. illustrerer også, at den stigning, der ses i patienttilgangen fra 2020 og 2022, i høj grad udgøres af en stigning i antallet af patienter behandlet i børne- og ungdomspsykiatrien. Udviklingen i antallet af patienter i psykiatrien inden for de senere år ser ud til indtil videre at have stabiliseret sig omkring de 113.000 om året.

En analyse lavet af Sundhedsstyrelsen af Landspatientregisterets data for perioden 2009-2018 viste, at for den voksne del af befolkningen, der har haft kontakt med psykiatrien mindst en gang inden for ti år, har der især været stigninger i de nervøse- og stress-relaterede tilstande, som i 2018 gjaldt mere end 175.000 voksne danskere, og de affektive sindslidelser, som gjaldt for godt 125.000.¹⁶

Ser vi på antallet af voksne patienter behandlet i psykiatrien i årene 2012-2022 fordelt på diagnosegrupper, supplerer Figur 3.3. Sundhedsstyrelsens tal. Vi kan se, at der i årene op til 2017 var en stigning særligt i antallet af patienter med nervøse- og stress-relaterede tilstande, som var på sit højeste i 2017, men også i nogen grad for skizofreni frem til 2019.

I næsten hele perioden ser vi dog en stigende udvikling i diagnosegruppen adfærdsmæssige og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndommen, som jo blandt andet inkluderer ADHD.

Et nyt dansk studie¹ estimerer, at 82,6 procent af den danske befolkning på et tidspunkt i deres liv vil modtage behandling for psykisk sygdom enten ved diagnosticering på et psykiatrisk sygehus (indlæggelse eller ambulant behandling) og/eller ved modtagelse af receptpligtige psykofarmaka udskrevet hos en læge.

Figur 3.4. illustrerer de estimerede livsforløbsrisici for alle og opdelt på køn. Figur 3.4b viser udviklingen for diagnosticering af psykisk sygdom ved hospitalsbehandling (ambulant og indlæggelse). Ser man udelukkende på, hvor mange der vil blive behandlet på psykiatrisk sygehus i løbet af deres liv, estimeres det til 29 procent.

Figur 3.4c viser udviklingen i risikoen for at modtage recept på psykofarmaka. 70,4 procent af befolkningen i løbet af livet anslås at få receptpligtig medicin hos en læge uden forudgående kontakt med et psykiatrisk hospital. Figur 3.4a viser udviklingen i risiko for at modtage behandling for psykisk sygdom, enten ved diagnosticering på et psykiatrisk sygehus og/eller modtagelse af receptpligtige psykofarmaka, hvilket resulterer i en livsforløbsrisiko på 82,6 procent.

Figur 3.4. Estimeret livsforløbsrisiko for psykiatrisk diagnose og psykofarmaka.

Kilde: Kessing et al., 2023.¹

Fælles for alle figurerne er, at drengene ligger over pigerne i barn- og ungdommen, men at kvinderne herefter har en højere risiko for at blive behandlet for psykisk sygdom resten af livet end mændene.

Undersøgelsen viser også, at personer behandlet for psykisk sygdom efterfølgende har en højere sandsynlighed for at opleve socioøkonomiske udfordringer såsom at blive arbejdsløse, have en lav indkomst, komme til at bo alene eller blive skilt.

Studiet viser således en sammenhæng mellem psykisk sygdom og efterfølgende socioøkonomisk situation, men undersøgelsesdesignet tillader ikke, at man konkluderer, at den psykiske sygdom er årsagen til ens socioøkonomiske situation. Sammenhængen med de socioøkonomiske indikatorer understøtter derimod, at der ikke er tale om en overestimering af psykisk sygdom, fordi der er målbare ændringer på væsentlige livsvilkår, som optræder efter behandlingen af psykisk sygdom. Disse er størst blandt personer, som blev behandlet på sygehuset, men forekommer også blandt personer, der kun har en recept på psykofarmaka.

Studiet indeholder også en række robusthedsanalyser, som understøtter, at resultaterne om forekomsten af psykisk sygdom ikke er overvurderet. blandt andet medregnes ikke typer af medicin, der kan behandle søvnløshed eller stress, samt recepter, der aldrig blev indløst eller medicin, som kun blev udskrevet én gang. Derudover har forskerne udelukket psykofarmaka, der bruges til behandling af en række somatiske sygdomme.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de 82,6 procent indeholder personer, der kun én gang i deres liv er blevet behandlet for en psykisk lidelse, fx en depression, og efterfølgende har været raske resten af livet, såvel som personer, der gentagne gange og over en længere årrække er blevet behandlet for en eller flere psykiske sygdomme.

I boksen nedenfor har vi seks fiktive eksempler på personer, som kan illustrere bredden i de 82,6 procent, som behandles for psykisk sygdom.

Tidligere danske studier har estimeret, at cirka en tredjedel af den danske befolkning bliver behandlet på et psykiatrisk hospital,¹⁷ hvilket stemmer meget godt overens med Figur 3.4b. Men idet mange af de personer, der får en psykisk sygdom, ikke kommer i kontakt med et psykiatrisk hospital, men derimod bliver behandlet hos egen læge, underestimerer hospitalskontakter forekomsten af psykisk sygdom i befolkningen.

Samme studie har også for perioden 2000-2012 beregnet risikoen for at modtage behandling på et psykiatrisk hospital – indlæggelse, ambulant eller akut – i løbet af livet.¹⁷ Resultaterne er skildret i Tabel 3.1, der viser, at kvinder har 38 procent risiko for at få mindst én vilkårlig psykisk sygdom gennem livet, mens mænd har 32 procent risiko. De hyppigst forekommende diagnoser over danskernes livstid er for både mænd og kvinder nervøse lidelser som angst, affektive lidelser som depression og misbrugslidelser.

Tilbage til oversigten

Internationale estimater

Internationale estimater af forekomst af psykisk sygdom

En analyse af 155 studier fra 59 forskellige lande estimerer, at 17,6 procent af klodens befolkning har været psykisk syge inden for de seneste 12 måneder (årsprævalens). Den tilsvarende andel for europæiske højindkomstlande som Danmark er 17,1 procent.¹⁸ Studiet anvender forskellige diagnostiske spørgeskemaer, blandt andet det internationalt anerkendte værktøj Composite International Diagnostic Interview (CIDI), udviklet af WHO.

Et studie på amerikanske data af livstidsrisiko (frem til en alder på 75 år) baseret på CIDI estimerer en livstidsrisiko på omkring 51 procent og 46 procent på observeret livstidsprævalens.¹² Tilsvarende estimater for livstidsrisiko for en række andre lande er også beregnet, og her er livstidsrisikoen fx estimeret til at være 33 procent i Tyskland, 43 procent i Holland, 47 procent i Frankrig og 49 procent i New Zealand.¹⁹ Forfatterne bag disse undersøgelser understreger dog, at det er konservative estimater, blandt andet fordi deltagerne i undersøgelsen skal kunne huske og kunne angive deres mentale helbredshistorie; og der er en risiko for, at hukommelsen ikke er præcis.

Et forløbsstudie fra New Zealand, som har fulgt deltagerne fra fødsel og indtil videre til de er 45 år, og som har anvendt gentagne diagnostiske interview af deltagerne, finder, at 86 procent af deltagerne har haft psykisk sygdom.²⁰ Det er således markant højere end de 49 procent opgjort ved brug af CIDI.

At der findes forskellige estimater af forekomsten af psykisk sygdom, er et resultat af, at der anvendes forskellige datatyper, definitioner af psykisk sygdom og beregningsmetoder. Uanset variationen i estimater kan det overordnet konkluderes, at den nye viden, vi har i dag om forekomsten af psykisk sygdom set over et livsforløb, peger på, at forekomsten af psykisk sygdom i løbet af livet er mere almindelig end hidtil troet.

I virkeligheden er det et mindretal, der ikke på et eller andet tidspunkt oplever psykiske problemer. ^1,20,21 Forhåbentlig vil denne viden bidrage til at aflive stigma og fordomme, som historisk har knyttet sig til personer med psykiske sygdomme.

Tilbage til oversigten

Forekomst

Forekomst af selvrapporteret psykisk sygdom i EU

I en undersøgelse foretaget blandt voksne i EU i 2018 svarede en ud af ni voksne i EU (11 procent), at de havde symptomer på psykiske problemer. Danmark adskiller sig ikke nævneværdigt fra EU-gennemsnittet, hvor Irland og Polen havde den laveste prævalens på omkring 5 procent, og Kroatien og Portugal de højeste på omkring 20 procent.²²

I Tabel 3.2. ses resultater om voksne i EU i 2016 fra en anden tidligere undersøgelse. Her blev deltagerne spurgt til en række udvalgte lidelser. Omkring 17 procent af den voksne befolkning i EU angav, at de havde en psykisk sygdom.²³

EU-tallene både fra 2016 og 2018 er baseret på spørgeskemaundersøgelser i hele EU, så der skal tages højde for, at tallene kan være påvirket af kulturelle forskelle i graden af stigma og viden om mental sundhed på tværs af landene.

Der er mindre forskelle mellem tallene i Figur 3.1. og Tabel 3.2. Dette skyldes, at Figur 3.1 baserer sig på opgørelser over den danske befolkning (18-64 år) baseret på registerdata inden for en afgrænset periode 2013-2018.Tabel 3.2 baserer sig derimod på en selvrapporteret psykisk sygdom blandt en ikke nærmere specificeret udvalgt gruppe i den danske befolkning i 2016.

Når der er tale om selvrapportering, er opgørelserne baseret på den enkelte persons vurdering af eget helbred, og altså ikke nødvendigvis en sundhedsfaglig vurdering. Det kan bidrage til, at tallet er anderledes end undersøgelser baseret på registerdata. Fx undersøges forekomsten af depression ud fra et spørgsmål om, hvorvidt man i løbet af de seneste 12 måneder har haft forskellige sygdomme, herunder depression.²³

Tilbage til oversigten

Forløb

Forløb for psykiske sygdomme

Når en person for første gang bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom, er det en grundlæggende klinisk udfordring at fastslå diagnosen med sikkerhed. Ved det første møde med patienten har psykiateren for det første ofte ikke så megen information om patientens sygdomsforløb og generelle situation, men for det andet er det også ofte tilfældet, at vigtige symptomer endnu ikke har manifesteret sig hos patienten.

Danske registerstudier har vist, at enhver psykiatrisk diagnose er forbundet med øget risiko for at få andre psykiatriske diagnoser. Det gælder særligt det første år, efter diagnosen stilles.^24,25

En kortlægning af patienters forløb efter deres første diagnose viser, at i løbet af ti års opfølgning har 46,9 procent af patienterne fået yderligere minimum én efterfølgende diagnose, som er en anden end den oprindelige diagnose.²⁴ Studiet er baseret på registerdata på danskere over 18 år, som er blevet diagnosticeret som led i behandling på et psykiatrisk hospital, og som har modtaget en af de 20 mest almindelige psykiatriske diagnoser. Herefter blev de 20 mest almindelige efterfølgende diagnoser samt dødsfald udpeget som mulige udfald i løbet af opfølgningsperioden.

Manisk episode var den mindst stabile diagnose, hvor 76,6 procent fik en efterfølgende anden diagnose. Blandt de mest stabile diagnoser var spiseforstyrrelser, hvor kun 26,2 procent efterfølgende fik en anden diagnose. Studiet peger endvidere på, at personer med førstegangsdiagnoser som misbrug eller akutte og forbigående psykoser har særlig risiko for, at diagnoserne udvikler sig, og derfor skal de tilbydes grundig opfølgning.

Denne nye viden om diagnoseforløb og usikkerheden vedrørende den første diagnose er vigtig og til stor gavn for både læge, patient og pårørende. Det er vigtigt at have en viden om personens sandsynlige fremtidige sygdomsforløb, ændringer eller tilstødende diagnoser. Både så man som kliniker kan planlægge relevant opfølgning, og så man kan informere personen med psykisk sygdom og pårørende om usikkerheden ved den første diagnose, men også hvilke sandsynlige sygdomsscenarier, de kan forvente på længere sigt.

Tilbage til oversigten

Debutalder

Debutalder

En stor andel af mennesker med psykiske sygdomme oplever, at sygdommen har sin debut i børne-, ungdoms- eller ung voksenalder. I en tredjedel af tilfældene debuterer psykisk sygdom før 14-årsalderen (34,6 procent), i næsten halvdelen af tilfældene debuterer psykisk sygdom før 18-årsalderen (48,4 procent), og før 25-årsalderen nærmer forekomsten for debuteret psykisk sygdom sig to tredjedele (62,5 procent).²⁶

Debutalderen for psykisk sygdom er forskellig fra sygdom til sygdom. Nedenstående tabel viser, hvordan debutalderen for de forskellige psykiske sygdomme fordeler sig.

Nogle typer af psykiske sygdomme viser sig tidligere end andre. Særligt fobier, separationsangst, autismespektrumforstyrrelser, ADHD og social angst debuterer i en tidlig alder. Dette efterfølges af spiseforstyrrelser, OCD og cannabismisbrug. Skizofreni, personlighedsforstyrrelser, panikangst og alkoholmisbrug debuterer senere. Dette efterfølges af PTSD, depression, generelle angstlidelser, bipolare lidelser og akutte og forbigående psykoser.²⁶

Et dansk registerstudie²⁷ har også vist, at ved 18-års alderen har 15 procent af de danske børn og unge mindst én psykiatrisk diagnose, hvilket yderligere illustrerer, at mange psykiske sygdomme allerede debuterer i barn- og ungdom.

Tilbage til oversigten

Dobbeltdiagnoser

Dobbeltdiagnoser

Dobbeltdiagnose betegner situationen for den gruppe af borgere, der på samme tid har en psykisk sygdom og et misbrug. Registerbaserede tal for en femårig periode op til og med 2014 viste, at der var knap 40.000 borgere i aldersgruppen 18-79 år med dobbeltdiagnose i den periode,²⁸ og et andet dansk registerstudie peger på, at omkring 30 procent af de psykiatriske patienter også har et misbrug.²⁹

På tværs af diagnoser er alkoholmisbrug det mest dominerende misbrug, og de diagnoser, som hyppigst optræder sammen med et misbrug, er personlighedsforstyrrelser og skizofrenidiagnoser.²⁹

For nogle kan et misbrug være et forsøg på selvmedicinering for psykisk sygdom, og for andre vil der være tale om andre årsager. Uanset årsagen til misbruget komplicerer det ofte behandlingen, at der både er tale om psykisk sygdom og misbrug, hvor misbrugsbehandlingen varetages i kommunerne, mens den psykiatriske behandling varetages af regionerne.

Derfor kan borgere med dobbeltdiagnoser opleve at ’falde ned mellem to stole’. Fra 2024 vil der trinvist påbegyndes et regionalt forankret samlet tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser, som forhåbentlig langt bedre vil kunne hjælpe borgere med dobbeltdiagnoser.

Tilbage til oversigten

Selvmord

Selvmord

Ifølge WHO dør mere end 700.000 mennesker på verdensplan årligt som følge af selvmord.³⁰ Den danske selvmordsrate steg fra 1970 og frem til 1980, hvorefter der har været et ganske betragteligt fald i 1980’erne og 1990’erne frem til 2007.^31–33

Det markante fald i selvmord frem til 2007 skyldtes først og fremmest, at man fik nedbragt adgangen til en række selvmordsmetoder og dermed fik reduceret forgiftninger med husholdningsgas, udstødningsgas, barbiturater og antidepresssiva.³³

De seneste ti år har selvmordsraten ligget mellem 545 og 660 selvmord årligt (Figur 3.5.). Til sammenligning var antallet af selvmord tilbage i 1981: 1.535.³²

Tallene i Figur 3.5. dækker over en vigtig kønsforskel. Hvert år dør langt flere mænd end kvinder ved selvmord. Dette uddybes i kapitel 4 om køn og psykisk sygdom.

Ser vi på aldersfordelingen (Figur 3.6), er antallet af personer, der dør ved selvmord, størst blandt midaldrende personer i alderen 50-59.

Note: Det samlede antal selvmord i Figur 3.6. er højere end tallet for 2022 i Figur 3.5. Dette skyldes, at tallene i hver aldersgruppe rundes op eller ned til nærmeste 5.

Den højeste forekomst af selvmord per 100.000 borgere er blandt de ældste borgere og særligt mænd i alderen 80+. Selvmord blandt ældre behandles selvstændigt i kapitel 6.

Tilbage til oversigten

Retspsykiatri

3.7. Retspsykiatriske patienter

En retspsykiatrisk patient er en person, der har begået kriminalitet, men som på grund af en psykisk lidelse har fået en dom til en psykiatrisk foranstaltning i stedet for en straf med det formål at forebygge ny kriminalitet.

Årsagen kan enten være, at personen er straffri på grund af sindssygdom (§ 16 i Straffeloven), eller at retten skønner, at der er tale om en tilstand præget af mangelfuld udvikling eller svækkelse/forstyrrelse af de psykiske funktioner, så en dom til en psykiatrisk foranstaltning er mere formålstjenlig end straf (§ 69). Mennesker, som er mentalt retarderede, kan også dømmes efter § 16 og § 69 til en foranstaltning rettet mod deres handikap.

Retspsykiatriske patienter kan være idømt tre typer af foranstaltninger: anbringelsesdom (skal være indlagt), behandlingsdom (indlagt eller ambulant) og dom til ambulant behandling (kun ambulant). Flertallet behandles ambulant eller af udgående teams.¹⁶

I 2019 blev der afsagt 822 foranstaltningsdomme, hvoraf 65 procent vedrørte mennesker med psykiske lidelser og 20 procent mentalt retarderede (§ 16).³⁴Derudover blev 15 procent af dommene afsagt efter § 69. Knap halvdelen af foranstaltningsdommene var uden tidsbegrænsning.¹⁶

I perioden 2001-2018 er antallet af retspsykiatriske patienter, der modtager behandling, næsten tredoblet fra 1.445 i 2001 til 4.254 i 2018. I 2019 og 2020 faldt antallet af retspsykiatriske patienter derimod.³⁴ Covid-19-situationen kan måske forklare noget af faldet i 2020.

Det er desuden sandsynligt, at ændring i registreringspraksis i forbindelse med overgangen fra LPR2 til LPR3 i 2019 spiller en rolle. På denne baggrund er det usikkert i hvilken grad der er sket et reelt fald i antallet af retspsykiatriske patienter i perioden 2018 til 2020.

Tilbage til oversigten

Kilder

Kilder

Indholdet på denne side er fra rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023 (PDF)', som Psykiatrifonden publicerede 1. marts 2024.

Alle rapportens kilder er samlet på siden Kilder til rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023'. 

Tilbage til oversigten

Læs mere

Læs mere

Indholdet på denne side er fra Psykiatrifondens rapport 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023 (PDF)', publiceret 1. marts 2024.

Rapporten kan både hentes som PDF og læses her på hjemmesiden, hvor den er delt op i 16 websider:

1. Om rapporten
2. Psykiske sygdomme
3. Forekomst af psykisk sygdom
4. Psykisk sygdom og køn
5. Børn og unge
6. Psykisk sygdom blandt ældre
7. Psykisk sygdom blandt minoritetsgrupper
8. Behandling ved psykisk sygdom
9. Recovery
10. Tvang i psykiatrien
11. Omkostninger ved psykisk sygdom
12. Overdødelighed
13. Psykisk sygdom og uddannelse
14. Psykisk sygdom og arbejdsmarkedstilknytning
15. Risikofaktorer og årsager til psykisk sygdom
16. Kilder

Tilbage til oversigten